Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Aftale med Canada om toldspørgsmål

 

RESUMÉ AF:

Rådets afgørelse 98/18/EF om indgåelse af aftalen mellem EU og Canada om toldspørgsmål

Aftale mellem EU og Canada om toldspørgsmål

Rådets afgørelse 2014/941/EU om forsyningskædesikkerhed

Aftale mellem EU og Canada om forsyningskædesikkerhed

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSERNE OG AFTALERNE?

  • Afgørelse 98/18/EF søger at forbedre samarbejdet mellem forvaltningsmyndighederne med ansvar for anvendelse af toldlovgivning*.
  • I henhold til aftalen mellem EU og Canada om toldspørgsmål er parterne enige om at øge toldsamarbejdet, navnlig ved at forenkle og harmonisere procedurerne.
  • Afgørelse 2014/941/EU søger at udvide den oprindelige aftale om toldspørgsmål med en ny aftale, som dækker forsyningskædesikkerhed.

HOVEDPUNKTER

Aftale mellem EU og Canada om toldspørgsmål

Toldsamarbejde

Parterne er enige om at udvikle toldsamarbejdet ved at:

  • forenkle og harmonisere deres toldprocedurer
  • undersøge, hvordan toldrelaterede problemer kan løses
  • udveksle personale
  • udvikle IT-systemer til toldprocedurer og -formaliteter.

Gensidig administrativ bistand

Parterne er enige om at bistå hinanden, enten på anmodning eller på eget initiativ. De udveksler alle relevante oplysninger, som hjælper med at sikre korrekt anvendelse af toldlovgivning samt forebyggelse og bekæmpelse af overtrædelse af denne lovgivning. Til det formål underretter den anden part om eventuel ny teknik for håndhævelse af toldlovgivningen samt nye tendenser i samt midler og metoder for overtrædelse af toldlovgivningen.

Toldmyndighederne giver desuden hinanden oplysninger om gennemførte eller planlagte transaktioner, der synes at udgøre en overtrædelse af toldlovgivningen på den anden kontraherende parts område.

Bistand efter anmodning

Den bistandssøgte myndighed* underretter den bistandssøgende myndighed* om toldlovgivning og procedurer, der gælder på dens område og er relevante for undersøgelser vedrørende overtrædelse af toldlovgivningen. Disse oplysninger kan omhandle, hvorvidt procedurerne for ind- og udførsel af varer mellem de to kontraherende parter er lovlige, og hvilke toldprocedurer der anvendes.

Aftalen giver også mulighed for at føre særligt tilsyn med personer, som har overtrådt toldlovgivningen eller mistænkes for at have gjort dette. Dette tilsyn kan også anvendes på varer, der giver anledning til mistanke om ulovlig handel, samt de transportmidler og lokaler, der anvendes til dette.

Uanmodet bistand

Den ene af de to parter kan på eget initiativ give den anden part oplysninger i alvorlige tilfælde, som kan indebære betydelig skade for økonomien, folkesundheden, den offentlige sikkerhed eller en anden væsentlig interesse for den anden kontraherende part.

Formelle aspekter og undtagelser fra bistandsforpligtelsen

  • Anmodningerne skal fremsættes skriftligt, undtagen i hastesager, hvor en anmodning kan fremsættes mundtligt og derefter bekræftes skriftligt. Anmodningerne skal indeholde:
    • navn på den bistandssøgende myndighed
    • den ønskede foranstaltning
    • formål med og begrundelse for anmodningen
    • berørt lovgivning og
    • oplysninger om de personer, der er genstand for undersøgelserne.
  • Den bistandssøgte part kan afslå at yde bistand, hvis dette ville være til skade for en af parternes suverænitet, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller andre væsentlige interesser. Forpligtelsen til at yde bistand kan desuden udsættes med den begrundelse, at den ville forstyrre en igangværende undersøgelse, retsforfølgning eller proces.
  • Aftalen indeholder bestemmelser om fortrolighed vedrørende de leverede oplysninger. Personoplysninger skal sikres et højt beskyttelsesniveau.
  • Med aftalen nedsættes Det Blandede Toldsamarbejdsudvalg, som sikrer, at denne aftale fungerer korrekt, og undersøger spørgsmål, der opstår i forbindelse med dens anvendelse.

Toldsamarbejde vedrørende forsyningskædesikkerhed

  • Med afgørelse 2014/941/EU blev toldsamarbejdet mellem parterne udvidet til at omfatte forsyningskædesikkerhed. I henhold til denne aftale søgte EU og Canada at sikre logistikkæden og samtidig lette lovlig samhandel.
  • Aftalen omfatter bl.a. følgende forhold:
    • etablering af minimumsstandarder for risikostyring
    • arbejde hen imod gensidig anerkendelse af risikostyringsteknikker, risikostandarder, sikkerhedskontroller, containersikkerhed og handelspartnerskabsprogrammer, herunder tilsvarende foranstaltninger til lettelse af samhandel
    • udveksling af oplysninger om forsyningskædesikkerhed og risikostyring, underlagt bestemmelserne om oplysningers fortrolighed og beskyttelse af personoplysninger
    • indførsel af en grænseflade for dataudveksling, herunder data før ankomst/før afgang
    • udvikling af en strategi, som muliggør toldmyndighedernes samarbejde på lastinspektionsområdet.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSERNE OG AFTALERNE FRA?

Afgørelse 98/18/EF trådte i kraft den 27. november 1997. Aftalen trådte i kraft den 1. januar 1998.

Afgørelse 2014/94/EU trådte i kraft den 27. juni 2013. Aftalen om forsyningskædesikkerhed trådte i kraft den 1. november 2013.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Toldlovgivning: I EU omfatter det alle bestemmelser vedrørende indførsel, udførsel og transit af varer og deres henførsel under enhver toldprocedure, herunder forbuds-, begrænsnings- og kontrolforanstaltninger. I Canada er definitionen bredere. Den omfatter alle love og administrative bestemmelser på dette område, hvis forvaltning og håndhævelse specifikt er tillagt toldmyndigheden, med andre ord de kompetente afdelinger i Departments of National Revenue, og alle forskrifter, der udstedes af toldmyndigheden i medfør af dens lovfæstede beføjelser.
Bistandssøgte myndighed: den kompetente toldmyndighed, som anmodes om bistand.
Bistandssøgende myndighed: den kompetente toldmyndighed, som anmoder om bistand.

HOVEDDOKUMENTER

Rådets afgørelse 98/18/EF af 27. november 1997 om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canada om toldsamarbejde og gensidig bistand i toldspørgsmål (EFT L 7 af 13.1.1998, s. 37).

Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Canada om toldsamarbejde og gensidig bistand i toldspørgsmål (EFT L 7 af 13.1.1998, s. 38-45).

Rådets afgørelse 2014/941/EU af 27. juni 2013 om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Canada om toldsamarbejde vedrørende spørgsmål om forsyningskædesikkerhed (EUT L 367 af 23.12.2014, s. 8-9).

Aftale mellem Den Europæiske Union og Canada om toldsamarbejde vedrørende spørgsmål om forsyningskædesikkerhed (EUT L 367 af 23.12.2014, s. 10-13).

seneste ajourføring 07.11.2017

Top