Ikke-forskelsbehandling (princip om)

Formålet med lovgivningen om ikke-forskelsbehandling er, at alle personer har samme og rimelige chancer for at få adgang til de muligheder, der findes i et samfund. Det betyder, at personer og grupper af personer, som er i sammenlignelige situationer, ikke må behandles mindre gunstigt, blot fordi de har særlige karakteristika såsom køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) forbyder forskelsbehandling på grund af nationalitet. Den giver også Rådet for Den Europæiske Union mulighed for at træffe passende foranstaltninger for at bekæmpe forskelsbehandling baseret på køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. På dette område skal Rådet handle enstemmigt, og efter at Europa-Parlamentet har givet sit samtykke. Imidlertid gælder den almindelige lovgivningsprocedure, som ikke kræver enstemmighed, men alene kvalificeret flertal, hvad angår det specifikke område ligebehandling og lige muligheder for mænd og kvinder (artikel 157 i TEUF).

Forskelsbehandling på grund af nationalitet har altid været forbudt i henhold til Den Europæiske Unions (EU) traktater, det samme gælder forskelsbehandling i ansættelsesforhold på grund af køn. De andre årsager til forskelsbehandling blev nævnt første gang i 1997 i forbindelse med indgåelsen af Amsterdamtraktaten.

I 2000 blev der vedtaget to direktiver:

• direktivet om lighed i beskæftigelse (direktiv 2000/78/EF), som forbyder forskelsbehandling på beskæftigelsesområdet på grund af seksuel orientering, religion, alder og handicap
• direktivet om racelighed (direktiv 2000/43/EF), som forbyder forskelsbehandling på beskæftigelsesområdet på grund af race eller etnisk tilhørsforhold, samt på områder som uddannelse, social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder og adgang til varer og tjenesteydelser, bl.a. boliger.
• Disse direktiver gælder for ikke-EU-statsborgere og statsløse, men omfatter ikke forskelsbehandling på baggrund af deres retlige status og nationalitet.
• EU-lovgivningen beskytter også folk mod forskelsbehandling på grund af køn på ovenstående områder, undtagen uddannelse.

Lissabontraktaten indførte i 2009 en horisontal bestemmelse med henblik på at integrere bekæmpelse af forskelsbehandling i alle EU’s politikker og foranstaltninger (artikel 10 i TEUF).

Alle personer har ret til at lægge sag an, hvis de udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling, særligt i tilfælde hvor de behandles forskelligt i sammenlignelige situationer uden objektiv og legitim begrundelse. Ofre for forskelsbehandling kan også søge hjælp hos nationale ligestillingsorganer, som er offentlige foretagender, der er oprettet i hele EU for at fremme ligestilling og bekæmpe forskelsbehandling.