Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Den Europæiske Unions industripolitik

Formålet med Den Europæiske Unions (EU) industripolitik er at gøre industrien mere konkurrencedygtig, så den kan skabe bæredygtig vækst og beskæftigelse i EU’s medlemsstater. Artikel 173 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er retsgrundlaget for EU’s industripolitik, som er et tværgående politisk område med tætte forbindelser til andre politiske områder, som for eksempel det indre marked, handel, konkurrenceevne, forskning og innovation, beskæftigelse, digitalisering og politiker vedrørende miljøet. Formålet med politikken er, i overensstemmelse med et system med åbne og konkurrencedygtige markeder, at:

  • fremskynde tilpasningen af industrien til strukturelle ændringer
  • tilskynde til et miljø, der fremmer initiativ og udvikling af virksomheder i hele EU, navnlig små og mellemstore virksomheder (SMV’er)
  • tilskynde til et miljø, der fremmer samarbejde mellem virksomheder og
  • støtte bedre udnyttelse af potentialet i politikker vedrørende innovation, forskning og teknologisk udvikling.

I marts 2020 fremlagde Europa-Kommissionen en ny industristrategi for Europa som led i en pakke af initiativer, der skal klæde Europas virksomheder på til fremtiden, og som også omfatter en ny SMV-strategi, skridt til at overkomme hindringer for det indre marked samt bedre gennemførelse og håndhævelse af regler om det indre marked. Den nye industristrategi vil støtte den grønne og digitale omstilling af EU’s industri, gøre EU’s industri mere konkurrencedygtig på globalt plan og styrke EU’s åbne strategiske selvbestemmelse.

Med henblik herpå definerer strategien syv grundlæggende fremmende faktorer, såsom et mere udbygget og mere digitalt indre marked, opretholdelse af lige konkurrencevilkår på globalt plan, arbejde hen imod klimaneutralitet og en mere cirkulær økonomi samt styrkelse af innovation, færdigheder og investeringer.

Strategien foreslår en partnerskabsbaseret tilgang til ledelse omkring begrebet industrielle økosystemer, der inddrager alle aktører i en værdikæde og fremmer oprettelsen af fælles initiativer, der samler investorer, statslige, institutionelle og industrielle partnere på centrale teknologiske områder og forretningsområder, som f.eks. industrielle alliancer.

Strategien blev opdateret i maj 2021 for at sikre, at der i dens industrielle ambition er taget fuld højde for de nye omstændigheder i perioden efter covid-19-pandemien. Strategien bygger på erfaringerne fra sundhedskrisen, såsom behovet for at opretholde fri bevægelse for personer, varer, tjenesteydelser og kapital på det indre marked og behovet for at arbejde sammen om at styrke modstandskraften mod afbrydelser. Den opdaterede strategi fastlægger de vigtigste politiske områder under tre hovedemner:

  • styrkelse af det indre markeds modstandsdygtighed
  • afhjælpning af EU’s strategiske afhængigheder og styrkelse af EU’s åbne strategiske autonomi for at undgå for stor afhængighed af levering af kritiske varer fra ikke-EU-lande
  • fremskyndelse af den grønne og digitale omstilling.

Den opdaterede strategi ledsages af den første årlige rapport om det indre marked, herunder bl.a. en analyse af status for EU’s økonomi baseret på en vurdering af industrielle økosystemer, en rapport om fremskridt inden for gennemførelse af industripakken fra marts 2020 (herunder handlingsplanen for gennemførelse af det indre marked, den nye industristrategi og SMV-strategien) og et sæt nøgleresultatindikatorer til overvågning af yderligere fremskridt samt en første analyse af EU’s strategiske afhængigheder og kapaciteter.

Den offentliggjorde Kommissionen den årlige rapport om det indre marked 2022 og den anden udgave af de tilbundsgående undersøgelser af EU’s strategiske afhængigheder.

SE DESUDEN

Top