Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Coreper

De Faste Repræsentanters Komité eller Coreper (artikel 16, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union — TEU og artikel 240, stik. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — TEUF) har til opgave at forberede arbejdet for Rådet for Den Europæiske Union. Coreper er en fransk forkortelse for Comité des Représentants Permanents.

Hver EU-medlemsstat er repræsenteret i Coreper med en fast repræsentant (Coreper II) og en stedfortrædende fast repræsentant (Coreper I), som har status som EU-ambassadør.

Coreper har en central plads i EU’s beslutningssystem. Det koordinerer og forbereder arbejdet ved alle møder i Rådet og forsøger på sit plan at få indgået en aftale, som efterfølgende fremlægges til vedtagelse af Rådet. Det sikrer desuden sammenhængen i EU’s politikker og aktiviteter og sørger for, at følgende principper og bestemmelser overholdes:

  • principperne om legalitet, subsidiaritet, proportionalitet og begrundelse af retsakterne
  • bestemmelserne om EU’s institutioners, organers, kontorers og agenturers beføjelser
  • budgetbestemmelser
  • bestemmelser vedrørende procedure, gennemsigtighed og kvalitet af affattelse.

Det sikrer passende fremlæggelse af de enkelte filer for Rådet, og hvor det måtte være relevant, fremlægger det retningslinjer, udtalelser eller forslag.

Dagsordenen for rådsmøderne udarbejdes under hensyn til arbejdet i Coreper. Corepers dagsorden er opdelt i to dele:

  • Del I omfatter punkter, som i princippet ikke kræver debat, og som normalt vil være »A« punkter på Rådets dagsorden (dvs. punkter, der som fremlagt af Coreper kan godkendes af Rådet uden debat)
  • Del II kræver debat.

Hvis Coreper når til aftale om et punkt på dagsordenens del II, vil dette punkt som regel blive medtaget som et »A«-punkt på Rådets dagsorden, som består af:

  • A-punkter, der skal godkendes uden debat efter aftale i Coreper
  • B-punkter, der kræver debat.

Coreper er opdelt i to dele:

  • Coreper I udarbejder arbejdet i seks rådssammensætninger:
    • Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik
    • Konkurrenceevne (det indre marked, industri, forskning og rummet)
    • Transport, Telekommunikation og Energi
    • Landbrug og Fiskeri
    • Miljø
    • Uddannelse, Ungdom, Kultur og Sport.
  • Coreper II udarbejder arbejdet i fire rådssammensætninger:
    • Almindelige Anliggender
    • Udenrigsanliggender
    • Økonomi og Finans
    • Retlige og Indre Anliggender.

I princippet mødes Coreper hver uge. Forberedelserne til arbejdet finder sted dagen før og udføres af dem, der arbejder tættest sammen med de medlemmer af Coreper, som mødes under navnene:

  • Mertens-gruppen for Coreper del 1
  • Antici-gruppen for Coreper del 2.

Disse grupper gennemgår dagsordenen for henholdsvis Coreper I og II og ordner tekniske og organisatoriske detaljer. Dette forberedende stadie giver desuden mulighed for at danne en indledende idé om de holdninger, som de forskellige delegationer vil indtage på Coreper-mødet.

Coreper kan vedtage procedureafgørelser som anført i artikel 19, stk. 7, i Rådets forretningsorden (for eksempel en beslutning om at afholde et møde i Rådet andre steder end Bruxelles eller Luxembourg eller en beslutning om at bruge skriftlig procedure).

SE DESUDEN

Top