Ordliste til resuméer

Hjælp Eksportér PDF Print siden 

Den åbne koordinationsmetode

Den åbne koordinationsmetode i Den Europæiske Union (EU) kan beskrives som en »blød« lov. Det er en form for mellemstatslig beslutningsproces, der ikke munder ud i bindende lovgivningsmæssige foranstaltninger i EU, og som ikke kræver, at EU-landene gennemfører dem eller ændrer deres lovgivninger.

Den åbne koordinationsmetode blev oprindeligt oprettet i 1990'erne som en del af beskæftigelsespolitikken og Luxembourgprocessen, og den blev defineret som et instrument i Lissabonstrategien (2000). Det var en tid, hvor den økonomiske integration i EU udviklede sig hurtigt, men EU-landene var tilbageholdende med at give de europæiske institutioner flere beføjelser.

Den åbne koordinationsmetode var en ny samarbejdsramme for EU-landene, hvis nationale politikker på denne måde kan ledes i retning af visse fælles målsætninger. Under denne mellemstatslige metode bliver EU-landene evalueret af hinanden (»gruppepres«), og Kommissionen nøjes med at indtage en overvågningsrolle. Europa-Parlamentet og Domstolen spiller praktisk talt ingen rolle i den åbne koordinationsmetode.

Metoden anvendes på områder, der falder under EU-landenes kompetenceområder, såsom beskæftigelse, social sikring, uddannelse, ungdom og erhvervsuddannelse.

Den bygger navnligt på:

  • indkredsning og definition i fællesskab af, hvilke mål der skal nås (vedtaget af Rådet)
  • måleværktøjer defineret i fællesskab (statistikker, indikatorer, retningslinjer)
  • »benchmarking«, dvs. sammenligning af medlemsstaternes resultater og udveksling af bedste praksis (overvåget af Kommissionen).