Ordliste til resuméer

Hjælp Eksportér PDF Print siden 

Hierarkiet mellem EU's retsakter

Den Europæiske Unions retsorden baseres på primærretten og sekundærretten (eller den afledte ret). Primærretten består af traktaterne, de generelle principper etableret af Den Europæiske Unions Domstol samt af de internationale aftaler. Den afledte ret består af alle retsakterne, som sætter EU i stand til at udøvelse sine beføjelser.

Med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten og afskaffelsen af den tidligere »søjlestruktur« er størstedelen af EU's politikker underlagt fællesskabsretten med undtagelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Kun retsakter som beskrevet i artikel 288 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) kan vedtages. Det drejer sig om forordninger, direktiver, afgørelser/beslutninger, henstillinger og udtalelser. I de fleste tilfælde foreskriver traktaterne, hvilken type retsakt, der skal anvendes. I modsat fald tillader artikel 296 i TEUF, at institutionerne vælger hvilken type retsakt, der skal benyttes, fra sag til sag.

Desuden indfører traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TFEU) et hierarki for retsakter inden for den afledte ret. Der skelnes nu mellem:

  • Lovgivningsmæssige retsakter (artikel 289 i TEUF). Disse retsakter vedtages ved den almindelige eller ved en særlig lovgivningsprocedure.
  • Delegerede retsakter (artikel 290 i TEUF). Disse er ikkelovgivningsmæssige retsakter, der gælder generelt, og som kompletterer eller ændrer visse ikkevæsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt. Europa-Parlamentet eller Rådet kan delegere beføjelsen til at vedtage denne type retsakter til Kommissionen.
  • Gennemførelsesretsakter (artikel 291 i TEUF). Disse retsakter vedtages almindeligvis af Kommissionen, som har fået betroet beføjelsen til en gennemførelse. Vedtagelsen af gennemførelsesretsakter kan også i visse tilfælde overlades til Rådet.