Den fælles fiskeripolitik

Den fælles fiskeripolitik er et sæt regler vedrørende bevarelse af havets biologiske ressourcer samt forvaltning af og kontrol med europæisk fiskeri i og uden for EU-farvande. Målet med den fælles fiskeripolitik er at sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteter bidrager til miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed på lang sigt. Dette omfatter at sikre sporbarhed, sikkerhed og kvalitet af produkter, som afsættes i EU, og at bidrage til øget produktivitet, til en rimelig levestandard for fiskerisektoren, herunder ikkeindustrielt fiskeri, og til stabile markeder samt at sikre forbrugere adgang til fødevareforsyninger til rimelige priser.

Den fælles fiskeripolitiks anvendelsesområde omfatter bevarelse af havets biologiske ressourcer og forvaltning af de fiskerier, der udnytter dem. For så vidt angår markedsforanstaltninger og finansielle foranstaltninger dækker den fælles fiskeripolitik også biologiske ressourcer og akvakulturaktiviteter i ferskvand samt forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter.

Den seneste reform af den fælles fiskeripolitik fandt sted tilbage i 2013 og trådte i kraft den 1. januar 2014. Den nuværende fælles fiskeripolitik er baseret på fire hovedsøjler:

• 1.

  fiskeriforvaltning

• 2.

  international politik

• 3.

  markeder og handelspolitik

• 4.

  finansiering af politikken.

Det fjerde element i den fælles fiskeripolitik er Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (2021-2027), som bidrager til at nå målene for den fælles fiskeripolitik ved at finansiere støtteberettigede tiltag.

Den fælles fiskeripolitik foreskriver, at der skal fastsættes fangstgrænser, som er bæredygtige og opretholder fiskebestandene på lang sigt. Den fælles fiskeripolitik antager en forsigtig tilgang, der anerkender den virkning, som menneskers aktiviteter har på alle komponenter i økosystemet. Den søger at gøre fiskerflåderne mere selektive med hensyn til, hvad de fanger, og udfase praksis med udsmid ved at undgå og reducere — i det omfang det er muligt — uønskede fangster og sikre, at fangster landes. Den fælles fiskeripolitik har ændret den måde, som fiskeripolitikkerne forvaltes på, og givet regionale grupper af medlemsstater større kontrol gennem indførelsen af såkaldt regionalisering.

Den fælles fiskeripolitik er nedfældet i artikel 38-43 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Ifølge artikel 3 i TEUF er bevarelse af havets biologiske ressourcer under den fælles fiskeripolitik EU’s »enekompetence«, hvilket betyder, at EU alene kan lovgive og vedtage bindende retsakter. Medlemsstaterne kan kun gøre det, hvis de bemyndiges af EU til at gennemføre sådanne retsakter. Ifølge artikel 4 i TEUF falder de dele af den fælles fiskeripolitik, som omhandler andre aspekter end bevarelse af havets biologiske ressourcer, ind under »delt kompetence«, hvilket betyder, at EU og medlemsstaterne kan lovgive og vedtage bindende retsakter, og at medlemsstaterne kan udøve deres egen kompetence, hvor EU ikke udøver eller har besluttet ikke at udøve sin kompetence.

SE DESUDEN

• Fælles landbrugspolitik
• Økosystem
• Medlemsstaterne
• EU’s fælles fiskeripolitik (resumé)
• Den fælles fiskeripolitik (Europa-Kommissionen).