EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EDP)

Formålet med proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EDP) er, at EU-landene korrigerer deres uforholdsmæssigt store underskud og/eller gældsniveauer.Europa-Kommissionen kan starte en EDP mod et EU-land, der ikke respekterer stabilitets- og vækstpagten (SVP), som er et sæt regler, der styrer koordineringen af EU-landenes finanspolitikker.

Særligt kan EDP startes mod et EU-land, hvis:

  • landet overtræder eller risikerer at overtræde reglen om, at underskuddet ikke må overstige 3 % af BNP eller
  • landet overtræder gældsreglen ved at have et offentligt gældsniveau på over 60 % af BNP, der ikke aftager i et tilfredsstillende tempo — det betyder, at gabet mellem et lands gældsniveau og referencetærsklen på 60 % skal reduceres med en tyvendedel om året (gennemsnit over tre år).

ESVP har til formål at beskytte sunde offentlige finanser og har to arme:

  • en præventiv arm, der sikrer, at EU-landenes finanspolitik gennemføres på en bæredygtig måde
  • en korrigerende arm, der fastlægger, hvordan lande bør gribe ind i tilfælde af, at deres offentlige gæld eller budgetunderskud anses for at være uforholdsmæssigt stort.

EDP blev indført med artikel 126 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og understøtter den korrigerende arm i EU’s stabilitets- og vækstpagt.

Hvert år til april indsender landene i euroområdet stabilitetsprogrammer til Kommissionen og Rådet, mens lande uden for euroområdet forelægger konvergensprogrammer for de samme institutioner. Et stabilitets- eller konvergensprogram skal omfatte landets mellemfristede budgetmålsætning og oplysninger om, hvordan denne skal opnås. Det indeholder også en analyse af virkningerne af ændringer i de vigtigste underliggende økonomiske antagelser om landets finanspolitiske stilling.

Programmerne undersøges af Kommissionen. Hvis kriterierne ikke er opfyldt, iværksættes en EDP af Rådet på grundlag af henstillinger fra Kommissionen.

EDP kræver, at det pågældende land fremlægger en plan for de korrigerende foranstaltninger og politikker, det vil følge, samt fristerne for deres gennemførelse. Lande i euroområdet, der ikke følger op på henstillingerne, kan idømmes bøde.

SE OGSÅ

Top