EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Den Europæiske Union

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab blev grundlagt i 1952. Sammen med Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) fra 1958 udviklede det sig gennem en lang historie med på hinanden følgende traktatreformer til Den Europæiske Union (EU) i 1992.

EU er på én gang et politisk projekt og en retlig overstatslig organisation.

Det politiske projekt afspejler EU-medlemsstaternes vilje til at skabe en union, der udgør en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk, hvor beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt (artikel 1 i traktaten om Den Europæiske Union).

Med henblik herpå har EU en række mål:

  • at fremme freden, sine værdier og befolkningernes velfærd
  • at give dem, der bor i EU, et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser
  • at oprette et indre marked, der sikrer bæredygtig udvikling baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, sikre høj konkurrenceevne, der sigter på fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, beskyttelse af miljøet og fremme af videnskabelige fremskridt
  • at bekæmpe social udstødelse og diskrimination og at fremme lighed mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationer og børns rettigheder
  • at sikre økonomisk, social og territorial samhørighed og solidaritet mellem medlemsstaterne
  • at respektere medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed og at sikre, at den europæiske kulturarv beskyttes
  • at oprette en økonomisk og monetær union med euroen som valuta
  • at handle i overensstemmelse med sine værdier og international lov i forbindelserne med den øvrige verden med henblik på at bidrage til fred, sikkerhed, bæredygtig udvikling, menneskers udvikling og beskyttelse af menneskerettighederne.

EU bygger på sine medlemsstaters fælles værdier, herunder respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal.
Medlemsstaternes erklæring om EU’s symboler definerer de symboler, der udtrykker borgernes fælles tilhørsforhold og deres tilknytning hertil:

  • flaget (tolv stjerner på en blå baggrund)
  • hymnen (Ludwig van Beethovens »Ode til glæden«)
  • mottoet (»forenet i mangfoldighed«)
  • mønten (euroen) og
  • Europadagen (9. maj).

EU er en retlig organisation, der hovedsagelig er baseret på traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om EU’s funktionsmåde. Medlemsstaterne overdrager kompetencer til EU for at nå deres fælles målsætninger. »EU-samarbejdet« (også kaldet det »fællesskabsretlige samarbejde«) anvendes i de fleste af de politikker, der hører under EU’s ansvarsområde, med undtagelse af:

  • politisamarbejdet og det retlige samarbejde i straffesager, hvor medlemsstaterne råder over en initiativret og en appelret til Det Europæiske Råd på det lovgivningsmæssige område
  • den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor det mellemstatslige samarbejde er fremherskende.

EU har en fælles institutionel ramme (bestående af Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Revisionsret). Endelig tillægger Lissabontraktaten EU status som juridisk person.

SE DESUDEN

Top