Ordliste til resuméer

Hjælp Eksportér PDF Print siden 

Kollektivt forsvar

Efter Anden Verdenskrig har Den Vesteuropæiske Union (WEU) og NATO stået som hovedgaranter for Europas sikkerhed. Traktaterne om begge organisationer indeholder en bestemmelse om fælles forsvar (artikel V i Bruxellestraktaten, hvorved WEU oprettes, og artikel 5 i NATO-traktaten). I henhold til denne bestemmelse er de kontraherende lande forpligtede til at yde gensidig hjælp mod angreb med det formål at genoprette sikkerheden.

I 2000 vedtog WEU gradvist at overføre sine kapaciteter og opgaver til EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP). Unionen blev endeligt ophævet i juni 2011.

Lissabontraktaten indarbejder en bestemmelse om kollektivt selvforsvar (artikel 42, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union) i de regler, der gælder for FSFP. Hvis et EU-land udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige EU-lande yde det pågældende land den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen. Disse forpligtelser skal være i overensstemmelse med de forpligtelser, som EU-landene har påtaget sig som medlemmer af NATO.