61996J0158

1 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger - graenser - overholdelse af faellesskabsretten - traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser

(EF-traktaten, art. 59 og 60)

2 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - sygesikring - ydelser leveret i en anden medlemsstat - artikel 22 i forordning nr. 1408/71 - raekkevidde - godtgoerelse fra medlemsstaterne efter de gaeldende regler i den kompetente stat af de udgifter, der er opstaaet i anledning af en behandling ydet i en anden medlemsstat - udelukket

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 22)

3 Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - nationale bestemmelser om godtgoerelse af udgifter til laegebehandling, der er afholdt i en anden medlemsstat - tandpleje - krav om forhaandstilladelse fra den sociale sikringsinstitution i den stat, hvor den paagaeldende er forsikret - ulovligt - berettigelse - styring af udgifterne paa sundhedsomraadet - beskyttelse af den offentlige sundhed - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 56, 59 og 60)

4 Den omstaendighed, at nationale bestemmelser vedroerer den sociale sikring, kan ikke udelukke anvendelsen af traktatens artikel 59 og 60.

Selv om faellesskabsretten ikke begraenser medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, skal medlemsstaterne nemlig ikke desto mindre overholde faellesskabsretten ved udoevelsen af denne kompetence.

5 Artikel 22 i forordning nr. 1408/71 - som har til formaal at goere det muligt for den sikrede, som af den kompetente institution faar tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat for dér at faa den efter hans tilstand fornoedne behandling, at modtage naturalydelser ved sygdom for den kompetente institutions regning, men efter lovgivningen i den stat, hvor ydelserne leveres, navnlig naar rejsen bliver noedvendig paa grund af den sikredes helbredstilstand, og uden at dette paafoerer ham yderligere udgifter - indeholder ikke regler om og er foelgelig paa ingen maade til hinder for godtgoerelse fra medlemsstaterne efter de gaeldende satser i den kompetente stat af de udgifter, der er opstaaet i anledning af en behandling, der er ydet i en anden medlemsstat, selv om der ikke foreligger en forhaandstilladelse.

6 Traktatens artikel 59 og 60 er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der kraeves en tilladelse fra den sikredes sociale sikringsinstitution som betingelse for godtgoerelse efter satserne i den stat, hvor den paagaeldende er forsikret, af tandplejeydelser fra en specialtandlaege, der er etableret i en anden medlemsstat.

Saadanne bestemmelser afholder de socialt sikrede fra at benytte tjenesteydelser paa sundhedsomraadet fra personer, der er etableret i en anden medlemsstat, og udgoer saavel for disse som for deres patienter en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser.

Bestemmelserne er hverken begrundet med, at der er en risiko for et alvorligt indgreb i den sociale sikringsordnings oekonomiske ligevaegt, for godtgoerelse af udgifter til tandbehandling, som er udfoert i en anden medlemsstat, i henhold til satserne i den stat, hvor den paagaeldende er sikret, vil ikke have vaesentlig betydning for finansieringen af den sociale sikringsordning, og heller ikke med hensynet til den offentlige sundhed i traktatens artikel 56 og 66's forstand for at sikre kvaliteten af de laegelige ydelser, der leveres til de sikrede i andre medlemsstater, og for at opretholde en stabil laege- og hospitalstjeneste, som alle har adgang til. Idet betingelserne for adgang til og udoevelse af virksomhed som laege og tandlaege er blevet reguleret i flere samordnings- eller harmoniseringsdirektiver, maa laeger og tandlaeger, der er etableret i andre medlemsstater, i enhver henseende antages at frembyde garantier svarende til dem, der ydes af laeger og tandlaeger, der er etableret paa det nationale territorium, for saa vidt angaar den frie udveksling af tjenesteydelser. I oevrigt er det ikke gjort gaeldende, at saadanne bestemmelser er noedvendige for at opretholde behandlingsmuligheder eller en noedvendig laegelig kompetence paa den paagaeldende medlemsstats nationale territorium.

I sag C-158/96,

angaaende en anmodning, som Luxembourgs Cour de cassation i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Raymond Kohll

mod

Union des caisses de maladie,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 59 og 60,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm (refererende dommer) og M. Wathelet samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Raymond Kohll ved advokaterne Jean Hoss og Patrick Santer, Luxembourg

- Union des caisses de maladie ved advokat Albert Rodesch, Luxembourg

- den luxembourgske regering ved ekspeditionssekretaer Claude Ewen, Ministeriet for Social Sikring, som befuldmaegtiget

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder og fuldmaegtig Sabine Maass, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- den graeske regering ved konsulent Vasileios Kontolaimos hos statens advokat og forskningsmedarbejder Stamatina Vodina, Sekretariatet for EF-ret, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og ekspeditionssekretaer Philippe Martinet, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den oestrigske regering ved Michael Potacs, Forbundskancelliet, som befuldmaegtiget

- Det Forenede Kongeriges regering ved Stephanie Ridley, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af David Pannick, QC, og barrister Philippa Watson

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Maria Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 15. januar 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Raymond Kohll ved advokaterne Jean Hoss og Patrick Santer, af Union des caisses de maladie ved advokat Albert Rodesch, af den luxembourgske regering ved Claude Ewen, af den graeske regering ved Vasileios Kontolaimos, af den franske regering ved kontorchef Jean-François Dobelle, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og Philippe Martinet, af Det Forenede Kongeriges regering ved Richard Plender, QC, og Philippa Watson og af Kommissionen ved Jean-Claude Séché, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 16. september 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 25. april 1996, indgaaet til Domstolen den 9. maj 1996, har Luxembourgs Cour de cassation i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 59 og 60.

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem den luxembourgske statsborger Raymond Kohll og Union des caisses de maladie (sygekassernes sammenslutning, herefter »UCM«), som Kohll er tilsluttet, vedroerende en anmodning om, at der af en laege, der er etableret i Luxembourg, gives tilladelse til, at Kohll's mindreaarige datter kan modtage en behandling hos en specialtandlaege, der er etableret i Trier (Tyskland).

3 Ved afgoerelse af 7. februar 1994, og efter at det laegelige kontrolorgan for den sociale sikring havde afgivet en negativ udtalelse, blev denne anmodning afslaaet dels, fordi den paataenkte behandling ikke var uopsaettelig, dels fordi den kunne gives i Luxembourg. Denne afgoerelse blev bekraeftet af UCM's bestyrelse ved en afgoerelse af 27. april 1994.

4 Kohll indbragte en klage over dette afslag for Conseil arbitral des assurances sociales (voldgiftsretten for den sociale sikring), idet han gjorde gaeldende, at de anfoerte bestemmelser var i strid med traktatens artikel 59. Klagen blev afvist ved afgoerelse af 6. oktober 1994.

5 Kohll indankede denne afgoerelse for Conseil supérieur des assurances sociales (overvoldgiftsretten for den sociale sikring), som ved dom af 17. juli 1995 stadfaestede den anfaegtede afgoerelse under henvisning til, at artikel 20 i den luxembourgske lov om social sikring og artikel 25 og 27 i UCM's vedtaegter var i overensstemmelse med Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EF) nr. 118/97 af 2.12.1996, EFT 1997 L 28, s. 1).

6 Det fremgaar af artikel 20, foerste afsnit, i loven om social sikring, som aendret ved lov af 27. juli 1992, der traadte i kraft den 1. januar 1994, at de sikrede, bortset fra en uopsaettelig behandling, der modtages i tilfaelde af sygdom eller ulykke i udlandet, ikke kan underkaste sig behandling i udlandet eller benytte et behandlingscenter eller et center, der leverer hjaelpemidler, i udlandet, medmindre der er indhentet forhaandstilladelse fra det kompetente sociale sikringsorgan.

7 Betingelserne for tilladelsen og de naermere regler for meddelelse af denne er fastsat i artikel 25, 26 og 27 i UCM's vedtaegter, i den version der traadte i kraft den 1. januar 1995. Artikel 25 bestemmer naermere, at tilladelsen ikke kan gives for ydelser, der ikke kan godtgoeres efter de nationale bestemmelser. Artikel 26 bestemmer, at behandlinger, der er omfattet af en behoerig tilladelse, betales af forsikringen paa grundlag af de satser, der gaelder for de socialt sikrede i den stat, hvor behandlingen finder sted. Det foelger endelig af artikel 27, at tilladelsen foerst meddeles efter en laegelig kontrol samt efter indgivelse af en skriftlig ansoegning, der indgives af en laege, som er etableret i Luxembourg, og hvori anfoeres den laege eller det hospital, som den sikrede henvises til, samt de omstaendigheder og hensyn, som goer det umuligt at gennemfoere den paagaeldende behandling i Luxembourg.

8 Artikel 22 i forordning nr. 1408/71 bestemmer bl.a.:

»1. En arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, som opfylder de i den kompetente stats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, i givet fald ved iagttagelse af bestemmelserne i artikel 18, og:

...

c) som af den kompetente institution faar tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat for der at faa den efter hans tilstand fornoedne behandling,

har ret til:

i) naturalydelser, der for den kompetente institutions regning ydes af opholds- eller bopaelsstedets institution efter den lovgivning, der gaelder for denne institution, som om han var forsikret dér, dog saaledes at det tidsrum, for hvilket disse ydelser kan udredes, afhaenger af den kompetente stats lovgivning

ii) kontantydelser, der udbetales af den kompetente institution efter den for denne institution gaeldende lovgivning. Efter aftale mellem den kompetente institution og opholds- eller bopaelsstedets institution kan disse ydelser dog udbetales af den sidstnaevnte institution for den foerstnaevnte institutions regning efter bestemmelserne i den kompetente stats lovgivning.

2. ...

Den i stk. 1, litra c), kraevede tilladelse kan ikke naegtes, naar den paagaeldende behandling er opfoert under de ydelser, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor den paagaeldende er bosat, og saafremt denne behandling under hensyn til den paagaeldendes aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommens udvikling ikke kan ydes inden for den frist, der normalt er noedvendig for at opnaa denne behandling i den medlemsstat, hvor han er bosat.

3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse paa en arbejdstagers eller en selvstaendig erhvervsdrivendes familiemedlemmer.

...«

9 Kohll indgav en appel til proevelse af dommen fra Conseil supérieur des assurances sociales, hvorunder han navnlig fremfoerte det klagepunkt mod denne, at den kun havde taget stilling til lovligheden af de nationale bestemmelser under hensyn til forordning nr. 1408/71, men ikke under hensyn til traktatens artikel 59 og 60.

10 Cour de cassation fastslog, at dette klagepunkt rejste et spoergsmaal om fortolkning af faellesskabsretten, og den har herefter besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende to praejudicielle spoergsmaal:

»1) Skal artikel 59 og 60 i traktaten om oprettelse af EOEF fortolkes saaledes, at de er til hinder for bestemmelser, hvorefter forsikringsdaekning af godtgoerelsesberettigede ydelser er betinget af en tilladelse fra den forsikredes sociale sikringsorgan, saafremt ydelserne udfoeres i en anden medlemsstat end den forsikredes bopaelsstat?

2) Skal dette spoergsmaal besvares anderledes, saafremt bestemmelserne har til formaal at opretholde en almindelig adgang til en stabil laege- og hospitalstjeneste i et bestemt geografisk omraade?«

11 Med disse spoergsmaal, som skal behandles under ét, oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om traktatens artikel 59 og 60 er til hinder for anvendelsen af bestemmelser om social sikring som de i hovedsagen omhandlede.

12 Kohll har gjort gaeldende, at traktatens artikel 59 og 60 er til hinder for saadanne nationale bestemmelser, hvorefter der kraeves en tilladelse fra den sikredes sociale sikringsinstitution som betingelse for godtgoerelse efter satserne i den stat, hvor den paagaeldende er forsikret, af tandplejeydelser fra en specialtandlaege, der er etableret i en anden medlemsstat.

13 UCM, den luxembourgske og den graeske regering samt Det Forenede Kongeriges regering har anfoert, at de naevnte bestemmelser ikke finder anvendelse, eller subsidiaert, at de ikke er til hinder for opretholdelsen af de i hovedsagen omhandlede bestemmelser. Den tyske, franske og oestrigske regering er af samme opfattelse vedroerende dette sidste punkt.

14 Kommissionen har gjort gaeldende, at de omhandlede bestemmelser udgoer en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, men at de under visse omstaendigheder kan vaere berettigede ud fra tvingende almene hensyn.

15 Under hensyn til de afgivne indlaeg skal der herefter foerst tages stilling til spoergsmaalet, hvorvidt princippet om fri bevaegelighed finder anvendelse inden for den sociale sikring, derefter til spoergsmaalet om betydningen af forordning nr. 1408/71 og endelig til spoergsmaalet om anvendelsen af bestemmelserne om den frie udveksling af tjenesteydelser.

Anvendelsen af det grundlaeggende princip om fri bevaegelighed inden for den sociale sikring

16 Den luxembourgske og den graeske regering samt Det Forenede Kongeriges regering har gjort gaeldende, at de i hovedsagen omhandlede bestemmelser ikke er omfattet af faellesskabsbestemmelserne om den frie udveksling af tjenesteydelser, for saa vidt som de vedroerer den sociale sikring, og at de derfor alene skal bedoemmes under hensyn til artikel 22 i forordning nr. 1408/71.

17 Det skal indledningsvis understreges, at det foelger af fast retspraksis, at faellesskabsretten ikke begraenser medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger (dom af 7.2.1984, sag 238/82, Duphar m.fl., Sml. s. 523, praemis 16, og af 17.6.1997, sag C-70/95, Sodemare m.fl., Sml. I, s. 3395, praemis 27).

18 I mangel af en harmonisering paa faellesskabsniveau tilkommer det foelgelig hver medlemsstat i lovgivningen dels at fastsaette vilkaarene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning (dom af 24.4.1980, sag 110/79, Coonan, Sml. s. 1445, praemis 12, og af 4.10.1991, sag C-349/87, Paraschi, Sml. I, s. 4501, praemis 15), dels de betingelser, som en person skal opfylde for at vaere berettiget til ydelser (dom af 30.1.1997, forenede sager C-4/95 og C-5/95, Stoeber og Piosa Pereira, Sml. I, s. 511, praemis 36).

19 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 17-25 i forslaget til afgoerelse, skal medlemsstaterne imidlertid overholde faellesskabsretten ved udoevelsen af denne kompetence.

20 Domstolen har saaledes fastslaaet, at visse tjenesteydelsers saerlige beskaffenhed ikke kan bevirke, at disse aktiviteter ikke omfattes af det grundlaeggende princip om fri udveksling (dom af 17.12.1981, sag 279/80, Webb, Sml. s. 3305, praemis 10).

21 Den omstaendighed, at de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser vedroerer den sociale sikring, kan foelgelig ikke udelukke anvendelsen af traktatens artikel 59 og 60.

Betydningen af forordning nr. 1408/71

22 UCM og den luxembourgske regering har anfoert, at artikel 22 i forordning nr. 1408/71 fastslaar princippet om, at der kraeves en forhaandstilladelse til enhver behandling i en anden medlemsstat. Saafremt de nationale bestemmelser om betaling for ydelser, der er modtaget i udlandet, anfaegtes, rejses der hermed spoergsmaal om gyldigheden af den tilsvarende bestemmelse i forordning nr. 1408/71.

23 Kohll har under sagens behandling ved Domstolen anfoert, at han har anmodet UCM om godtgoerelse af det beloeb, som han havde vaeret berettiget til, saafremt behandlingen var blevet foretaget af den eneste specialist, der fandtes i Luxembourg paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder.

24 UCM har vedroerende dette sidste punkt anfoert, at princippet om, at satserne inden for den sociale sikring udgoer en enhed, ganske vist er overholdt, hvis den luxembourgske sats fandt anvendelse, men UCM goer gaeldende, at den ifoelge forordning nr. 1408/71 er pligtig at godtgoere udgifterne efter de gaeldende satser i den stat, hvor ydelsen er blevet udfoert.

25 Det skal i den forbindelse bemaerkes, at den omstaendighed, at en national foranstaltning eventuelt kan vaere i overensstemmelse med en bestemmelse i den afledte ret - i naervaerende sag artikel 22 i forordning nr. 1408/71 - ikke bevirker, at foranstaltningen ikke er omfattet af traktatens bestemmelser.

26 Endvidere bemaerkes, at artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, saaledes som generaladvokaten har anfoert i punkt 55 og 57 i forslaget til afgoerelse, har til formaal at goere det muligt for den sikrede, som af den kompetente institution faar tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat for dér at faa den efter hans tilstand fornoedne behandling, at modtage naturalydelser ved sygdom for den kompetente institutions regning, men efter lovgivningen i den stat, hvor ydelserne leveres, navnlig naar rejsen bliver noedvendig paa grund af den sikredes helbredstilstand, og uden at dette paafoerer ham yderligere udgifter.

27 Derimod maa det fastslaas, at artikel 22 i forordning nr. 1408/71, naar bestemmelsen fortolkes under hensyn til sit formaal, ikke indeholder regler om - og foelgelig paa ingen maade er til hinder for - godtgoerelse fra medlemsstaterne efter de gaeldende satser i den kompetente stat af de udgifter, der er opstaaet i anledning af en behandling, der er ydet i en anden medlemsstat, selv om der ikke foreligger en forhaandstilladelse.

28 Det skal foelgelig undersoeges, om nationale bestemmelser som dem, der er omtvistet i hovedsagen, er forenelige med traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser.

Anvendelsen af bestemmelserne om den frie udveksling af tjenesteydelser

29 Sagen for den forelaeggende ret vedroerer en behandling, der er foretaget uden for hospitalssektoren af en specialtandlaege i en anden medlemsstat. En saadan ydelse, der udfoeres mod betaling, maa anses for en tjenesteydelse efter traktatens artikel 60, som udtrykkeligt omfatter de liberale erhvervs virksomhed.

30 Det maa herefter undersoeges, om bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede udgoer en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, og om de i givet fald kan begrundes objektivt.

De restriktive virkninger af de i hovedsagen omhandlede bestemmelser

31 Kohll samt Kommissionen har anfoert, at en ordning, hvorefter forsikringsdaekning af godtgoerelsesberettigede ydelser ved sygdom efter bestemmelserne i lovgivningen i den stat, hvor den paagaeldende er forsikret, er betinget af en forhaandstilladelse fra institutionen i denne stat, saafremt ydelserne udfoeres i en anden medlemsstat, udgoer en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser i traktatens artikel 59 og 60's forstand.

32 De medlemsstater, som har afgivet indlaeg, har derimod anfoert, at de i hovedsagen omhandlede bestemmelser hverken har til formaal eller til foelge at begraense den frie udveksling af tjenesteydelser, men blot fastsaetter de naermere betingelser for godtgoerelse af udgifter som foelge af sygdom.

33 Der skal i denne forbindelse mindes om, at det foelger af Domstolens faste praksis, at traktatens artikel 59 er til hinder for anvendelse af nationale bestemmelser, som bevirker, at levering af tjenesteydelser mellem medlemsstater bliver vanskeligere end levering af tjenesteydelser internt i en medlemsstat (dom af 5.10.1994, sag C-381/93, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 5145, praemis 17).

34 Selv om de nationale bestemmelser, der er omhandlet i hovedsagen, ganske vist ikke fratager de sikrede muligheden for at benytte en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, stiller de dog krav om forhaandtilladelse som betingelse for godtgoerelse af udgifter, der er afholdt i denne stat, og udelukker, at en saadan godtgoerelse ydes til de sikrede, der ikke har denne tilladelse. For saa vidt angaar udgifter, der afholdes i den stat, hvor den paagaeldende er forsikret, stilles der imidlertid ikke krav om en saadan tilladelse.

35 Saadanne bestemmelser afholder foelgelig de socialt sikrede fra at benytte tjenesteydelser paa sundhedsomraadet fra personer, der er etableret i en anden medlemsstat, og udgoer saavel for disse som for deres patienter en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser (jf. dom af 31.1.1984, forenede sager 286/82 og 26/83, Luisi og Carbone, Sml. s. 377, praemis 16, og af 28.1.1992, sag C-204/90, Bachmann, Sml. I, s. 249, praemis 31).

36 Det maa foelgelig undersoeges, hvorvidt en ordning som den, der omhandles i hovedsagen, kan vaere objektivt begrundet.

Begrundelserne for de i hovedsagen omhandlede bestemmelser

37 UCM og regeringerne for de medlemsstater, der har afgivet indlaeg, har anfoert, at den frie udveksling af tjenesteydelser ikke er ubetinget, og at hensynet til at styre udgifterne paa sundhedsomraadet maa tages i betragtning. Kravet om en forhaandstilladelse er det eneste effektive og mindst indgribende middel til at styre udgifterne paa sundhedsomraadet og til at opretholde den budgetmaessige ligevaegt i den sociale sikringsordning.

38 Ifoelge UCM, den luxembourgske regering samt Kommissionen er risikoen for at skade den oekonomiske ligevaegt i den sociale sikringsordning, hvis formaal er at opretholde en stabil laege- og hospitalstjeneste, som alle, der er tilsluttet ordningen, har adgang til, et tvingende alment hensyn, der kan begrunde begraensninger i den frie udveksling af tjenesteydelser.

39 Kommissionen har herved anfoert, at et afslag fra de nationale myndigheder paa at meddele forhaandstilladelsen skal vaere begrundet med en virkelig, faktisk risiko for indgreb i den oekonomiske ligevaegt i den sociale sikringsordning.

40 Vedroerende dette sidste punkt har Kohll anfoert, at den luxembourgske sociale sikringsinstitutions budget baerer de samme oekonomiske byrder, hvad enten han benytter en luxembourgsk specialtandlaege eller en specialtandlaege, der er etableret i en anden medlemsstat, for han har anmodet om, at udgifterne til laegebehandling godtgoeres med den i Luxembourg anvendte sats. De i hovedsagen omhandlede bestemmelser kan foelgelig ikke begrundes med henvisning til hensynet til at styre udgifterne paa sundhedsomraadet.

41 Det skal hertil bemaerkes, at formaal af rent oekonomisk art ikke kan begrunde en begraensning af det grundlaeggende princip om fri udveksling af tjenesteydelser (jf. i denne retning dom af 5.6.1997, sag C-398/95, SETTG, Sml. I, s. 3091, praemis 23). Det kan dog ikke udelukkes, at en risiko for et alvorligt indgreb i den sociale sikringsordnings oekonomiske ligevaegt kan udgoere et tvingende alment hensyn, som kan berettige en saadan begraensning.

42 Det maa imidlertid fastslaas, at i modsaetning til hvad saavel UCM som den luxembourgske regering har haevdet, ville godtgoerelse af udgifter til tandbehandling, som er udfoert i en anden medlemsstat, i henhold til satserne i den stat, hvor den paagaeldende er sikret, ikke have vaesentlig betydning for finansieringen af den sociale sikringsordning.

43 Den luxembourgske regering har endvidere som begrundelser henvist til hensynet til at beskytte den offentlige sundhed og har for det foerste gjort gaeldende, at de i hovedsagen omhandlede bestemmelser er noedvendige for at sikre kvaliteten af de laegelige ydelser, som for saa vidt angaar personer, der rejser til en anden medlemsstat, kun kan kontrolleres paa tidspunktet for indgivelsen af ansoegningen om tilladelse, og for det andet, at den luxembourgske sygesikringsordning har til formaal at sikre en stabil laege- og hospitalstjeneste, som alle de sikrede har adgang til.

44 Kohll har heroverfor anfoert, at der ikke er noget videnskabeligt grundlag for at antage, at de behandlinger, der gennemfoeres i Luxembourg, giver bedre resultat, naar henses til, at der vedroerende udoevelse af laegevirksomhed er indfoert gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne. Han har endvidere gjort gaeldende, at anbringendet om en stabil laege- og hospitalstjeneste, som alle har adgang til, foerst og fremmest maa betegnes som et formaal af oekonomisk art, hvormed det tilsigtes at beskytte UCM's oekonomiske midler.

45 Det bemaerkes indledningsvis, at medlemsstaterne i henhold til EF-traktatens artikel 56 og 66 har adgang til at begraense den frie udveksling af tjenesteydelser af hensyn til den offentlige sundhed.

46 Denne adgang giver dem dog ikke hjemmel til at undtage den offentlige sundhed, forstaaet som erhvervssektor og med henblik paa den frie udveksling af tjenesteydelser, fra anvendelsesomraadet for det grundlaeggende princip om fri bevaegelighed (jf. dom af 7.5.1986, sag 131/85, Guel, Sml. s. 1573, praemis 17).

47 Det skal i den forbindelse understreges, at betingelserne for adgang til og udoevelse af virksomhed som laege og tandlaege er blevet reguleret i flere samordnings- eller harmoniseringsdirektiver (jf. Raadets direktiv 78/686/EOEF af 25.7.1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlaeger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (EFT L 233, s. 1), Raadets direktiv 78/687/EOEF af 25.7.1978 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som tandlaege (EFT L 233, s. 10) og Raadets direktiv 93/16/EOEF af 5.4.1993 om fremme af den frie bevaegelighed for laeger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser (EFT L 165, s. 1)).

48 Det foelger af det anfoerte, at laeger og tandlaeger, der er etableret i andre medlemsstater, i enhver henseende maa antages at frembyde garantier svarende til dem, der ydes af laeger og tandlaeger, der er etableret paa det nationale territorium, for saa vidt angaar den frie udveksling af tjenesteydelser.

49 Foelgelig kan bestemmelser som dem, der finder anvendelse i hovedsagen, ikke begrundes med, at det af hensyn til den offentlige sundhed er noedvendigt at sikre kvaliteten af de laegelige tjenesteydelser, der udfoeres i andre medlemsstater.

50 For saa vidt angaar formaalet om at opretholde en stabil laege- og hospitalstjeneste, som alle har adgang til, bemaerkes, at selv om dette formaal haenger naert sammen med ordningen for finansiering af den sociale sikringsordning, kan det ogsaa vaere omfattet af undtagelserne af hensyn til den offentlige sundhed i henhold til traktatens artikel 56, i det omfang det bidrager til at opnaa et hoejt niveau for beskyttelse af sundheden.

51 I den forbindelse bemaerkes, at traktatens artikel 56 tillader medlemsstaterne at begraense den frie udveksling af laege- og hospitalsydelser, i det omfang opretholdelse af behandlingsmuligheder eller en laegelig kompetence paa det nationale territorium er vaesentlig for den offentlige sundhed eller endog for befolkningens overlevelse (jf. for saa vidt angaar begrebet offentlig sikkerhed i traktatens artikel 36's forstand dom af 10.7.1984, sag 72/83, Campus Oil m.fl., Sml. s. 2727, praemis 33-36).

52 Det maa imidlertid fastslaas, at hverken UCM eller regeringerne for de medlemsstater, der har afgivet indlaeg, har godtgjort, at de i hovedsagen omtvistede bestemmelser var noedvendige med henblik paa at sikre en stabil laege- og hospitalstjeneste, som alle har adgang til. Ingen af parterne, der har afgivet indlaeg, har gjort gaeldende, at bestemmelserne var noedvendige for at opretholde behandlingsmuligheder eller en noedvendig laegelig kompetence paa det nationale territorium.

53 Det maa foelgelig konkluderes, at de i hovedsagen omhandlede bestemmelser ikke er begrundet af hensyn til den offentlige sundhed.

54 De stillede spoergsmaal skal herefter besvares med, at traktatens artikel 59 og 60 er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der kraeves en tilladelse fra den sikredes sociale sikringsinstitution som betingelse for godtgoerelse efter satserne i den stat, hvor den paagaeldende er forsikret, af tandplejeydelser fra en specialtandlaege, der er etableret i en anden medlemsstat.

Sagens omkostninger

55 De udgifter, der er afholdt af den luxembourgske, den tyske, den graeske, den franske og den oestrigske regering samt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Luxembourgs Cour de cassation ved dom af 25. april 1996, for ret:

EF-traktatens artikel 59 og 60 er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der kraeves en tilladelse fra den sikredes sociale sikringsinstitution som betingelse for godtgoerelse efter satserne i den stat, hvor den paagaeldende er forsikret, af tandplejeydelser fra en specialtandlaege, der er etableret i en anden medlemsstat.