EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013D0478

2013/478/EU: Kommissionens afgørelse af 27. september 2013 om ændring af afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom om oprettelse af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)

OJ L 257, 28.9.2013, p. 19–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2013/478/oj

28.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 257/19


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 27. september 2013

om ændring af afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom om oprettelse af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)

(2013/478/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 249, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Institutionerne og medlemsstaterne lægger stor vægt på at beskytte Unionens finansielle interesser og bekæmpe svig og andre illegale aktiviteter, der kan skade disse interesser. Artikel 325 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde bekræfter vigtigheden af foranstaltninger på området.

(2)

Kommissionens afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom (1) bør ændres, da Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (2) træder i kraft.

(3)

Kontorets opgaver bør fortsat omfatte forberedelse af love og administrative bestemmelser inden for kontorets indsatsområder, herunder relevante værktøjer, der henhører under afsnit V i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og værktøjer til beskyttelse af euroen mod falskmøntneri. Kontorets opgaver bør også fortsat omfatte uddannelse og teknisk bistand til beskyttelse af euroen mod falskmøntneri.

(4)

Kontoret bør deltage i de aktiviteter, der foregår i internationale organer og sammenslutninger, der er specialiseret i bekæmpelse af svig og korruption, med det primære formål at udveksle bedste praksis.

(5)

Kommissionen skal vurdere behovet for en revision af denne afgørelse i tilfælde af oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse nr. 1999/352/EF, EKSF, Euratom foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1, andet punktum, udgår.

2)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 1 erstattes »Fællesskabernes« af »Unionens«, »fællesskabsrettens« af »EU-rettens« og »Fællesskaberne« af »Unionen«.

b)

I stk. 2 indsættes som andet punktum:

»Herunder hører støtte til forbedring af beskyttelsen af euroen mod falskmøntneri gennem uddannelse og teknisk bistand.«

c)

I stk. 3 tilføjes følgende punktum:

»Dette kan ske gennem deltagelse i de aktiviteter, der foregår i internationale organer og sammenslutninger, som er specialiseret i bekæmpelse af svig og korruption, med det primære formål at udveksle bedste praksis.«

d)

Stk. 4 affattes således:

»4.   Kontoret har til opgave at forberede Kommissionens initiativer med hensyn til lovgivning og andre retsforskrifter med henblik på bekæmpelse af svig, jf. stk. 1, og beskyttelse af euroen mod falskmøntneri.«

3)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

Ordet »direktøren« ændres til »generaldirektøren«.

4)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

[Denne ændring vedrører ikke den danske udgave].

»Fællesskabslovgivningen« erstattes af »EU-lovgivningen«.

5)

Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

Generaldirektøren

1.   Kontoret ledes af en generaldirektør. Generaldirektøren udpeges af Kommissionen efter proceduren i stk. 2. Generaldirektøren udpeges for syv år, og mandatet kan ikke forlænges.

Generaldirektøren er ansvarlig for kontorets gennemførelse af undersøgelser.

2.   For at udpege en ny generaldirektør offentliggør Kommissionen en indkaldelse af ansøgninger i Den Europæiske Unions Tidende. Offentliggørelsen finder sted senest seks måneder inden udløbet af den siddende generaldirektørs mandat. Når overvågningsudvalget har afgivet en positiv udtalelse om Kommissionens udvælgelsesprocedure, udarbejder Kommissionen en liste over tilstrækkeligt kvalificerede kandidater. Efter samråd med Europa-Parlamentet og Rådet udpeger Kommissionen generaldirektøren.

3.   Over for generaldirektøren udøver Kommissionen de beføjelser, der er tillagt ansættelsesmyndigheden. Enhver beslutning om indledning af en disciplinærsag mod generaldirektøren i henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), i bilag IX til tjenestemandsvedtægten skal gøres til genstand for en begrundet beslutning, som træffes af Kommissionen efter høring af overvågningsudvalget. Denne afgørelse meddeles Europa-Parlamentet, Rådet og overvågningsudvalget til orientering.«

6)

I artikel 6 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Generaldirektøren udøver over for kontorets ansatte de beføjelser, som er tillagt ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter. Han kan uddelegere sine beføjelser. Han fastsætter ansættelsesvilkårene, herunder vilkårene for kontrakternes varighed og fornyelsen heraf, i overensstemmelse med vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.«

b)

Stk. 2 affattes således:

»2.   Generaldirektøren forelægger i rette tid og efter høring af overvågningsudvalget generaldirektøren for budget et foreløbigt budgetforslag, som skal indgå i bilaget vedrørende kontoret i den sektion af Den Europæiske Unions almindelige budget, som vedrører Kommissionen.«

c)

Stk. 3 affattes således:

»3.   Generaldirektøren er anvisningsberettiget for så vidt angår de bevillinger, der er anført i bilaget vedrørende kontoret i den sektion af Den Europæiske Unions almindelige budget, som vedrører Kommissionen, og de bevillinger, der er anført i budgetposterne for bekæmpelse af svig, hvor han i henhold til de interne regler får beføjelse til at gennemføre det almindelige budget. Han kan uddelegere sine beføjelser til ansatte, der er underlagt vedtægten eller ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, i overensstemmelse med nævnte interne regler.«

d)

Stk. 4 affattes således:

»4.   Kommissionens beslutninger om sin interne organisation finder anvendelse på kontoret, i det omfang de er forenelige med de bestemmelser vedrørende kontoret, der er vedtaget af EU-lovgiveren og i denne afgørelse.«

7)

Sidste punktum i artikel 7 udgår.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på den første dag i måneden efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. september 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  Kommissionens afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom af 28.april 1999 om oprettelse af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (EFT L 136 af 31.5.1999, s. 20).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).


Top