En global klimaalliance

EU foreslår at etablere en global klimaalliance med de udviklingslande, der er mest udsatte som følge af klimaændringer. Alliancen skal især gøre en indsats for de mindst udviklede lande og de små udviklings-østater ved at skabe en struktureret dialog og et konkret samarbejde om de foranstaltninger, der finansieres under EU's udviklingspolitik.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 18. september 2007 - En global klimaalliance mellem EU og de fattige udviklingslande, der er mest udsatte som følge af klimaændringen [KOM(2007) 540 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Det er især udviklingslandene, navnlig de mindst udviklede lande og små udviklings-østater, der kommer til at mærke klimaændringerne, fordi de ikke har tilstrækkelige ressourcer til at tilpasse sig. Ifølge en international ekspertgruppe om klimaændringer (Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC)) er især Afrika udsat. Det betyder, at Afrika vil blive ramt af vandforsyningsproblemer, af meget ekstreme vejrforhold og af manglende fødevaresikkerhed som følge af tørke og ørkendannelse.

Den globale klimaalliance har til formål at støtte de fattigste og mest udsatte lande i deres bestræbelser på at tilpasse sig klimaændringerne. Alliancen skal for det første være en platform for dialog og regelmæssig udveksling mellem EU og de lande, der agter at inddrage spørgsmålet om klimaændringer i deres nationale udviklingsstrategier og i udviklingssamarbejdet. Dialogen vil blive ført på regionalt niveau med f.eks. gruppen af AVS-land (Afrika, Vestindien og Stillehavslande), Den Afrikanske Union, små udviklings-østater og på topmødet mellem Asien og Europa (ASEM). For det andet skal alliancen yde teknisk og økonomisk bistand til klimatilpasningsforanstaltninger og til integration af klimaændringsproblematikken i udviklingsstrategierne.

Ved at udveksle synspunkter og erfaringer uden for de sædvanlige forhandlingsrammer skabes mulighed for at støtte processen inden for rammerne af FN's rammekonvention om klimaændring (UNFCCC), opnå større enighed mellem EU og udviklingslandene og fremme udarbejdelsen af en aftale om klimaændringer for tiden efter 2012.

Kommissionen foreslår følgende fem prioriterede områder, som skal drøftes og defineres nærmere inden for alliancen:

Finansiering

Den globale klimaalliance vil hovedsageligt blive finansieret af det tematiske program "Miljø og bæredygtig forvaltning af naturressourcer, herunder energi (es de en fr)", som der er bevilliget yderligere 50 mio. EUR til i perioden 2008-2010. Dertil kommer midler fra Den 10. Europæiske Udviklingsfond (EUF), dvs. de nationale og regionale rammebeløb, som kan bidrage til den globale klimaalliance, samt et beløb på ca. 200 mio. EUR under programmer mellem AVS-lande inden for klimaændringer, miljø og katastrofeberedskab.

Kommissionen opfordrer desuden alle medlemsstater til at bidrage til finansieringen af den globale klimaalliance, navnlig ved at allokere en del af de midler, som de har lovet at sætte udviklingsbistanden op med inden 2010. Der er planer om at etablere en fælles finansieringsordning for den globale klimaalliance, som skal forvaltes af Kommissionen.

Kontekst

Allerede i 2003 (es de en fr)understregede EU den tætte forbindelse mellem klimaændringer og fattigdom. Idéen om at etablere en global klimaalliance for at imødegå klimaændringerne blev foreslået i juni 2007 i grønbogen om tilpasning til klimaændringerne i EU. En af hjørnestenene i grønbogen går ud på at integrere tilpasningskrav i EU's eksterne foranstaltninger. Grønbogen, som var en opfølgning på Rådets konklusioner fra marts 2007, opfordrer til dialog og til et stærkere klimasamarbejde mellem EU og udviklingslandene.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets konklusioner om en global klimaalliance mellem EU og de fattige udviklingslande, der er mest udsatte som følge af klimaændringen. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) af 20. november 2007 [ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Seneste ajourføring: 12.12.2007