En adfærdskodeks for komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitikken

For at forbedre resultaterne af EU's udviklingssamarbejdspolitik forslår Kommissionen, at der vedtages en frivillig adfærdskodeks, der skal sikre en bedre arbejdsfordeling mellem de forskellige EU-donorer i udviklingslandene. Kodeksen bygger på elleve principper, der sigter på at mindske de administrative formaliteter, forene midlerne og anvende dem, hvor behovet er størst, samt fordele opgaverne, så der kan ydes mere, bedre og hurtigere bistand.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 28. februar 2007: EU-adfærdskodeks om arbejdsdeling i udviklingspolitik [KOM(2007] 72 endelig - Ikke offentliggjort i EUT].

RESUMÉ

Meddelelsen opstiller en adfærdskodeks, der skal fremme komplementariteten og arbejdsdelingen blandt EU-donorerne (Unionen og medlemsstaterne) i udviklingslandene. Adfærdskodeksen blev vedtaget den 15. maj 2007 af Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet. Her ændrede Rådet visse punkter i Kommissionens forslag og tilføjede bl.a. et ellevte princip til de foreslåede ti principper.

Det viser sig ofte, at donorerne er koncentrerede i de samme lande og inden for de samme sektorer, hvilket kan medføre høje administrations- og transaktionsomkostninger for partnerlandene og svække den politiske dialog samt mindske gennemsigtigheden og øge risikoen for korruption. Derimod er der andre lande, der næsten er overset af donorerne.

Adfærdskodeksen fastlægger de operationelle principper for komplementaritet i udviklingspolitikken. Da der ikke findes en internationalt anerkendt definition af komplementaritet, forklarer Kommissionen det som en optimal arbejdsdeling mellem forskellige aktører, hvormed der kan opnås en optimal udnyttelse af menneskelige ogfinansielle ressourcer. Dette indebærer, at de enkelte donorer koncentrerer deres bistand om de områder, hvor netop de kan tilføre den største merværdi.

Kodeksen er baseret på god praksis i marken og er udarbejdet i nært samarbejde med eksperter fra medlemsstaterne. Den bygger på principperne i Paris-erklæringen om effektivitet i udviklingssamarbejdet (ejerskab, harmonisering og tilpasning af støtten, resultatbaseret forvaltning og gensidig ansvarlighed (DE) (EN) (ES) (FR)) samt de supplerende mål og værdier, der er lagt vægt på i den europæiske konsensus.

Kodeksen foreslår en række brede retningslinjer, der udstikker principperne for komplementaritet i udviklingsbistanden. Den hviler således på elleve grundlæggende principper:

• støtteaktiviteterne bør koncentreres om et begrænset antal fokussektorer i hvert land. EU-donorerne bør begrænse deres indsats i et partnerland til de to fokussektorer, hvor de har den største komparative fordel *, og som er anerkendt af regeringen i partnerlandet og de andre donorer. Ud over de to fokussektorer kan donorerne yde budgetstøtte og finansiere programmer med sigte på civilsamfundet, forskning og uddannelse
• støtte til aktiviteter uden for fokussektorerne bør omfordeles. Hvad angår støtteaktiviteter uden for fokussektorerne kan donorerne enten fortsætte med at yde bistand via en aftale om delegeret samarbejde/partnerskab * eller omfordele de frigivne ressourcer til almindelig budgetstøtte eller trække sig ud af sektoren på en ansvarlig måde
• i alle strategiske sektorer bør der indgås aftaler med en ledende donor, der vil være ansvarlig for samarbejdet mellem alle donorer i sektoren med henblik på at mindske transaktionsomkostningerne
• donorerne tilskyndes til at indgå aftaler om delegeret samarbejde/partnerskab, der giver en donor beføjelse til at handle på de andre donorers vegne ved forvaltningen af midlerne og i dialogen med partnerlandets regering om politikken i den pågældende sektor
• der bør sikres passende støtte i de strategisk vigtige sektorer. Mindst én EU-donor bør være aktivt involveret i hver af de sektorer, som har strategisk betydning for fattigdomsreduktionen. Der bør desuden være højst tre til fem aktive donorer i hver sektor
• principperne for arbejdsdeling bør overføres på regionalt plan. I samarbejdet med de regionale partnerinstitutioner bør der anvendes de samme principper som inden for landets grænser
• der bør udpeges et begrænset antal prioriterede lande til hver donor ved en dialog inden for EU
• der bør sikres en passende finansiering til de "glemte" lande, som ofte er svage stater, hvis stabilisering kan få en positiv afsmitning på regionen som helhed
• kompetenceområderne bør analyseres og udvides: EU-donorerne bør uddybe evalueringen af deres komparative fordele med henblik på at specialisere sig yderligere
• der bør arbejdes videre på at realisere andre aspekter af komplementariteten, specielt vertikal komplementaritet * og komplementaritet mellem metoder og instrumenter *
• reformerne af bistandssystemerne bør uddybes: de ændringer, der foreslås i kodeksen, vil kræve strukturelle og personalemæssige reformer.

Kommissionen forventer, at EU i kraft af adfærdskodeksen vil få mulighed for at bane vejen for komplementaritet og arbejdsdeling i den internationale harmoniserings- og tilpasningsproces, der blev lanceret med Paris-erklæringen.

Kommissionens delegationer og medlemsstaternes lokalkontorer spiller en vigtig rolle for en vellykket gennemførelse af kodeksen. Der vil desuden blive foretaget en årlig opfølgning på grundlag af stikprøver i de pågældende lande, det reviderede EU-donoratlas og EU-rapporten om udvikling.

Adfærdskodeksen er et dynamisk dokument, som regelmæssigt vil blive taget op til revision inden 2010 på grundlag af erfaringerne med gennemførelsen og opfølgningen af resultaterne.

Kontekst

Målet om at fremme arbejdsdelingen i EU's udviklingspolitik er ikke noget nyt. Rådet vedtog allerede i 1995 og 1999 resolutioner om komplementariteten mellem den fælles udviklingspolitik og medlemsstaternes politikker. Erklæringen fra november 2000 om EF's udviklingspolitik var det næste forsøg på at opnå operationel komplementaritet mellem Kommissionen og medlemsstaterne under hensyntagen til de områder, hvor EU's aktioner kunne tilføre en merværdi. Dette forsøg rejste imidlertid visse politiske og operationelle problemer. I 2004 besluttede EU at udarbejde en operationel strategi for komplementaritet, som resulterede i denne meddelelse. Tilsagnet til større komplementaritet er desuden blevet et centralt element i den europæiske konsensus om udvikling og i handlingsplanen til forbedring af bistandens effektivitet.

Seneste ajourføring: 27.10.2011