Den generelle toldpræferenceordning 2006 - 2008

Denne forordning indeholder den generelle toldpræferenceordning, der gælder for tidsrummet fra 1. januar 2006 til 31. december 2008. Den forenkler og rationaliserer præferencebestemmelserne for indførsel af varer med oprindelse i udviklingslande og tilgodeser samtidig hensynet til samhandel og udvikling

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 980/2005 af 27. juni 2005 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer [Se Ændringsretsakt(er)]

RESUMÉ

Ved denne forordning indføres der et system med generelle toldpræferencer for tidsrummet 2006 - 2008. Systemet bygger på en toldpræferenceordning for Fællesskabets indførsel af varer med oprindelse i de lande, som omfattes af ordningen.

Ordningen tager sigte på bestemte lande og territorier, der er anført i forordningens bilag I.

Bilag II indeholder en liste over varer, der omfattes af ordningen. Sådanne varer skal opfylde reglerne i forordning (EØF) nr. 2454/93. Regional kumulering er tilladt inden for de etablerede regionale grupper.

Der er to varekategorier, følsomme og ikke-følsomme. Hvorvidt en vare henføres under den ene eller anden kategori, bestemmes af, om der findes tilsvarende varer i Fællesskabet, og hvor stor virkning indførsel heraf kan få på varerne i Fællesskabet. For disse varer fastsættes der i toldtariffen en specifik toldsats og en værditoldsats. Disse toldsatser bortfalder, hvis værditolden efter den nedsættelse, der gælder ifølge bestemmelserne i præferenceordningen, udgør 1 % eller derunder og den specifikke toldsats 2 EUR eller derunder.

Det generelle toldpræferencesystem består af tre ordninger, idet toldpræferencerne afhænger af, hvilken ordning der gælder for modtagerlandet:

Den generelle ordning

De almindelige toldpræferencebestemmelser er fastsat i den generelle ordning. For ikke-følsomme varer er reglen den, at der er total toldfritagelse (undtagelsen er landbrugselementer).

For følsomme varer er reglen den, at den værditold, der ifølge den almindelige toldtarif gælder for sådanne varer, nedsættes med 3,5 procentpoint. Nedsættelsen kan højst udgøre 20 % for tekstilvarer og beklædningsgenstande. Den toldnedsættelse på mere end 3,5 procentpoint, der indgår i den generelle toldpræferenceordning for den foregående periode, dvs. fra 2002 til 2005 (forordning (EF) nr. 2501/2001), er dog stadig gældende. De specifikke toldsatser i den fælles toldtarif nedsættes med 30 %.

Den specifikke told nedsættes ikke, hvis satserne i den fælles toldtarif for de varer, som er opført på bilag II som følsomme varer, omfatter både værditold og specifik told.

Landbrugsvarer omfattes af en særlig overvågningsordning, hvis formål er at sikre, at Fællesskabets marked ikke udsættes for forstyrrelser. Landbrugsvarer omfattes yderligere af den fælles landbrugspolitiks beskyttelsesklausuler.

Særordningen for tilskyndelse til bæredygtig udvikling og god forvaltningspraksis

Under særordningen for tilskyndelse til bæredygtig udvikling og god forvaltningspraksis er reglen den, at de varer, der er anført i bilag II er fritaget for værditolden i den fælles toldtarif. Det samme gælder for den specifikke told med undtagelse af de tilfælde, hvor der også findes en værditold. Den specifikke told på visse former for tyggegummi er begrænset til 16 % af toldværdien.

Særordningen erstatter de særordninger til bekæmpelse af produktion og salg af narkotika, der var i kraft under den foregående præferenceordning (forordning (EF) nr. 2501/2001). Særordningen trådte i kraft den 1. juli 2005.

Ordningen henvender sig til lande, som er sårbare på grund af lav diversificering og utilstrækkelig integration i den internationale samhandel. Der er i denne forbindelse tale om lande, som tre år i træk ikke er blevet klassificeret som højindkomstlande af Verdensbanken. Værdien af de fem største andele af Fællesskabets import af varer med oprindelse i et præferencebegunstiget land skal endvidere udgøre mere end 75 % af værdien af den samlede præferenceimport fra landet, samtidig med at værdien af præferenceimporten fra landet ikke må overstige 1 % af Fællesskabets samlede præferenceimport.

Forordningen indeholder i bilag I (spalte E) en liste over disse lande. For at kunne komme i betragtning under ordningen pr. 1. januar 2006 skal de inden den 31. oktober 2005 have indsendt gyldig ansøgning til Kommissionen. Når ansøgningerne er gennemgået, offentliggøres der en endelig liste over præferencebegustigede lande i Den Europæiske Unions Tidende.

Følgende lande kan i tidsrummet 2006-2008 komme i betragtning under særordningen for fremme af en bæredygtig udvikling og god forvaltningspraksis: Bolivia, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Georgien, Guatemala, Honduras, Sri Lanka, Moldova, Mongoliet, Nicaragua, Panama, Peru, El Salvador og Venezuela.

Det er et generelt krav til disse lande, at de for at kunne komme i betragtning skal ratificere og iværksætte de internationale konventioner, der er opført på listen i forordningen bilag III. I bilag III skelnes der mellem to kategorier af internationale konventioner:

Kommissionen overvåger nøje, at disse forpligtelser overholdes i praksis.

Særordningen for de mindst udviklede lande

Forordningen indeholder i bilag I en liste over disse lande (spalte D). For samtlige varer fra disse lande gælder der total suspension af toldsatserne i den fælles toldtarif (omfatter dog ikke våben og ammunition, jf. "Alt, undtagen våben"-strategien).

For så vidt angår visse varer, bl.a. afskallet ris, forskellige banankategorier og hvidt sukker, vil taksterne i den fælles toldtarif blive nedsat gradvist, og til sidst blive totalt suspenderet. Indtil dette er sket, omfattes afskallet ris og hvidt sukker af et samlet toldkontingent til nulsats. Kommissionen bistås i forvaltningen af disse kontingenter af markedsordningsudvalgene.

Hvis FN træffer afgørelse om, at et land skal slettes på den liste, som organisationen udarbejder over mindst udviklede lande, udgår landet også på Kommissionens liste over præferencebegunstigede lande. Dette får dog først virkning efter et vist tidsrum, idet der gælder en overgangsperiode på mindst tre år.

Midlertidig inddragelse af toldpræferencen

En midlertidig inddragelse af toldpræferencen kan omfatte samtlige eller visse varer fra et tredjeland. Grunden hertil kan være:

Der kan træffes beslutning om midlertidig inddragelse, hvis der indløber oplysninger, der giver tilstrækkelig grund til at indlede undersøgelse. Undersøgelser gennemføres af Kommissionen i samarbejde med udvalget for den generelle præferenceordning, som bistår Kommissionen ved gennemførelsen af denne forordning, det berørte præferenceland og de internationale organisationer og instanser. Rådet træffer afgørelse om en eventuel inddragelse efter afvikling af en informations-, undersøgelses- og foranstaltningsprocedure. Inddragelsesbeslutninger træder principielt i kraft seks måneder efter vedtagelsen.

Kommissionen kan beslutte at inddrage toldpræferencen, hvis oprindelsesreglerne ikke overholdes, eller det administrative samarbejde er mangelfuldt. Det administrative samarbejde vedrører i hovedsagen de oplysninger, som præferencelandene skal indsende vedrørende oprindelsesreglerne og overholdelsen heraf. Samarbejdet består ikke blot i udveksling af oplysninger med Kommissionen, men kan også omfatte udsendelse af medarbejdere eller undersøgelser iværksat af Kommissionen.

Et land kan miste sin status som præferencebegunstiget land, hvis Verdensbanken klassificerer det som højindkomstland, eller hvis det indgår en handelspræferenceordning med Fællesskabet.

Toldpræferencen for alle varer med oprindelse i lande, som omfattes af den almindelige præferenceordning og særordningen for fremme af en bæredygtig udvikling og god forvaltningspraksis, kan ophæves. Dette kan ske, hvis Fællesskabets import af en vare fra et præferenceland overstiger mere end 15 % af Fællesskabets samlede indførsel af den pågældende vare fra lande, som omfattes af en af disse to ordninger.

Beskyttelsesklausul

Beskyttelsesklausulen indebærer, at satserne i den fælles toldtarif igen får virkning. Klausulen bringes generelt i anvendelse, hvis indførslen af en vare fra et oprindelsesland medfører alvorlige vanskeligheder for eller direkte konkurrerer med tilsvarende varer fremstillet af producenter i Fællesskabet. Ved bedømmelsen af, om der foreligger alvorlige vanskeligheder, tages der hensyn til, om Fællesskabets producenter er berørt, samt følgende faktorer; markedsandel, produktion, lagre, produktionskapacitet, konkurser, rentabilitet, kapacitetsudnyttelse, beskæftigelse, indførsel og priser.

Der indledes undersøgelse, når en medlemsstat anmoder herom, eller på Kommissionens eget initiativ. Undersøgelser skal være afviklet inden for en frist på seks måneder, medmindre der træffes beslutning om forlængelse. Kommissionen træffer beslutning på grundlag af saglig information og udtalelser fra partnerne, på samme måde som ved inddragelsesproceduren. Der kan iværksættes forebyggende foranstaltninger, hvis særlige forhold gør sig gældende.

Baggrund

Handelspræferencer bruges for at tilgodese udviklingspolitikkens målsætninger i den fælles samhandelspolitik. Fællesskabet søger med udgangspunkt i WTO's regler at bekæmpe fattigdom og fremme bæredygtig udvikling og god forvaltningspraksis i udviklingslandene.

Den generelle præferenceordning, der omhandles i denne forordning, har været i kraft siden 70'erne og indgår i en mere generel præferenceordningsplan for tiårsperioden 2006-2015; grundlaget herfor er Kommissionens meddelelse af 7. juli 2004 (Udviklingslande, international handel og bæredygtig udvikling: Fællesskabets generelle toldpræferenceordnings rolle i tiåret 2006-2015). Den udgør hermed første skridt af ordningens gennemførelse i tidsrummet 2006-2008.

Referencer

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 980/2005

1.1.2006(særordning for fremme af bæredygtig udvikling og god forvaltningspraksis dog allerede den 1.1.7.2005)

31.12.2008

EUT L 169 af 30.6.2005

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato imedlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 566/2007

28.5.2007

-

EUT L 133 af 25.5.2007

Forordning (EF) nr. 606/2007

05.06.2007

-

EUT L 141 af 2.6.2007

TILHØRENDE DOKUMENTER

BEGUNSTIGEDE LANDE

Kommissionens forordning (EF) nr. 566/2007 af 24. maj 2007 om fjernelse af Republikken Chile fra listen over begunstigede lande i bilag I til Rådets forordning (EF) nr. 980/2005 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer [Den Europæiske Unions Tidende L 133 af 25.5.2007].

Rådets forordning (EF) nr. 1933/2006 af 21. december 2006 om midlertidig tilbagetrækning af Republikken Belarus' adgang til generelle toldpræferencer [Den Europæiske Unions Tidende L 405 af 30.12.2006].

Rådets beslutning 2006/978/EF af 19. december 2006 om videreførelse af den særlige ansporende ordning for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse for Republikken El Salvador efter den 1. januar 2007 [Den Europæiske Unions Tidende L 365 af 21.12.2006].

Kommissionens afgørelse 2005/924/EF af 21. december 2005 om listen over begunstigede lande, som opfylder betingelserne for den særlige ansporende ordning for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse, jf. artikel 26, litra e), i Rådets forordning (EF) nr. 980/2005 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer [Den Europæiske Unions Tidende L 337 af 22.12.2005].

DOKUMENTER MED GENEREL KARAKTER

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 7. juli 2004: Udviklingslande, international handel og bæredygtig udvikling: Fællesskabets generelle toldpræferenceordnings rolle i tiåret 2006/2015 [KOM(2004) 461 endelig - Den Europæiske Unions Tidende C 242 af 29.9.2004].

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg - Oprindelsesreglerne i præferencehandelsordninger - Fremtidige retningslinjer [KOM(2005) 100 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]. Denne meddelelse er en opfølgning af den debat, der blev lanceret med Kommissionens grønbog om oprindelsesreglerne i præferencesamhandelsordningerne. Det konkluderes heri, at præferenceoprindelsesreglerne må revideres. Betydningen af udviklingslandenes integration i verdensøkonomien gør en sådan revision endnu vigtigere. I forbindelse med en revision må forvaltnings- og kontrolprocedurerne tilpasses.

Kommissionen foreslår retningslinjer på tre felter:

Seneste ajourføring: 25.05.2007