Forordningen vil skabe en fælles importordning for Den Europæiske Union (EU) baseret på princippet om fri import, og at fastlægge procedurer for, hvordan EU i givet fald skal gøre brug af tilsyns- og beskyttelsesforanstaltninger for at beskytte sine interesser.

Rådets forordning (EF) nr. 260/2009 af 26. februar 2009 om den fælles importordning.

Forordningen fastlægger princippet om at varer med oprindelse i ikke-EU-lande frit kan indføres, dog således at der i givet fald kan iværksættes beskyttelsesforanstaltninger. Denne forordning gælder for indførsel i EU af varer med oprindelse i ikke-EU-lande, dog ikke for tekstilvarer, for hvilke der gælder en særlig importordning, og for produkter med oprindelse i ikke-EU-lande, som er underlagt landets egne importregler.

EU-landene har pligt til at informere Kommissionen, hvis importen udvikler sig på en sådan måde, at tilsyn eller beskyttelsesforanstaltninger kan blive nødvendige. Der kan iværksættes konsultation, når et EU-land anmoder herom, eller på Kommissionens eget initiativ. Konsultationer finder sted i et rådgivende udvalg, hvori samtlige EU-lande er repræsenteret, og hvori en repræsentant for Kommissionen har formandsposten.

Disse konsultationer skal primært undersøge, hvordan importforholdene og de økonomiske og kommercielle forhold er, og hvilke foranstaltninger der i påkommende tilfælde bør iværksættes. Konsultationen kan i givet fald ske skriftligt, idet EU-landene har en frist på 8 dage til at fremsende udtalelse og anmode om en mundtlig konsultation.

Viser det sig ved denne konsultation, at der findes tilstrækkeligt bevis til, at det er berettiget at indlede en undersøgelse, iværksætter Kommissionen en sådan inden for en frist på en måned, og offentliggør en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende med et resumé af de modtagne oplysninger.

Formålet med undersøgelsen er at fastslå, om indførslen af den pågældende vare volder - eller truer med at volde - alvorlig skade på de pågældende EU-producenters interesser. Når der er indledt en undersøgelse, indhenter og kontrollerer Kommissionen de oplysninger, som den skønner nødvendige for gennemførelsen af undersøgelsen.

Når undersøgelsen er færdig, forelægger Kommissionen en rapport for det rådgivende udvalg, idet den alt efter resultatet af undersøgelsen enten kan standse proceduren eller træffe beslutning om tilsyns- eller beskyttelsesforanstaltninger.

Denne undersøgelsesprocedure forhindrer ikke, at der - bl.a. i særligt hastende tilfælde - kan iværksættes tilsyns- eller foreløbige beskyttelsesforanstaltninger. Sådanne foranstaltningers varighed må ikke overstige 200 dage.

Indførsel af en vare kan ved en råds- eller kommissionsbeslutning underlægges EU-kontrol, hvis markedsudviklingen for denne vare truer med at skade EU-virksomheder, der producerer tilsvarende eller konkurrerende varer, og EU’s interesser gør dette nødvendigt.

Beslutninger om tilsynsforanstaltninger træffes normalt af Kommissionen. Tilsynet kan bestå i en efterfølgende kontrol af indførslen (tilsyn på basis af statistikker) eller en forudgående kontrol. I sidstnævnte tilfælde skal der forelægges et importdokument, inden varer, der er underlagt forudgående tilsyn, kan overgå til fri omsætning i EU. Importdokumenter udstedes gebyrfrit af EU-landene for de mængder, hvorom der anmodes, inden for en frist på fem dage efter modtagelsen af importørens anmodning uanset dennes forretningssted i EU. Dokumentet er gyldigt i hele EU uanset hvilket EU-land, der har udstedt det.

Tilsynsforanstaltninger omfatter ikke nødvendigvis hele EU. I tilfælde, hvor der ikke er iværksat nogen EU-tilsynsforanstaltning senest otte hverdage efter afslutningen af konsultationen om, hvorvidt en sådan er formålstjenlig, kan Kommissionen iværksætte et tilsyn, der er begrænset til importen til en eller flere EU-regioner.

EU-landene skal sende Kommissionen månedlige opgørelser over de importdokumenter, der er udstedt (når der er tale om forudgående tilsyn), samt den indførsel, der reelt har været (når der er tale om forudgående eller efterfølgende tilsyn).

For at iværksætte beskyttelsesforanstaltninger kræves det, at indførslen af en vare i EU er vokset i et sådant omfang og/eller sker på sådanne vilkår, at EU-producenter har lidt alvorlig skade, eller der er risiko herfor. For så vidt angår medlemmer af Verdenshandelsorganisationen (WTO) , skal begge krav være opfyldt.

Når disse krav er opfyldt, kan Kommissionen enten ændre varigheden af de importdokumenter, der er indført i forbindelse med tilsyn, eller iværksætte en importtilladelsesprocedure og specielt en importkontingentordning.

Hvis der indføres en kontingentordning, søges den sædvanlige samhandel så vidt muligt opretholdt, idet der tages hensyn til mængden af varer, som er eksporteret under kontrakter, der er indgået inden foranstaltningens iværksættelse. Kontingenter må principielt ikke være mindre end gennemsnittet af de tre foregående års import.

Beskyttelsesforanstaltninger finder anvendelse på alle varer, der overgår til fri omsætning efter foranstaltningernes iværksættelse. Foranstaltningerne kan undtagelsesvis begrænses til at gælde for en eller flere EF-regioner. Foranstaltningerne forhindrer dog ikke, at varer, der er undervejs til EU, kan bringes i fri omsætning.

Beskyttelsesforanstaltninger træffes af Kommissionen eller Rådet. Når et EU-land anmoder Kommissionen om at gribe ind, udtaler den sig inden for en frist på 5 hverdage. Kommissionens afgørelse meddeles til Rådet og til EU-landene. Et EU-land kan indbringe afgørelsen for Rådet inden for en frist på en måned. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan i så fald bekræfte, ændre eller ophæve afgørelsen. Har Rådet ikke truffet afgørelse inden for tre måneder, betragtes Kommissionens afgørelse som ophævet.

Kommissionen kan under alle omstændigheder, når EU’s interesser kræver det, forelægge Rådet et forslag til vedtagelse ved kvalificeret flertal af beskyttelsesforanstaltninger, som den udarbejder under overholdelse af ovennævnte krav.

Der kan ikke iværksættes beskyttelsesforanstaltninger over for WTO’s udviklingslande, medmindre det pågældende lands andel af EU’s indførsel af varen overstiger 3 %, og forudsat at WTO’s udviklingslande, med en importandel under 3 %, samlet ikke står for mere end 9 % af den samlede EU-import af det pågældende produkt.

Beskyttelsesforanstaltninger kan principielt ikke vare længere end fire år, medmindre der sker en forlængelse under de samme omstændigheder som ved vedtagelsen af den oprindelige foranstaltning. Foranstaltningerne kan under ingen omstændigheder vare længere end otte år.

Udover egentlige beskyttelsesforanstaltninger tillader forordningen, at Rådet efter forslag fra Kommissionen fastsætter passende foranstaltninger til sikring af, at EU og dets medlemslande kan varetage deres internationale rettigheder og forpligtelser, bl.a. for så vidt angår handelen med råvarer.

Forordningen er ikke til hinder for overholdelsen af de forpligtelser, der følger af aftaler, som EU indgår med ikke-EU-lande. Forordningen er heller ikke til hinder for, at EU-landene vedtager eller anvender foranstaltninger, der er berettigede af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sædelighed, den offentlige sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed, beskyttelse af planter, beskyttelse af nationale skatte, beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret, og valutatransaktioner.

Referencer

Retsakt	Ikrafttrædelse	Frist for gennemførelse i medlemsstaterne	Den Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 260/2009	20.4.2009	-	EFT L 84, 31.3.2009