Forretningsorden for Regionsudvalget

Regionsudvalget (RU) er et rådgivende organ i Den Europæiske Union (EU). Artikel 306 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) tildeler RU retten til at vedtage sin egen forretningsorden.

DOKUMENT

Regionsudvalget - Forretningsorden.

RESUMÉ

Regionsudvalget (RU) er et rådgivende organ i Den Europæiske Union (EU). Artikel 306 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) tildeler RU retten til at vedtage sin egen forretningsorden.

HVAD ER FORMÅLET MED FORRETNINGSORDENEN?

Den fastsætter arbejdsform og organisation for RU.

HOVEDPUNKTER

Sammensætning

RU består af 350 medlemmer og et tilsvarende antal suppleanter, der er valgt for fem år. Medlemmer, der er repræsentanter for de regionale og lokale myndigheder, udnævnes af deres land. Rådet vedtager med kvalificeret flertal listen over medlemmer og suppleanter.

I henhold til afgørelse 2014/930/EU fordeles pladserne således:

24: Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien og Tyskland

21: Portugal og Spanien

15: Rumænien

12: Belgien, Bulgarien, Grækenland, Nederlandene, Portugal, Sverige, Tjekkiet, Ungarn og Østrig

9: Danmark, Finland, Irland, Kroatien, Litauen og Slovakiet

7: Letland og Slovenien

6: Estland

5: Cypern, Luxembourg og Malta.

Høring

RU skal høres som en del af EU’s beslutningsproces på følgende områder:

økonomisk og social samhørighed

sundhed, uddannelse og kultur

beskæftigelsespolitik

socialpolitik

miljø

faglig uddannelse

transport.

Medlemmer af RU skal udføre deres hverv i fuldkommen uafhængighed og i EU’s almindelige interesse.

Medlemmerne og suppleanterne fra et land udgør en national delegation.

De danner også grupper, der afspejler deres politiske tilhørsforhold. Hver gruppe skal bestå af mindst 18 medlemmer, der repræsenterer mindst en femtedel af EU-landene. Mindst halvdelen af gruppens medlemmer skal være valgt.

Plenarforsamlingen

RU træder sammen som plenarforsamling for at:

vedtage udtalelser, rapporter og resolutioner

vedtage overslaget over indtægter og udgifter

vedtage det politiske program ved begyndelsen af hver femårige mandatperiode

vælge formand, første næstformand og de øvrige præsidiemedlemmer

nedsætte underudvalg

vedtage og revidere forretningsordenen

foretage beslutninger om anlæggelse af søgsmål ved EU-Domstolen.

Plenarforsamlingen mødes mindst én gang i kvartalet. Hvis mindst en fjerdedel af medlemmerne begærer det, indkalder formanden til et ekstraordinært plenarmøde.

Plenarforsamlingens møder er offentlige, medmindre den træffer anden afgørelse.

Plenarforsamlingen er beslutningsdygtig (dvs. minimumsantallet af medlemmer, for at der kan træffes beslutninger, er til stede), når over halvdelen af medlemmerne er til stede.

Plenarforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal af de afgivne stemmer, medmindre andet er fastsat i forretningsordenen.

Præsidiet

Præsidiet afspejler RU’s samlede sammensætning. Det består af formanden, første næstformand, en næstformand fra hvert EU-land, 28 andre medlemmer og formændene for de politiske grupper. Det vælges for to og et halvt år af plenarforsamlingen. Bortset fra formanden, første næstformand og formændene for de fem politiske grupper er pladserne fordelt som følger:

tre pladser: Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien, Polen, Spanien, Tyskland

to pladser: Belgien, Bulgarien, Danmark, Finland, Grækenland, Irland, Kroatien, Litauen, Nederlandene, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Sverige, Tjekkiet, Ungarn og Østrig

én plads: Cypern, Estland, Letland, Luxembourg, Malta, Slovenien.

Præsidiets opgaver omfatter:

udarbejdelse af et udkast til politisk program i begyndelsen af hver mandatperiode og overvågning af programmets gennemførelse

koordinering af plenarforsamlingens og underudvalgenes arbejde

finansielle, organisatoriske og administrative spørgsmål

udpegning af generalsekretæren og visse kategorier af tjenestemænd og øvrige ansatte.

Præsidiet kan anlægge søgsmål ved EU-Domstolen på RU’s vegne. Dette kan for eksempel være relevant, hvis en EU-lov ikke respekterer nærhedsprincippet og overtræder regionale og lokale kompetencer, eller hvis RU’s institutionelle rettigheder ikke respekteres (dvs. høring om relevant lovgivning). Plenarforsamlingen beslutter på det efterfølgende møde, om det pågældende søgsmål skal håndhæves.

Formanden

Formanden repræsenterer udvalget udadtil og leder dets arbejde.

Underudvalgene

Ved indledningen af hver mandatperiode nedsættes der underudvalg. De udarbejder navnlig forslag til udtalelser, rapporter og resolutioner, som forelægges plenarforsamlingen til vedtagelse. Der er seks underudvalg:

CIVEX: Underudvalget for Borgerrettigheder, Styreformer og Institutionelle og Eksterne Forbindelser

COTER: Underudvalget for Territorial Samhørighedspolitik og EU’s budget

ECON: Underudvalget for Økonomisk Politik

ENVE: Underudvalget for Miljø, Klimaændringer og Energi

NAT: Underudvalget for Naturressourcer

SEDEC: Underudvalget for Socialpolitik, Uddannelse, Beskæftigelse, Forskning og Kultur.

Underudvalgenes sammensætning afspejler RU’s overordnede sammensætning. Hvert medlem skal have sæde i mindst ét underudvalg og må højst have sæde i to. Der kan gøres undtagelser for medlemmer fra lande med færre medlemmer end antallet af underudvalg. Underudvalgenes møder er normalt offentlige.

Dokumenter udarbejdet af Regionsudvalget

RU udarbejder udtalelser, rapporter og resolutioner. De offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Det fremsætter udtalelser:

om lovgivningsforslag og politiske oplæg udarbejdet af Kommissionen, Rådet eller Parlamentet i de tilfælde, der er nævnt i EU-traktaterne, eller hvor en af disse institutioner finder det hensigtsmæssigt

på eget initiativ

når Det Økonomiske og Sociale Udvalg høres, og RU finder, at der er særlige regionale interesser på spil.

Generalsekretariat

RU bistås af et generalsekretariat, der ledes af en generalsekretær. Det påhviler generalsekretæren at gennemføre de afgørelser, præsidiet eller formanden træffer. Han/hun vælges af Præsidiet med to tredjedels flertal. Mandatperioden er fem år.

BAGGRUND

I 2012 blev der vedtaget en samarbejdsprotokol mellem Europa-Kommissionen og RU. Den har til formål at sikre, at de to parter arbejder tæt sammen på områder af fælles interesse. Dette omfatter aspekter i forbindelse med Europa 2020-strategien, økonomisk, social og territorial samhørighed og, navnlig, gennemførelsen af tværregionalt og tværnationalt samarbejde.

Der er flere oplysninger på webstedet for Regionsudvalget.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Regionsudvalget - Forretningsorden.

10.1.2010

-

EUT L 6 af 9.1.2010, s. 14-31

TILHØRENDE RETSAKTER

Samarbejdsprotokol mellem Europa-Kommissionen og Regionsudvalget (EUT C 102 af 5.4.2012, s. 6-10).

Rådets afgørelse 2014/930/EU af 16. december 2014 om Regionsudvalgets sammensætning (EUT L 365 af 19.12.2014, s. 143-144).

Seneste ajourføring: 22.07.2015