At henlede de politiske beslutningstageres opmærksomhed på EU's utilstrækkelige resultater for så vidt angår væksten i arbejdskraftproduktiviteten, årsagerne hertil og konsekvenserne for de mål, der blev opstillet på Det Europæiske Råd i Lissabon i 2000. Der redegøres i meddelelsen for nye teknologiers og innovations særlige rolle og for centrale spørgsmål i den forbindelse.

Kommissionens meddelelse af 21. maj 2002 om produktivitet: nøglen til konkurrenceevne for EU's økonomier og virksomheder [KOM(2002) 262 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Arbejdskraftproduktiviteten svarer formelt set til den mængde arbejde, som kræves for at producere en enhed af et bestemt produkt. Makroøkonomisk set måles arbejdskraftproduktiviteten ved et lands bruttonationalprodukt (BNP) pr. beskæftiget.

Produktivitetsvækst beror på kvaliteten af den fysiske kapital, forbedringer af arbejdsstyrkens kvalifikationer, teknologiske fremskridt og nye former for organisering af disse produktionsfaktorer. Produktivitetsvækst er den vigtigste kilde til økonomisk vækst.

Meddelelsen er et led i den strategi, der blev fastsat af Det Europæiske Råd i Lissabon i 2000, og som skal gøre EU til "den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed". Udviklingen i EU's produktivitetsvækst er ikke i øjeblikket tilstrækkelig til, at Lissabon-strategiens økonomiske, sociale og miljømæssige mål kan nås inden 2010.

Den senere tids afmatning i EU's produktivitetsvækst har logisk nok svækket konkurrenceevnen. En virksomhed er således kun konkurrencedygtig, når det lykkes den at skabe en bæredygtig vækst i arbejdskraft- og totalfaktorproduktivitetet, hvormed den kan udkonkurrere andre virksomheder på omkostninger pr. produceret enhed og på ikke-omkostningsmæssige karakteristika.

Nedgangen i produktiviteten står desuden i vejen for væksten i levestandarden.

Produktivitetsvækst bestemmes i dag i høj grad af investeringerne i informations- og kommunikationsteknologi (ikt).

I anden halvdel af 1990'erne var der i EU tilbagegang i væksten i arbejdskraftproduktiviteten (fra 1,9 % i gennemsnit i første halvdel af årtiet til 1,2 % i perioden 1995-2001), men væksten i beskæftigelsen gik betydeligt frem (fra et fald på 0,6 % i første halvdel af årtiet til en fremgang på 1,2 % i perioden 1995-2001). I 2000 voksede beskæftigelsen med 1,8 % på trods af afmatningen i andet halvår.

Der er store forskelle fra medlemsstat til medlemsstat. I Østrig, Grækenland og Irland har der således siden 1990'erne været støt vækst i produktiviteten, som har nærmet sig væksten i USA. Dette afspejler måske de muligheder, som det indre marked har givet disse lande efter medlemskabet af EU.

Informations- og kommunikationsteknologi (ikt) er et centralt element i vidensamfundet og en vigtig bestanddel af aktiviteterne inden for forskning og udvikling (FoU). Det er symptomatisk, at det er de medlemsstater, hvor ikt vinder mere og mere frem, der har en produktivitetsvækst, som ligger tæt på USA's. Fremgangen i produktiviteten hænger med andre ord nøje sammen med anvendelsen og udbredelsen af ikt. Produktivitetskløften mellem EU og USA skyldes til dels, at EU's udgifter til ikt er lavere.

Ikt's rolle i virksomhederne består først og fremmest i databehandling og dermed i en nedskæring af de koordineringsomkostninger, der præger en decentraliseret økonomi: Der er tale om forbedringer i tilrettelæggelsen af produktion og distribution og om bedre lagerforvaltning.

Op gennem 1990'erne - og i modsætning til de tidligere årtier - var produktivitetsvæksten i fremstillingsindustrien i EU lavere end i USA.

De seneste års udvikling inden for kapitalintensive brancher (tekstilfibre, papir og papirmasse, kemofibre, jern og stål, ikke-jernholdige metaller osv.) har derimod været positiv.

I samme tidsrum har der også været en bemærkelsesværdig vækst i de teknologibaserede brancher (lægemidler, kemiske produkter, kontormaskiner og edb-udstyr, elektronik og tv- og radioapparater, medicinsk udstyr osv.).

Sammenligner man tallene for EU og USA, må man dog konstatere, at de teknologibaserede brancher tegner sig for 35 % af værditilvæksten i fremstillingssektoren i USA sammenlignet med ca. 24 % i EU. Tallene vidner om, at ikt's bidrag er forholdsvis beskedent i forhold til andre brancher i EU.

Problemet med en vækst og en arbejdskraftproduktivitet, der er lavere end gennemsnittet for alle økonomiske sektorer i de senere år, er særlig udtalt i tjenestesektoren. Det er dog vanskeligt at foretage en præcis måling af produktionen, især i en periode med hurtige teknologiske forandringer. Selv om sektoren tegner sig for en stadig større andel af BNP i EU, har den hermed forbundne beskæftigelsesvækst ikke slået tilstrækkeligt igennem i EU.

En sammenligning mellem tjenestesektorens betydning i EU og USA falder ud til USA's fordel. Det siger en del om EU's ringe resultater inden for ny teknologi, at sektoren er en vigtig ikt-bruger.

Der er mærkbare produktivitetsforskelle i tjenestesektoren. Der er således tegn på, at der i de medlemsstater, der som Det Forenede Kongerige og Finland tidligt liberaliserede og afbureaukratiserede deres tjenesteydelsessektorer, er sket en større fremgang i produktivitetsvæksten end i de øvrige medlemsstater.

En veluddannet arbejdsstyrke er afgørende for økonomisk vækst og produktivitetsvækst. Dette kræver livslang uddannelse og erhvervsuddannelse. I de senere år har man imidlertid måttet konstatere, at arbejdsstyrken mangler ikt-kvalifikationer, hvilket givetvis har forværret problemerne med udbredelsen af ikt i medlemsstaterne.

Samtidig er efterspørgslen efter traditionelle kvalifikationer aftaget i de senere år. Der efterspørges i dag i højere grad tidssvarende, højtkvalificerede menneskelige ressourcer, hvilket skyldes ændringer i arbejdets indhold. Efterspørgslen efter højtkvalificeret arbejdskraft er dog steget hurtigere end uddannelsesniveauet hos de personer, der kommer ud på arbejdsmarkedet.

Efter at den såkaldte dot.com-boble er bristet, ser dette uligevægtsproblem paradoksalt nok ud til at være mindre presserende. Men da den teknologiske omvæltning fortsætter, vil vore økonomier blive mere kvalifikationsintensive. En sammenhængende politik for uddannelse, forskning, mobilitet osv. er derfor afgørende for at sikre, at den kommende efterspørgsel efter kvalifikationer imødekommes varigt.

I EF-traktaten erkendes erhvervs- og konkurrencepolitikkens komplementære karakter. Lissabon-målene kræver således politikker, der skaber erhvervs- og innovationsfremmende vilkår for virksomhederne, og som samtidig sikrer ensartede regler for markedsdeltagerne. Konkurrence tilskynder virksomhederne til at finde effektivitetsfremmende løsninger, der fører til produkt- og procesinnovation. Erhvervspolitikken korrigerer markedsfejl og giver flere virksomheder mulighed for at deltage i markedsoperationer, hvilket øger deres innovationspotentiale.

Trods denne komplementære karakter har erhvervs- og konkurrencepolitikken hver deres tyngdepunkt. Det er vigtigt at vælge en afbalanceret tilgang under hensyn til de særlige kendetegn ved de to politikker:

Virksomhederne i EU skaber arbejdspladser og bidrager dermed til en bæredygtig udvikling på det økonomiske, sociale og arbejdsmarkedsmæssige område. Samtidig kan det dog ikke undgås, at de belaster miljøet. Ikke desto mindre er det muligt at kombinere større økonomisk vækst med mindre miljøbelastning. Det gælder i Europa for energiforbruget og emissionerne af forsurende gasser, de ozonnedbrydende gasser og drivhusgasserne i fremstillingsindustrien.

Miljøpolitikken påfører ganske vist virksomhederne ekstra omkostninger, men den kan også bidrage til konkurrenceevne og økonomisk vækst ved at tilskynde til større produktionseffektivitet og skabelse af nye markeder.

Den økonomiske vækst vil først stige, når produktiviteten stiger. Skal virksomhedernes produktivitet stige, må der gøres fremskridt inden for ikt og innovation, og arbejdsstyrken må tilpasses bedre til erhvervslivets behov.

4) gennemførelsesforanstaltninger

5) videreførelse af arbejdet

Forslag til Europa-ParlamentetS og Rådets afgørelse om et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013) [KOM(2005)0121 endelig].