Denne forordning fastsætter fælles bestemmelser om grænseoverskridende procedurer for behandling af konkurser i Den Europæiske Union (EU), med undtagelse af Danmark. Den tager sigte på at undgå, at skyldnere flytter deres aktiver eller tvister fra et land til et andet for at opnå en bedre retsstilling.

Forordningen indfører et sammenhængende system af retsregler, der skal forvalte grænseoverskridende insolvensbehandlinger, som involverer virksomheder, forretningsdrivende eller privatpersoner. Den tillader, at der træffes samordnede foranstaltninger vedrørende aktiverne for en insolvent skyldner, der er til stede i flere EU-lande. Disse retsregler vedrører:

Forordningen gælder for kollektive insolvensbehandlinger, som medfører, at skyldneren helt eller delvist mister rådigheden over sine aktiver, og at der udpeges en kurator. De nationale insolvensbehandlinger, der er dækket, er angivet i et bilag til denne forordning.

Den omfatter ikke insolvensbehandlinger af forsikringsselskaber, kreditinstitutioner, investeringsselskaber, der leverer tjenesteydelser, der indebærer, at de ligger inde med tredjemands kapital eller værdipapirer, eller investeringsinstitutter.

Domstolene med kompetence til at indlede en hovedinsolvensbehandling er dem i det EU-land, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig (dvs. hvor en virksomhed har hjemsted, medmindre andet godtgøres). En sådan hovedinsolvensbehandling har universel gyldighed og er udarbejdet for at dække en skyldners samlede aktiver og være af interesse for kreditorer, uanset hvor de befinder sig.

Parallelt med hovedinsolvensbehandlingen kan domstole i et andet EU-land indlede en sekundær insolvensbehandling, hvis skyldneren har økonomiske aktiviteter på landets område, men den er begrænset til de af skyldnerens aktiver, som befinder sig på det pågældende EU-lands område.

For at sikre, at skyldnerens bo forvaltes effektivt, kræver forordningen, at hovedinsolvensbehandlinger og sekundære insolvensbehandlinger samordnes. Kuratorerne, der er udpeget for hver behandling, er forpligtede til at samarbejde tæt, navnlig ved at dele oplysninger. Kuratoren i hovedinsolvensbehandlingen kan også øve indflydelse på de sekundære insolvensbehandlinger, for eksempel ved at fremsætte forslag om en saneringsplan eller anmode om at udsætte salget af aktiver.

Som hovedregel finder lovgivningen i det EU-land, hvor insolvensbehandlingen indledes, anvendelse. Denne regel gælder for både hovedinsolvensbehandlinger og sekundære insolvensbehandlinger.

Lovgivningen i det EU-land, hvor insolvensbehandlingerne indledes, bestemmer navnligt:

Der er bestemmelser, som garanterer tredjemands rettigheder i forhold til skyldners fysiske eller immaterielle aktiver og sælgers rettigheder på grundlag af et ejendomsforbehold, således at disse rettigheder ikke berøres af insolvensbehandlingernes indledning, hvis aktiverne befinder sig i et andet land end det, hvor insolvensbehandlingen er indledt.

Retten til fast ejendom afgøres udelukkende efter lovgivningen i det EU-land, hvor den faste ejendom er beliggende. Kuratorens ret til at ophæve arbejdsaftaler, kreditors ret til at forlange modregning, rettigheder og forpligtelser for deltagere i et betalingssystem eller i et finansielt marked afgøres udelukkende efter det EU-lands lovgivning, som gælder for dem.

Hvis en domstol i et EU-land beslutter at indlede insolvensbehandlinger, kræver forordningen, at beslutningen anerkendes i alle andre EU-lande.

Forordningen sikrer også, at beslutninger, som træffes i snæver forbindelse med insolvensbehandlinger, såsom at tage skridt til omstødelse af skadelige handlinger (dvs. handlinger, der er skadelige for kreditorerne), anerkendes i det andet land.

Virkningerne af beslutningen er i overensstemmelse med lovgivningen i det land, hvor insolvensbehandlingerne indledes. Anerkendelse kan kun nægtes, hvis virkningerne strider mod grundlæggende retsprincipper i dette land.

Forordningen giver enhver kreditor med bopæl i et EU-land ret til at anmelde deres fordringer i insolvensbehandlinger indledt i et andet EU-land.

Retten gælder også for skattemyndigheder og socialsikringsorganer. Når flere insolvensbehandlinger er indledt i forbindelse med en skyldners aktiver, kræver forordningen, at udlodningen af provenuet samordnes mellem de forskellige insolvensbehandlinger med henblik på at sikre lige behandling af kreditorerne.

REFERENCER

Dokument	Ikrafttrædelsesdato	Gennemførelsesdato i medlemsstaterne	Den Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 1346/2000	31.5.2002	-	EUT L 160 af 30.6.2000, s. 1-18

De ændringer og rettelser, som følger af forordning (EF) nr. 1346/2000, er blevet integreret i den originale tekst. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

Denne henstilling indeholder en række principper for nationale insolvensbehandlinger for virksomheder i økonomiske vanskeligheder. Den fokuserer på at opfordre levedygtige virksomheder til at omstrukturere på et tidligt tidspunkt for at undgå insolvens. Kommissionen skønner, at reformer af nationale insolvensregler ville hjælpe levedygtige virksomheder med at overleve og sikre jobs og samtidig forbedre miljøet for kreditorer, der ville få en højere andel af deres investeringer tilbage, end hvis skyldner gik konkurs.

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: En ny europæisk tilgang til konkurs og insolvens (COM(2012) 742 final af 12.12.2012).