Genèvekonventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande

RESUMÉ AF:

Konvention om grænseoverskridende luftforurening over store afstande

Afgørelse 81/462/EØF om indgåelse af konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande

HVAD ER FORMÅLET MED KONVENTIONEN OG AFGØRELSEN?

• I henhold Genèvekonventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande forpligter parterne (dvs. de lande, der har ratificeret den) sig til i samarbejde at begrænse, gradvist forebygge og reducere deres udledning af luftforurenende stoffer med det mål at bekæmpe den deraf følgende grænseoverskridende forurening.
• Med afgørelsen indgås konventionen på vegne af EU. Alle medlemsstater er ligeledes parter i konventionen.

HOVEDPUNKTER

Grænseoverskridende luftforurening over store afstande defineres som udledning af stoffer i luften, direkte eller indirekte som følge af menneskelige aktiviteter, der har sundhedsskadelig effekt for mennesker eller miljøet i et andet land, og hvor udledningen fra enkelte emissionskilder eller grupper af kilder ikke kan fastlægges.

Der er i alt udarbejdet følgende otte enkeltstående protokoller under konventionen:

• Protokollen fra 1984 om langsigtet finansiering af samarbejdsprogrammet for overvågning og vurdering af transport af luftforurenende stoffer over store afstande i Europa (EMEP-protokollen): et instrument til den internationale fordelingsnøgle for et overvågningsprogram, der udgør rygraden i gennemgangen og vurderingen af luftforureningen i Europa i lyset af aftaler om reduktion af emissioner.
• Protokollen fra 1985 om begrænsning af emissionen af svovl og dennes transport på tværs af grænserne (Helsinkiprotokollen) med mindst 30 % sammenlignet med niveauet i 1980.
• Protokollen fra 1988 om begrænsning af emissionen af kvælstofoxider (NO_x) og disses transport på tværs af grænserne (Sofiaprotokollen): det første skridt kræver frysning af NO_x-emissioner og disses transport på tværs af grænserne på niveauet fra 1987; det andet skridt kræver anvendelse af en effektbaseret tilgang for at reducere emissionen af nitrogenforbindelser, herunder ammoniak (NH₃) og flygtige organiske forbindelser i lyset af deres bidrag til fotokemisk forurening, forsuring og eutrofiering samt effekten på menneskers sundhed, miljøet og materialer ved at håndtere alle væsentlige emissionskilder.
• Protokollen fra 1991 om kontrol med emissioner af flygtige organiske forbindelser og disses transport på tværs af grænserne: disse stoffer er ansvarlige for ozondannelse ved jordoverfladen, og parterne skal vælge et af tre emissionsreduktionsmål, som skal være nået inden 1999:
  • en reduktion på 30 % i flygtige organiske forbindelser med udgangspunkt i et år mellem 1984 og 1990
  • en reduktion på 30 % i emissioner af flygtige organiske forbindelser inden for det troposfæriske ozonkontrolområde, der er angivet i bilag I til protokollen, og sikring af, at de samlede nationale emissioner ikke overstiger niveauet fra 1988 eller
  • hvis emissionerne i 1988 ikke er oversteget visse angivne niveauer, kan parterne vælge stabilisering på det pågældende emissionsniveau.
• Protokollen fra 1994 om yderligere begrænsning af emissionen af svovl (Osloprotokollen): denne protokol bygger på Helsinkiprotokollen fra 1985 og fastsætter emissionslofter indtil 2010 og derefter. Parterne skal træffe de mest effektive foranstaltninger med henblik på begrænsning af emissionen af svovl, herunder:
  • forøgelse af energieffektivitet
  • øget anvendelse af vedvarende energi
  • begrænsning af svovlindholdet i brændsler og
  • anvendelse af de bedste begrænsningsteknologier. Protokollen tilskynder også til anvendelse af økonomiske instrumenter til vedtagelse af omkostningseffektive tilgange til begrænsningen af emissionen af svovl.
• Protokollen fra 1998 om tungmetaller (Århusprotokollen): den er målrettet de tre metaller cadmium, bly og kviksølv. Parterne skal nedbringe deres emissioner for disse til under niveauet i 1990 (eller et andet år mellem 1985 og 1995). Protokollen har til formål at mindske emissionerne fra industrielle kilder, forbrændingsprocesser og affaldsforbrænding. Den fastsætter strenge grænseværdier for emissioner fra stationære forureningskilder og foreslår bedste begrænsningsteknologier for disse kilder, f.eks. særlige filtre eller vaskere til forbrændingskilder eller processer uden brug af kviksølv. Parterne skal i henhold til protokollen udfase blyholdig benzin. Den indfører ligeledes foranstaltninger for at nedbringe emissionen af tungmetaller fra andre produkter, f.eks. kviksølv i batterier, og indeholder forslag om indførelse af forvaltningsforanstaltninger for andre kviksølvholdige produkter, f.eks. elektroniske komponenter, måleudstyr, lysstoflamper, tandfyldningsamalgam, pesticider og maling. Protokollen blev ændret i 2012 for at indføre strengere emissionsgrænseværdier for emissioner af partikler og cadmium, bly og kviksølv, som gælder for visse forbrændingskilder og andre industrielle emissionskilder, der frigiver dem i atmosfæren. Kategorierne af emissionskilder for de tre tungmetaller blev ligeledes udvidet til produktion af ferrosilicummanganlegeringer, for dermed at udvide anvendelsesområdet for industrielle aktiviteter, som der er fastsat emissionsgrænser for.
• Protokollen fra 1998 om persistente organiske miljøgifte, hvis ultimative mål er at eliminere enhver udledning, emission og tab af sådanne miljøgifte. Protokollen forbyder direkte produktion og brug af visse produkter, mens andre var planlagt til eliminering på et senere tidspunkt. Den omfatter bestemmelser vedrørende behandlingen af affald fra produkter, der er forbudt, og forpligter parterne til at nedbringe deres emission af dioxiner, furaner, polycykliske aromatiske kulbrinter og hexachlorbenzen (HCB) til under niveauerne i 1990 (eller et andet år mellem 1985 og 1995). Den fastsætter specifikke grænseværdier for forbrændingen af kommunalt, farligt og medicinsk affald. Den fokuserede oprindeligt på en liste med 16 stoffer, der var blevet udpeget i overensstemmelse med aftalte risikokriterier. Stofferne bestod af 11 pesticider, to industrikemikalier og tre biprodukter/forurenende stoffer. Protokollen blev ændret i 2009 for at inkludere syv nye stoffer: hexachlorbutadien, octabromdiphenylether, pentachlorbenzen, pentabromodiphenylether, perfluorooktansulfonat, polychloreret naphthalen og kort chlorparaffin. Parterne reviderede forpligtelserne for stofferne DDT, heptachlor, HCB og PCB samt for emissionsgrænseværdier fra affaldsforbrænding. For at lette protokollens ratificering i lande med overgangsøkonomi indførte parterne fleksibilitet for disse lande vedrørende tidsfristerne for anvendelsen af emissionsgrænseværdier og bedste begrænsningsteknologier (BAT).
• Protokollen fra 1999 om reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen (Göteborgprotokollen): den fastsætter nationale emissionslofter for 2010 til 2020 for fire forurenende stoffer: svovldioxid (SO₂), NO_x, flygtige organiske forbindelser og NH₃. Den fastsætter også stramme grænseværdier for specifikke emissionskilder (f.eks. forbrændingsanlæg, elektricitetsproduktion, kemisk rensning, biler og lastbiler), og det er et krav, at der anvendes de bedste begrænsningsteknologier til at holde emissionerne nede. Emissioner af flygtige organiske forbindelser fra produkter som maling eller aerosoler skal ligeledes reduceres, og landmændene er forpligtet til at træffe bestemte foranstaltninger for at kontrollere emissionen af NH₃. Protokollen blev ændret i 2012 til også at omfatte nationale emissionsreduktionstilsagn, som skulle nås inden 2020 og fremover (disse ændringer blev ratificeret af EU med Rådets afgørelse (EU) 2017/1757). Flere af protokollens tekniske bilag blev ændret med ajourførte emissionsgrænseværdier for både stationære og mobile kilder. Den reviderede protokol er også den første bindende aftale, der omfatter emissionsreduktionsforpligtelser for fine partikler. Protokollen omfatter nu også foranstaltninger til håndtering af kortlivede klimaforurenende sodpartikler. Reduktion af partikler (herunder sod) via gennemførelse af protokollen anses således for at være et vigtigt skridt til reduktion af luftforureningen, samtidig med at det letter opnåelsen af klimamæssige sidegevinster.

Politisk samarbejde

Konventionen pålægger parterne at udvikle og gennemføre hensigtsmæssige politikker og strategier, herunder især systemer til forvaltning af luftkvaliteten.

Parterne mødes regelmæssigt og mindst én gang årligt for at gøre status på fremskridtene og samordne indsatsen i tilknytning til konventionen.

Videnskabeligt samarbejde

Parterne har aftalt at gennemføre samordnede forsknings- og udviklingsaktiviteter, navnlig for at reducere emissioner af de vigtigste luftforurenende stoffer, overvåge og måle emissionsniveauer og koncentrationer af disse stoffer og forstå deres virkninger for sundheden og miljøet.

Udveksling af oplysninger

Parterne har aftalt at udveksle oplysninger, navnlig data vedrørende:

• emissioner af de vigtigste luftforurenende stoffer (navnlig SO₂) og deres virkninger
• elementer, som vil kunne forårsage vigtige ændringer i den grænseoverskridende luftforurening over store afstande (navnlig i de nationale politikker eller i den industrielle udvikling)
• teknikker for mindskelse af luftforureningen
• nationale politikker og strategier for bekæmpelse af de vigtigste luftforurenende stoffer.

Samarbejde om overvågning af forurening

• Parterne deltager i samarbejdsprogrammet for overvågning og vurdering af transport af luftforurenende stoffer over store afstande i Europa (EMEP). Aktiviteterne i programmet finansieres under en særskilt protokol (EMEP-protokollen) og skal forsyne konventionens parter med:
  • videnskabelige oplysninger om overvågning af atmosfæren samt EDB-modeller
  • emissionsevaluering
  • udarbejdelse af prognoser.
• For at sikre et vellykket samarbejde giver konventionen mulighed for:
  • at anvende dette program, som oprindeligt fokuserede på overvågning af SO₂ og beslægtede stoffer, på andre vigtige luftforurenende stoffer
  • at overvåge sammensætningen af medier, der vil kunne blive forurenet af de pågældende stoffer (vand, jord og vegetation), samt virkningerne for sundheden og miljøet
  • at tilvejebringe meteorologiske og fysiske og kemiske data om fænomener, der opstår under transporten
  • at anvende sammenlignelige eller standardiserede overvågnings- og modelleringsmetoder, når det er muligt
  • at integrere EMEP i hensigtsmæssige nationale og internationale programmer
  • regelmæssigt at udveksle informationer, der hidrører fra denne overvågning.

IKRAFTTRÆDELSESDATO

Konventionen trådte i kraft den 16. marts 1983, 90 dage efter datoen for tidspunktet for deponeringen af det 24. instrument til ratificering, accept, godkendelse eller tiltrædelse.

BAGGRUND

• Genèvekonventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande fastlægger en ramme for mellemstatsligt samarbejde med henblik på at beskytte sundhed og miljø mod luftforurening, som vil kunne berøre flere lande. Konventionen blev undertegnet i 1979 i Genève inden for rammerne af De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UNECE) og trådte i kraft i 1983.
• For yderligere oplysninger henvises til Miljøpolitik (UNECE).

HOVEDDOKUMENTER

Konvention om grænseoverskridende luftforurening over store afstande — Resolution om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (EUT L 171 af 27.6.1981, s. 13-24).

Rådets afgørelse 81/462/EØF af 11. juni 1981 om indgåelse af konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (EUT L 171 af 27.6.1981, s. 11-12).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets afgørelse (EU) 2017/1757 af 17. juli 2017 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af en ændring til 1999-protokollen til konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen (EUT L 248 af 27.9.2017, s. 3-75).

Rådets afgørelse (EU) 2016/768 af 21. april 2016 om godkendelse af ændringerne til protokollen fra 1998 om tungmetaller til konventionen fra 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (EUT L 127 af 18.5.2016, s. 8-20).

Rådets afgørelse (EU) 2016/769 af 21. april 2016 om godkendelse af ændringerne til protokollen fra 1998 om persistente organiske miljøgifte til konventionen fra 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (EUT L 127 af 18.5.2016, s. 21-31).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17-119).

Efterfølgende ændringer af direktiv 2010/75/EU er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Rådets afgørelse 2004/259/EF af 19. februar 2004 om indgåelse på Fællesskabets vegne af protokollen til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående persistente organiske miljøgifte (POP) (EUT L 81 af 19.3.2004, s. 35-36).

Protokol til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående persistente organiske miljøgifte (EUT L 81 af 19.3.2004 s. 37-71).

Rådets afgørelse 2003/507/EF af 13. juni 2003 om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af protokollen til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen (EUT L 179 af 17.7.2003, s. 1-2).

Protokol til Konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen (EUT L 179 af 17.7.2003, s. 3-54).

Rådets afgørelse 2001/379/EF af 4. april 2001 om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af tungmetalprotokollen til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (EFT L 134 af 17.5.2001, s. 40).

Tungmetalprotokollen til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (EFT L 134 af 17.5.2001, s. 41-64).

Rådets afgørelse 98/686/EF af 23. marts 1998 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af protokollen til konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående yderligere begrænsning af emissionen af svovl (EFT L 326 af 3.12.1998, s. 34).

Protokol til konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående yderligere begrænsning af emissionen af svovl (EFT L 326 af 3.12.1998, s. 35-56).

Rådets afgørelse 93/361/EØF af 17. maj 1993 om Fællesskabets tiltrædelse af protokollen til konventionen af 1979 om grænseoverskridende forurening over store afstande, angående begrænsning af emissionen af kvælstofoxider og disses transport på tværs af grænserne (EFT L 149 af 21.6.1993, s. 14-15).

Protokol til konventionen af 1979 om grænseoverskridende forurening over store afstande, angående begrænsning af emissionen af kvælstofoxider og disses transport på tværs af grænserne (EFT L 149 af 21.6.1993, s. 16-26).

Rådets afgørelse 86/277/EØF af 12. juni 1986 om indgåelse af protokollen til konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, om langsigtet finansiering af samarbejdsprogrammet for overvågning og vurdering af transport af luftforurenende stoffer over store afstande i Europa (EMEP) (EFT L 181 af 4.7.1986, s. 1).

Protokol til konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, om langsigtet finansiering af samarbejdsprogrammet for overvågning og vurdering af transport af luftforurenende stoffer over store afstande i Europa (EMEP) (EFT L 181 af 4.7.1986, s. 2-5).

seneste ajourføring 08.09.2020