En energipolitik for Europa
Med en energipolitik for Europa vil Den Europæiske Union kunne tage et resolut skridt i retning mod at skabe en økonomi baseret på mere sikker, konkurrencedygtig og varig energi. De primære målsætninger på energiområdet er at sikre et velfungerende indre marked for energi, strategisk energiforsyningssikkerhed, konkret nedsættelse af udledningen af drivhusgasser som følge af produktion og forbrug af energi samt markering af et EU, der taler med én stemme på den internationale scene.
DOKUMENT
Meddelelse fra Kommissionen til det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet af 10. januar 2007 - En energipolitik for Europa [KOM(2007) 1 endelig. - Ikke offentliggjort i EU-Tidende].
RESUMÉ
Denne meddelelse indeholder en strategisk analyse af energisituationen i Europa og et forslag til en integreret pakke af foranstaltninger, som tilsammen skal udgøre en europæisk energipolitik (energipakken).
BEHOVET FOR EN EUROPÆISK ENERGIPOLITIK
Den Europæiske Union står over for en række udfordringer med hensyn til bæredygtighed, udledning af drivhusgasser, forsyningssikkerhed, afhængighed af energiimport, konkurrencedygtighed og effektiv gennemførelse af det indre marked for energi.
Det mest effektive svar på disse udfordringer, som alle medlemsstater står over for, vil være at opstille en europæisk energipolitik.
EU ønsker at indlede en ny industriel revolution og skabe en økonomi baseret på højeffektiv energiudnyttelse og lav CO2-udledning. Med henblik herpå har EU udstukket flere vigtige målsætninger på energiområdet.
EFFEKTIV GENNEMFØRELSE AF DET INDRE ENERGIMARKED
Der er indført et indre energimarked i Fællesskabet for at give forbrugerne reel mulighed for at vælge forsyningsselskab til rimelige og konkurrencedygtige priser. Som det fremgår af meddelelsen om udsigterne for det indre gas- og elmarked og af undersøgelsen af konkurrencen i el- og gassektoren, er der stadig forhold, som hindrer de europæiske lande og forbrugere i at drage fuld nytte af åbningen af markederne for el og gas.
Det er derfor vigtigt at fortsætte bestræbelserne for at skabe et effektivt indre energimarked.
Et konkurrencedygtigt marked
Det er nødvendig at sikre en klarere adskillelse mellem systemoperatører og produktions- og forsyningsvirksomheder på el- og gasmarkedet.
Når en virksomhed kontrollerer både energidistributionsnettene og produktion og salg, er der risiko for forskelsbehandling og misbrug. En vertikalt integreret virksomhed har nemlig ikke særlig interesse i at øge netkapaciteten og derved udsætte sig selv for øget konkurrence på markedet med heraf følgende lavere priser.
En adskillelse mellem netvirksomhederne og forsynings- og produktionsvirksomhederne vil tilskynde virksomhederne til at investere mere i forsyningsnettene, hvorved det bliver lettere for nye leverandører at komme ind på markedet, og samtidig øges forsyningssikkerheden.
Adskillelsen kan ske enten ved etablering af en uafhængig systemoperatør, som sikrer drift, vedligeholdelse og udvikling af nettene, og hvor de vertikalt integrerede selskaber forbliver ejere af netaktiviteterne, eller ved en fuldstændig ejendomsmæssig adskillelse.
Et integreret og sammenkoblet marked
Det indre marked for energi afhænger grundlæggende af, hvorledes energihandelen over grænserne fungerer i praksis. Energihandelen er ofte problematisk, da de tekniske standarder er forskellige i medlemsstaterne, og da forsyningsnettene er meget forskelligt udformede.
En effektiv regulering på EU-niveau er således nødvendig. Det drejer sig bl.a. om at harmonisere energimyndighedernes beføjelser og uafhængighed, styrke deres samarbejde, at få dem til at fokusere på gennemførelsen af det indre energimarked og at definere de forskriftsmæssige og tekniske spørgsmål og fælles sikkerhedsnormer, som er nødvendige for at sikre energihandelen over grænserne.
For at et europæisk energiforsyningsnet skal kunne blive en realitet, kræves der, ifølge planen for hovedopgaverne i sammenkoblingen af forsyningsnettene, politisk og finansiel støtte til etableringen af de infrastrukturer, der er udpeget som essentielle, samt udpegelse af europæiske koordinatorer til at følge de mest problematiske af de prioriterede projekter.
Energiforsyning som offentlige service
EU agter at videreføre sin kamp mod energifattigdom ved at udforme et energikundecharter. Chartret skal bl.a. sikre indførelse af støtteordninger, der kan hjælpe de mest sårbare borgere til at klare sig, når energipriserne stiger, og sikre bedre information til borgerne om de forskellige leverandører og forsyningsmuligheder.
ENERGIFORSYNINGSSIKKERHED
Det er et prioriteret mål at begrænse EU's sårbarhed med hensyn til import, forsyningsafbrydelser, energikriser og usikkerhed med hensyn til den fremtidige forsyningssituation. Denne usikkerhed er især problematisk for de medlemsstater, som afhænger af en enkelt gasleverandør.
I den nye energipolitik lægges der derfor stor vægt på mekanismer, som kan sikre solidariteten mellem medlemsstaterne og en spredning af forsyningskilder og ruter for energitransport.
Mekanismerne til forvaltning af strategiske oliereserver bør styrkes, og mulighederne for at forbedre gasforsyningssikkerheden bør undersøges nærmere. En bedre elforsyningssikkerhed er et prioriteret mål, som også bør sikres.
NEDBRINGELSE AF DRIVHUSGASEMISSIONERNE
Energiproduktion og -forbrug står for 80 % af den samlede udledning af drivhusgasser i EU.
EU er fast besluttet på at bekæmpe klimaforandringerne og forpligter sig til at nedsætte medlemsstaternes udledning af drivhusgasser med mindst 20 % inden 2020. EU opfordrer endvidere industrilandene til at indgå en international aftale, hvorved de forpligter sig til at mindske udledningen af drivhusgasser med 30 % inden 2020. Som led i en sådan aftale vil EU fastsætte et nyt mål om at skære sine drivhusgasemissioner 30 % ned i forhold til 1990. Disse mål udgør kernen i EU's strategi for at begrænse klimaændringerne.
En reduktion af drivhusgasudledningerne forudsætter imidlertid en nedsættelse af energiforbruget og øget anvendelse af ren energi.
Energieffektivitet
I handlingsplanen for energieffektivitet (2007-2012) har EU fastsat et mål om at sænke energiforbruget med 20 % inden 2020.
Det kræver en koncentreret indsats at realisere dette mål, især med hensyn til energibesparelser i transportsektoren, udarbejdelse af mindstenormer for effektiviteten af energiforbrugende udstyr, transmission og distribution af varme og el samt udvikling af energiteknologier og bygningers energimæssige ydeevne.
EU agter endvidere at få indført en fælles energisparepolitik på globalt plan ved indgåelse af en international aftale om energieffektivitet.
Vedvarende energi
Anvendelsen af vedvarende energi (vindkraft, solenergi og fotovoltaisk energi, biomasse og biobrændstof, jordvarme og varmepumper) bidrager klart til at begrænse klimaforandringen. Desuden er den vedvarende energi med til at sikre energiforsyningen og jobskabelsen i Europa, takket være stigningen i produktion og forbrug af lokal energi.
Alligevel udgør vedvarende energi fortsat en marginal andel af den europæiske energiproduktion, idet produktionsomkostningerne stadig er højere end ved anvendelse af traditionelle energikilder.
For at fremme anvendelsen af vedvarende energi har EU i køreplanen for vedvarende energi fastsat som bindende mål, at den vedvarende energis andel skal øges til 20 % i 2020.
Dette mål kræver fremskridt inden for de tre områder, som især er berørt af vedvarende energi: elektricitet (forøgelse af elproduktionen på grundlag af vedvarende energi og etablering af bæredygtig elproduktion fra fossile brændstoffer gennem CO2-opsamling og -lagring), biobrændstoffer, der inden 2020 skal tegne sig for 10 % af brændstof til biler, samt systemer til opvarmning og køling.
UDVIKLING AF ENERGITEKNOLOGIER
Energiteknologierne spiller en afgørende rolle ved at sikre konkurrencedygtighed og bæredygtighed og større forsyningssikkerhed. De er endvidere nødvendige for at kunne gennemføre de øvrige energipolitiske målsætninger.
EU er førende på verdensplan inden for vedvarende energi og agter at fastholde denne position og også spille en ledende rolle på det hastigt voksende marked for kulfattige energiteknologier.
EU bør således udvikle eksisterende teknologier, der sikrer højeffektiv energiudnyttelse og finde nye teknologier, herunder navnlig teknologier, der tager sigte på energieffektivitet og vedvarende energi.
Selvom EU bliver i stand til at gennemføre en betydelig spredning i sit enermix, vil EU fortsat være afhængig af olie og kul og bør derfor satse mere på kulfattige fossile brændstofteknologier, især teknologier til CO2-opsamling og -lagring.
Investeringerne i denne teknologiske udvikling vil bidrage direkte til EU's strategi for vækst og beskæftigelse.
Kommissionen fremlægger et udkast til en strategisk energiteknologiplan for Europa, som skal omfatte hele innovationsprocessen fra grundforskning til markedsføring. Denne strategiske plan støtter det 7. rammeprogram for forskning, som lægger op til en 50 % forøgelse af de årlige udgifter til energiforskning, samt programmet " intelligent energi i Europa ".
KERNEKRAFTENS FREMTID
I betragtning af den stigende bekymring for energiforsyningssikkerheden og udledningen af CO2 er kernekraften en af de kulfattige energikilder, som er mest stabil med hensyn til omkostninger og forsyningssikkerhed.
Beslutningen om at anvende kernekraft tilkommer medlemsstaterne. I det vejledende kerneenergiprogram lægges der imidlertid vægt på behovet for en fælles og sammenhængende politik med hensyn til sikkerhed og ikke-spredning samt og nedlæggelse af kernekraftanlæg og håndtering af nukleart affald.
EN FÆLLES INTERNATIONAL ENERGIPOLITIK
EU kan ikke alene realisere målsætningen om sikker, konkurrencedygtig og bæredygtig energi. Der er behov for at inddrage og samarbejde med industri- og udviklingslande, forbrugere og producenter af energi samt energitransitlande. For at sikre effektivitet og sammenhæng er det således vigtigt, at EU's medlemsstater taler med én stemme om internationale energispørgsmål.
EU vil spille en førende rolle ved udarbejdelsen af internationale energiaftaler, bl.a. ved at styrke energichartertraktaten, ved at tage initiativ til en aftale om energieffektivitet og ved at deltage aktivt i ordningen om klimaændringer som opfølgning på Kyoto-aftalen.
EU's forhold til forbrugerlandene (som f.eks. USA (EN), Indien (EN), Brasilien (EN) og Kina (EN)) og til producentlandene (f.eks. Rusland (EN), Norge (EN), OPEC-landene (EN) og Algeriet) samt transitlande (som f.eks. Ukraine (EN)) er af a fgørende betydning for den geopolitiske sikkerhed og den økonomiske stabilitet. EU bestræber sig således på at udvikle transparente, forudsigelige og gensidige energipartnerskaber med disse lande, herunder især EU's nabolande. EU foreslår ligeledes et nyt partnerskab med Afrika omkring en lang række energispørgsmål.
EU bestræber sig endvidere på at hjælpe udviklingslandene med at etablere decentraliserede, økonomisk overkommelige, pålidelige og bæredygtige energitjenester. EU opfordrer disse lande, herunder især de afrikanske lande, til at straks at investere i vedvarende energi og i den nye generation af rene energiteknologier.
KONTEKST
Udviklingen af en europæisk energipolitik var en central del af det europæiske projekt med EKSF-traktaten (traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab) i 1951 og EURATOM-traktaten (traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab) i 1957. På trods af de senere økonomiske og geopolitiske forskydninger, spiller energipolitikken fortsat en afgørende rolle.
Den energipakke, som Kommissionen fremlagde den 10. januar 2007, skal ses som en opfølgning af grønbogen om en europæisk energistrategi: bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed, og den sætter fornyet fokus på EU's aktivitet på dette område.
På grundlag af energipakken vedtog stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råds møde den 9. marts 2007 en omfattende energihandlingsplan for perioden 2007-2009.
Seneste ajourføring: 02.11.2007