De transeuropæiske energinet

I de nye retningslinjer for de transeuropæiske energinet opstilles der i henhold til de fastlagte målsætninger og prioriteter en liste over projekter, som kan komme i betragtning til fællesskabsfinansiering, og der indføres bl.a. begrebet vedrørende projekt af europæisk interesse. Retningslinjerne styrker i øvrigt koordineringen omkring projekterne og integrerer fremover fuldt ud de nye medlemsstater.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1364/2006/EF af 6. september 2006 om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet og om ophævelse af beslutning 96/391/EF og beslutning nr. 1229/2003/EF.

RESUMÉ

I de nye retningslinjer for de transeuropæiske energinet opstilles der i henhold til de fastlagte målsætninger og prioriteter en liste over projekter, som kan komme i betragtning til fællesskabsfinansiering, og der indføres bl.a. begrebet vedrørende projekt af europæisk interesse.

Konkretisering af målsætningerne for de transeuropæiske energinet

Sammenkobling, interoperabilitet og udbygning af de transeuropæiske net for transport af elektricitet og gas er et absolut nødvendigt instrument for den effektive gennemførelse af det indre energimarked og det indre marked som helhed. Brugerne får således et tilbud om tjenester af bedre kvalitet og et større valg takket være spredning af energikilderne, alt sammen til mere konkurrencedygtige priser. Der skal derfor etableres tættere forbindelser mellem de nationale markeder i alle medlemsstaterne. I forbindelse hermed er de nye medlemsstater fremover fuldt integrerede i Fællesskabets retningslinjer for de transeuropæiske energinet.

De transeuropæiske energinet spiller ligeledes en afgørende rolle med hensyn til sikring og diversificering af forsyningen. Interoperabiliteten med energinettene i tredjelande (tiltrædelses- eller kandidatlande, lande i Europa, i Middelhavs- og Sortehavsområdet samt området omkring Det Kaspiske Hav, Mellemøsten og området omkring Den Arabiske Golf) er af afgørende betydning.

Adgangen til de transeuropæiske energinet bidrager i øvrigt til at bringe mindre gunstigt stillede områder, øområder, isolerede områder og fjerntbeliggende områder ud af deres isolation og styrker således den territoriale samhørighed i EU.

Sammenkoblingen af de transeuropæiske energinet bidrager endelig til en bæredygtig udvikling, bl.a. gennem en bedre sammenkobling af anlæg til fremstilling af vedvarende energi, men også gennem udnyttelse af mere effektive teknologier, der begrænser tab og nedbringer miljørisiciene i forbindelse med energitransport og -transmission.

Projekter af fælles interesse, prioriterede projekter og projekter af europæisk interesse

I beslutning nr. 1364/2006/EF angives de projekter, der er berettiget til fællesskabsstøtte i henhold til forordning (EF) nr. 2236/95, og de opstilles i tre kategorier.

Projekter af fælles interesse vedrører de elektricitets- og gasnet, der er omhandlet af beslutningen, og svarer til dennes målsætninger og prioriteter. Projekterne skal forekomme økonomisk levedygtige. En analyse af omkostninger og fordele i forbindelse med miljøaspekter, forsyningssikkerhed og territorial samhørighed giver mulighed for at vurdere et projekts økonomiske levedygtighed. Projekter af fælles interesse er opført i bilag II og III til beslutningen.

Prioriterede projekter defineres blandt projekterne af fælles interesse. De er karakteriseret ved en væsentlig indvirkning på det indre markeds funktion, forsyningssikkerheden eller udnyttelsen af vedvarende energikilder. De prioriterede projekter, som er opført i bilag I til beslutningen, har prioritet ved tildelingen af finansiel støtte fra Fællesskabet.

Visse prioriterede projekter, som har en grænseoverskridende karakter eller en væsentlig virkning for den grænseoverskridende transmissionskapacitet, erklæres som værende projekter af europæisk interesse. Disse projekter, som ligeledes er opført i bilag I, har prioritet ved tildeling af finansiering fra Fællesskabet over budgettet for transeuropæiske energinet, og de har særlig prioritet ved finansiering i forbindelse med andre af Fællesskabets budgetter.

Gunstige vilkår for udviklingen af de transeuropæisk energinet

Fællesskabets retningslinjer vedrørende de transeuropæiske energinet understreger vigtigheden af at lette og fremskynde gennemførelsen af projekter, navnlig i forbindelse med projekter af europæisk interesse.

Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at reducere forsinkelser mest muligt under hensyntagen til miljøreglerne. Godkendelsesprocedurerne skal bl.a. afsluttes hurtigt. Tredjelande skal ligeledes lette gennemførelsen af projekter, der delvis befinder sig på deres områder, jf. traktatens bestemmelser om energichartret.

De nye retningslinjer fastlægger ligeledes rammerne for en styrket koordinering, navnlig for så vidt angår projekter af europæisk interesse. Det fastsættes således, at der skal udveksles oplysninger og afholdes koordineringsmøder mellem medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af nettenes grænseoverskridende afsnit.

Hvis der opstår betydelige forsinkelser eller problemer med gennemførelsen af et projekt af europæisk interesse, er der endvidere mulighed for, at en EU-koordinator kan gribe ind. Dennes opgave består i at fremme koordineringen mellem de forskellige parter, der er involveret i gennemførelsen af nettets grænseoverskridende afsnit, og sikre, at projektet følges op.

Efter anmodning fra de pågældende medlemsstater kan en EU-koordinator ligeledes gribe ind i forbindelse med andre projekter vedrørende transeuropæiske energinet.

Støttens exceptionelle karakter

Budgettet for de transeuropæiske energinet (ca. 20 mio. EUR om året) anvendes generelt til gennemførlighedsundersøgelser. Andre fællesskabsinstrumenter kan også anvendes til at medfinansiere investeringerne, f.eks. strukturfondene i konvergensregionerne.

Denne finansielle støtte er dog af exceptionel karakter og må ikke føre til en fordrejning af konkurrencen. Det er fortsat reglen, at bygning og vedligeholdelse af energiinfrastrukturer bør ske i henhold til markedsprincipperne.

Kontekst

Oprettelsen og udviklingen af transeuropæiske net, bl.a. på energiområdet, er omhandlet i artikel 154 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I EF-traktatens artikel 155 og 156 fastsættes det, at der skal opstilles retningslinjer, omfattende mål og prioriteter samt hovedlinjerne i aktionerne.

Fællesskabets nye retningslinjer ajourfører de retningslinjer, der blev vedtaget i 2003, som igen ajourførte de første retningslinjer, der blev vedtaget i 1996.

Referencer

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Beslutning nr. 1364/2006/EF

12.10.2006

-

EUT L 262 af 22.9.2006

See also

Seneste ajourføring: 05.04.2007