Gennemførelse af EU’s konkurrenceregler: anvendelse af artikel 101 og 102 i TEUF

Til gavn for både forbrugere og erhvervsdrivende har Den Europæiske Union (EU) regler til at forbyde karteller, der fastsætter priser eller deler markeder mellem konkurrenter. EU søger også at forhindre, at selskaber misbruger deres dominerende stilling på et marked, for eksempel ved at opkræve urimelige priser eller begrænse udbuddet.

Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82.

Den gennemfører EU’s konkurrenceregler i artikel 101 (samordnet praksis, der begrænser konkurrencen) og artikel 102 (misbrug af dominerende stilling) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (tidligere artikel 81 og 82 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten)). Den indførte regler, der først og fremmest ændrede aspekter vedrørende håndhævelsen af EU’s politik på konkurrenceområdet.

Den giver mulighed for, at de regler, som Europa-Kommissionen hidtil har anvendt, kan håndhæves decentralt af EU-landenes konkurrencemyndigheder. Den har således styrket de nationale antitrustmyndigheders rolle i gennemførelsen af EU’s konkurrencelovgivning. Det giver Kommissionen mulighed for at målrette sine ressourcer mod håndhævelsen af de mest alvorlige overtrædelser af konkurrencereglerne, der har en grænseoverskridende dimension.

Sager i forbindelse med undersøgelse af konkurrencebegrænsende aftaler (f.eks. karteller) udløses af:

Europa-Kommissionen har vidtrækkende beføjelser i de undersøgelser, den selv iværksætter. De omfatter retten til at anmode om oplysninger fra selskaber, men også til at få adgang til virksomhedernes lokaler, tage deres forretningspapirer og afhøre deres repræsentanter.

Hvis Kommissionen, på baggrund af dens indledende undersøgelser, beslutter at følge op med en dybdegående undersøgelse, udarbejder Kommissionen en meddelelse af klagepunkter, som den sender til de pågældende virksomheder.

De virksomheder, der bliver undersøgt, må få adgang til Kommissionens sagsakter og besvare meddelelsen af klagepunkter. De kan også anmode om en høring. Hvis Kommissionen efter denne fase stadig er overbevist om, at der er tale om en overtrædelse, kan den udstede en afgørelse om overtrædelse, der kan omfatte sanktionering af parterne.

Kommissionen kan i stedet beslutte at vedtage en beslutning om tilsagn, hvor der ikke pålægges nogen bøder. Her afgiver parterne tilsagn om at imødekomme Kommissionens betænkeligheder, normalt i en bestemt periode. Hvis de bryder deres tilsagn, kan de sanktioneres.

I medfør af direktiv 2014/104/EU kan ofre for karteller eller overtrædelser af antitrustlovgivningen få erstatning for de skader, de har lidt.

En national konkurrencemyndighed eller Kommissionen kan indlede en undersøgelse på eget initiativ eller på grundlag af en klage.

Det første vigtige trin i sådanne sager er at vurdere, om det involverede selskab er »dominerende«. Dette omfatter en definition af selskabets marked, hvad angår de(t) produkt(er), selskabet leverer, og det geografiske område, hvor de sælges. Som hovedregel er det usandsynligt, at en markedsandel på under 40 % er dominerende.

Andre faktorer tages også i betragtning, såsom barrierer for nye leverandørers adgang til markedet, eller i hvilket omfang det selskab, der undersøges, er involveret i forskellige led i forsyningskæden (kendt som »vertikal integration«).

Næste trin er at finde ud af, om denne dominerende stilling bliver misbrugt på grund af praksis såsom underbudspolitik (priser, der underbyder konkurrenternes), insisteren på, at selskabet er eneleverandør osv.

Konkurrencemyndighederne har samme undersøgelsesbeføjelser som i forbindelse med procedurerne under artikel 101. Aspekter såsom ret til kontradiktion, ordningen om meddelelse af klagepunkter, beslutning om tilsagn, bøder og erstatning er også ens.

Endelig giver et europæisk konkurrencenetværk, der består af nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen, mulighed for at udveksle oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, for at bidrage til håndhævelsen af overtrædelser af konkurrencereglerne.

REFERENCER

Dokument	Ikrafttrædelsesdato	Gennemførelsesdato i medlemsstaterne	Den Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 1/2003	24.1.2003	-	EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1-25

Ændringsretsakt(er)	Ikrafttrædelsesdato	Gennemførelsesdato i medlemsstaterne	Den Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 411/2004	9.3.2004	-	EUT L 68 af 6.3.2004, s. 1-2
Forordning (EF) nr. 1419/2006	18.10.2006	-	EUT L 269 af 28.9.2006, s. 1-3
Forordning (EF) nr. 169/2009	25.3.2009	-	EUT L 61 af 5.3.2009, s. 1-5
Forordning (EF) nr. 246/2009	14.4.2009	-	EUT L 79 af 25.3.2009, s. 1-4
Forordning (EF) nr. 487/2009	1.7.2009	-	EUT L 148 af 11.6.2009, s. 1-4

De ændringer og rettelser, som følger af forordning (EF) nr. 1/2003, er blevet integreret i den originale tekst. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EØS-relevant tekst) (Den Europæiske Unions Tidende L 349 af 5.12.2014, s. 1-19).