Retningslinjerne tilvejebringer i overensstemmelse med artikel 101, stk. 1 og 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) en vurderingsramme, der skal hjælpe virksomhederne til fra sag til sag med at afgøre, om deres samarbejdsaftaler er forenelige med konkurrencereglerne (se resumé).
Et samarbejde er »horisontalt«, hvis det består i en aftale eller samordnet praksis mellem virksomheder, der er eller kan blive konkurrenter. Retningslinjerne gælder også for horisontale samarbejdsaftaler mellem ikke-konkurrerende virksomheder, for eksempel mellem to virksomheder, der agerer på de samme produktmarkeder, men på forskellige geografiske markeder uden at være potentielle konkurrenter.
Horisontale samarbejdsaftaler kan ofte medføre betydelige økonomiske fordele, når de bliver et middel til risikodeling, omkostningsbesparelser, investeringsforøgelse, fælles udnyttelse af knowhow, forbedring af produkternes kvalitet, udvidelse af produktsortimentet og hurtigere iværksættelse af innovation. Horisontale samarbejdsaftaler kan imidlertid skabe konkurrencemæssige problemer når de har en negativ indvirkning på priser, produktion, innovation, produktsortiment eller produktkvalitet.
Disse retningslinjer tager sigte på at skabe et analysegrundlag for de mest almindelige former for horisontale samarbejdsaftaler med henblik på kontrol af, om de er forenelige med artikel 101 i TEUF.
De finder kun anvendelse på de mest almindelige typer samarbejde:
Aftaler, der indgås mellem virksomheder i forskellige produktions- eller distributionsled (vertikale aftaler), behandles principielt i forordning (EU) nr. 330/2010, »gruppefritagelsesforordningen« om vertikale begrænsninger (se resumé) og retningslinjerne for vertikale begrænsninger (se resumé). I det omfang vertikale aftaler indgås mellem konkurrenter, skal de vurderes efter de principper, der finder anvendelse på horisontale aftaler. Hvis horisontale aftaler medfører en koncentration, finder forordning (EF) nr. 139/2004, »fusionsforordningen«, anvendelse (se resumé).
Retningslinjerne indeholder vurderingskriterier for anvendelsen af konkurrencereglerne i henhold til artikel 101 i TEUF:
Vurderingskriterier i henhold til artikel 101, stk. 1, i TEUF
Artikel 101, stk. 1, i TEUF forbyder aftaler, der har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. I forbindelse med nærværende retningslinjer omfatter »konkurrencebegrænsning« også at hindre og fordreje konkurrencen. Aftaler med konkurrencebegrænsende formål er aftaler, der ifølge selve deres natur er egnet til at begrænse konkurrencen i henhold til artikel 101, stk. 1, i TEUF, og for disse er det ikke nødvendigt at undersøge aftalens faktiske eller potentielle effekt.
Hvis en horisontal samarbejdsaftale imidlertid ikke har et konkurrencebegrænsende formål, skal det undersøges, om den har mærkbare konkurrencebegrænsende virkninger.
For at en aftale har konkurrencebegrænsende virkninger som omhandlet i artikel 101, stk. 1, i TEUF, skal den have, eller sandsynligvis have, en mærkbar negativ virkning på mindst et af konkurrenceparametrene på markedet, såsom pris, produktion, produktkvalitet, produktsortiment eller innovation. En sådan vurdering af begrænsende virkninger skal foretages i relation til de faktiske retlige og økonomiske forhold, hvorunder konkurrencen ville forme sig, hvis aftalen ikke fandtes.
Aftalens art bestemmes af faktorer som samarbejdsområde, formålet med samarbejdet, de konkurrencemæssige forbindelser mellem parterne og det omfang, hvori de kombinerer deres virksomhed. Disse faktorer er afgørende for de mulige typer konkurrencebegrænsning, der kan foreligge.
Horisontale samarbejdsaftaler kan begrænse konkurrence på flere måder. For eksempel kan produktionsaftaler have en direkte konkurrencebegrænsende virkning, hvis parterne sænker produktionsniveauet. I forbindelse med markedsføringsaftaler er prisfastsættelse den vigtigste konkurrencebegrænsende faktor.
Ved markedsstyrke forstås evnen til i en periode at opnå fordele ved at holde priserne på et højere niveau eller produktionen, dvs. udbuddet, produkternes kvalitet og produktsortimentet eller innovationen, på et lavere niveau, end det ville have været muligt på et konkurrencepræget marked. Markedsstyrke kan etableres på baggrund af begrænset konkurrence mellem parterne.
Udgangspunktet for undersøgelsen af markedsstyrke er parternes position på de markeder, der berøres af samarbejdet. For at kunne undersøge parternes position er det nødvendigt at definere de(t) berørte marked(er) ved hjælp af Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked (se resumé) og beregne parternes samlede markedsandel. Hvis parternes samlede markedsandel er lille, er det usandsynligt, at et horisontalt samarbejde vil få nogen begrænsende virkning. I betragtning af de mange forskellige former for samarbejdsaftaler og de forskellige virkninger, de kan få i forskellige markedssituationer, er det umuligt at fastsætte en generel tærskel for, hvornår markedsandelen indebærer en så stor markedsstyrke, at den kan skabe begrænsende virkninger.
Afhængigt af parternes markedsstilling og koncentrationen på markedet skal der også tages hensyn til andre faktorer, såsom:
Vurderingskriterier i henhold til artikel 101, stk. 3, i TEUF
Når der er påvist en konkurrencebegrænsning som omhandlet i artikel 101, stk. 1, kan en virksomhed påberåbe sig artikel 101, stk. 3. Ifølge forordning (EF) nr. 1/2003 (se resumé) påhviler bevisbyrden den virksomhed, der påberåber sig denne bestemmelse. Anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen er underlagt fire kumulative betingelser:
Når disse fire kriterier er opfyldt, vurderes effektivitetsgevinsterne opnået i kraft af aftalen at opveje den afledte konkurrencebegrænsning.
Udveksling af oplysninger
Retningslinjerne fastlægger de generelle principper for den konkurrencemæssige vurdering af informationsudvekslinger, herunder vurdering ifølge artikel 101, stk. 1 og 3, i TEUF, der gælder for alle typer horisontale samarbejdsaftaler, der indebærer informationsudveksling.
Informationsudveksling kan være af forskellig art som f.eks. direkte deling af data mellem konkurrenter, indirekte deling af data via et fælles agentur eller tredjepart eller data delt gennem virksomhedernes leverandører eller forhandlere. Informationsudveksling kan indebære fordele for virksomhederne, f.eks. ved at sikre virksomhederne omkostningsbesparelser ved at nedbringe deres lagre, samt komme forbrugerne direkte til gode, f.eks. ved at nedbringe deres søgeomkostninger og forbedre deres valgmuligheder. Det kan imidlertid i visse situationer også få konkurrencebegrænsende virkninger, hvor det vil kunne give virksomhederne kendskab til konkurrenternes markedsstrategier. Informationsudveksling mellem konkurrenter kan udgøre en aftale, en samordnet praksis eller en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, som tager sigte på fastsættelse af priser eller mængder. Disse typer informationsudveksling vil normalt blive undersøgt nærmere og blive betragtet som karteller og medføre bøder.
Ud over i tilfælde af karteller vil informationsudveksling kun blive betragtet som havende et konkurrencebegrænsende formål, når konkurrenter udveksler individualiserede oplysninger vedrørende planlagte fremtidige priser eller mængder. Udveksling af alle andre typer information, herunder gældende priser, vil ikke blive behandlet som havende et konkurrencebegrænsende formål og vil blive vurderet i forhold til den konkurrencebegrænsende virkning.
Typer af samarbejdsaftaler
Retningslinjerne beskriver de karakteristiske kendetegn ved visse samarbejdsaftaletyper og anvender vurderingsrammerne beskrevet i artikel 101, stk. 1 og 3, i TEUF beskrevet herover, på hver af følgende aftaletyper:
De trådte i kraft den 14. januar 2011.
For yderligere oplysninger henvises til:
Kommissionens meddelelse — Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler (EUT 11 af 14.1.2011, s. 1-72).
Berigtigelse til Kommissionens meddelelse — Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler (EUT C 33 af 2.2.2011, s. 20).
Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VII — De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne — Kapitel 1 — Konkurrencereglerne — 1. afdeling — Regler for virksomhederne — Artikel 101 (tidl. artikel 81 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 88-89).
Meddelelse fra Kommissionen — Retningslinjer for vertikale begrænsninger (SEK(2010) 411 endelig af 10.5.2010).
Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af 20. april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EUT L 102 af 23.4.2010, s. 1-7).
Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1-22).
Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1-25).
Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 1/2003 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret (EFT C 372 af 9.12.1997, s. 5-13).
seneste ajourføring 03.12.2020