Formålet med EF-varemærkesystemet er at gøre det muligt for virksomhederne at identificere deres varer og tjenesteydelser på samme måde overalt i EU. Systemet gør det muligt ved hjælp af én enkelt ansøgning hos Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Harmoniseringskontoret) (ES) (DE) (EN) (FR) (IT) at få registreret et varemærke, der giver indehaveren en ensartet beskyttelse i hele Fællesskabet.

Der indføres ved forordningen et system, der giver mulighed for at få registreret EF-varemærker ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Harmoniseringskontoret). Et EF-varemærke, som erhverves ved at indgive én enkelt ansøgning om registrering ved Harmoniseringskontoret, har enhedskarakter, dvs. det har samme virkning overalt inden for Fællesskabet.

Et EF-varemærke kan bestå af alle tegn, der kan gengives grafisk (bl.a. ord, afbildninger, bogstaver, tal, varens form eller emballage), for så vidt disse tegn er egnede til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.

Et EF-varemærke kan indehaves af fysiske eller juridiske personer, herunder offentlige virksomheder, som er hhv. statsborgere eller hjemmehørende:

EF-varemærket giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af:

De til EF-varemærket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af:

Indehaveren skal inden fem år regnet fra registreringen gøre reel brug af EF-varemærket inden for Fællesskabet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret.

EF-varemærket betragtes på hele Fællesskabets område som et nationalt varemærke, der er registreret i den medlemsstat, hvor indehaveren har sit hovedsæde, sin bopæl eller et forretningssted på den relevante dato. Der er fastsat bestemmelser om overdragelse af varemærket til tredjemand, tvangsfuldbyrdelse, konkursbehandling og licens samt retsvirkning over for tredjemand (som kan påberåbes over for tredjemand).

Ansøgningen om registrering af et EF-varemærke indgives efter ansøgerens eget valg til Harmoniseringskontoret eller til en medlemsstats centrale myndighed for industriel ejendomsret eller til Benelux-landenes Varemærkemyndighed. Den pågældende myndighed videresender ansøgningen til Harmoniseringskontoret inden to uger efter indgivelsen. Ansøgningen skal indeholde forskellige dokumenter og oplysninger (bl.a. en anmodning om registrering, oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens identitet, og en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering), og der betales et ansøgningsgebyr og i givet fald et eller flere klassegebyrer.

Den, der har ansøgt om registrering af et varemærke i eller for en af de stater, der er tilsluttet Pariserkonventionen, nyder inden for en frist på seks måneder regnet fra datoen for indgivelsen af den første ansøgning prioritet med hensyn til at indgive en ansøgning om registrering af et EF-varemærke for samme mærke.

Indehaveren af et ældre varemærke, der er registreret i en medlemsstat, kan, når han ansøger om registrering af et identisk varemærke som EF-varemærke, påberåbe sig det ældre varemærkes anciennitet.

Forordningen fastsætter de nærmere betingelser for indgivelse af en ansøgning om registrering af et EF-varemærke, betingelserne for anerkendelse som indehaver og tredjemands mulighed for at fremsætte skriftlige bemærkninger over for Harmoniseringskontoret og rejse indsigelse mod varemærkets registrering. Nærmere bestemt indføres der ved forordningen en såkaldt søgningsordning, som har til formål at fastslå eventuelle konflikter med andre ældre rettigheder. Når der indgives en ansøgning om registrering af et EF-varemærke, skal der således foretages to søgninger, dels hos Harmoniseringskontoret, dels hos de nationale myndigheder for industriel ejendomsret, for så vidt angår ældre EF-varemærker eller nationale varemærker eller ansøgninger om registrering heraf (systemet har med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 422/2004 undergået en større ændring, se nedenfor).

Ansøgeren kan til enhver tid tilbagetage sin ansøgning om registrering af EF-varemærket eller begrænse den deri angivne fortegnelse over varer og tjenesteydelser. Er betingelserne opfyldt, offentliggøres ansøgningen om registrering af EF-varemærket.

Registreringsperioden for EF-varemærket er ti år regnet fra den dag, ansøgningen blev indgivet. Registreringen kan fornyes for ti år ad gangen.

Der kan gives afkald på EF-varemærket for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret. EF-varemærkeindehaverens ret erklæres fortabt efter indgivelse af begæring herom til Harmoniseringskontoret:

Forordningen fastsætter, hvilke forhold der kan begrunde, at et EF-varemærke erklæres ugyldigt. Det præciseres også, hvilke konsekvenser EF-varemærkets fortabelse og ugyldighed har, og hvilken procedure der gælder for begæring af et varemærkes fortabelse eller ugyldighed.

Afgørelser truffet af undersøgerne, indsigelsesafdelingerne, afdelingen for administration af varemærker og for juridiske spørgsmål samt annullationsafdelingerne kan påklages. Forordningen fastsætter, hvem der er berettiget til at klage, hvilke frister der gælder, og i hvilken form klagen skal udformes, og præciserer de gældende betingelser for berigtigelse af den påklagede afgørelse, behandling af klagen, afgørelse af klagen og indbringelse af klager for EF-Domstolen).

Et EF-fællesmærke er et EF-varemærke, som ved ansøgningen om registrering betegnes som sådant, og som er egnet til at skelne varer eller tjenesteydelser, der hidrører fra medlemmerne af den sammenslutning, som er indehaver af mærket, fra andre virksomheders varer eller tjenesteydelser. Sammenslutninger af fabrikanter, producenter, tjenesteydende virksomheder eller handlende samt offentligretlige juridiske personer kan indgive ansøgninger om registrering af EF-fællesmærker.

Medlemsstaterne udpeger på deres område det mindst mulige antal nationale retter i første og anden instans, som har enekompetence til at afgøre:

Såfremt en EF-varemærkedomstol finder, at sagsøgte har krænket eller truet med at krænke et EF-varemærke, udsteder den et forbud mod, at sagsøgte krænker eller truer med at krænke EF-varemærket. Den træffer ligeledes foranstaltninger, som tager sigte på at sikre overholdelsen af dette forbud.

Forordningen fastsætter, hvilken procedure der gælder for litispendens og indbyrdes sammenhængende krav i søgsmål om krænkelse af EF-varemærker og nationale varemærker. Den fastsætter desuden betingelserne for forbud mod brug af EF-varemærker i medfør af medlemsstaternes retsregler, bl.a. retten i henhold til medlemsstaternes lovgivning til at anfægte brug af et yngre EF-varemærke som følge af krænkelse af ældre rettigheder.

Ansøgeren eller indehaveren af et EF-varemærke kan i visse tilfælde indgive en begæring om at lade sin ansøgning eller sit EF-varemærke overgå til en ansøgning om registrering som nationalt varemærke.

Harmoniseringskontoret er et fællesskabsorgan. Det har status som juridisk person. Det har i hver medlemsstat den videstgående rets- og handleevne, som i henhold til vedkommende stats lovgivning tillægges juridiske personer. Det kan i særdeleshed erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i retssager.

Ansøgningen om registrering af et EF-varemærke indgives på et af Det Europæiske Fællesskabs officielle sprog. Harmoniseringskontorets sprog er engelsk, fransk, italiensk, spansk og tysk. Ansøgeren skal angive et andet af Harmoniseringskontorets sprog, som han indvilliger i anvendelsen af som eventuelt behandlingssprog.

Forordningen tager sigte på at gennemføre Verdenshandelsorganisationen (ES) (EN) (FR) WTO's TRIPs-aftale (aftalen om handelsrelaterede aspekter af den intellektuelle ejendomsret (ES) (EN) (FR)), der er indgået i forbindelse med Uruguay-runden (1986-1994).

Med denne forordning ændres EF-varemærkesystemet på en række punkter for at forbedre systemets effektivitet og den måde, det fungerer på. Nærmere bestemt forenkles den måde, søgningsordningen for ældre rettigheder fungerer på. Kun den søgning, Harmoniseringskontoret foretager, for så vidt angår ældre EF-varemærker, er fortsat obligatorisk. Ordningen bliver frivillig for de søgninger, der foretages af de nationale myndigheder for industriel ejendomsret. Det er således fortsat muligt at få foretaget en søgning i de nationale varemærkeregistre, men ansøgeren skal udtrykkeligt anmode herom og betale et særligt søgningsgebyr.

Desuden ændres definitionen af indehaver af EF-varemærker med forordningen. Efter den tidligere bestemmelse var EF-varemærkesystemet ikke åbent for personer, der ikke var statsborgere i det pågældende land, eller som ikke var etableret i en medlemsstat eller en stat, der er tilsluttet Pariserkonventionen til beskyttelse af intellektuel ejendomsret, medmindre der var indgået en aftale om gensidig behandling mellem det pågældende tredjeland og EU om anerkendelse af EF-varemærker. Med den nye forordning bortfalder nationalitetskravet og kravet om gensidig behandling. EF-varemærkesystemet er dermed fremover åbent for alle, der ønsker en ensartet beskyttelse af varemærker i EU.

De øvrige ændringer går ud på deling af ansøgningen, oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (med henblik på øget retssikkerhed) og appelkamrene ved Harmoniseringskontoret (en bedre afklaring af deres rolle og tildeling af yderligere midler for at forbedre den måde, de fungerer på).

Det Europæiske Fællesskab forelagde forelagde i 2004 Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) (ES) (EN) (FR) sit tiltrædelsesinstrument til Madrid-protokollen (ES) (EN) (FR) om international registrering af varemærker. Det er første gang, at Fællesskabet som sådant tiltræder en WIPO-traktat. Tiltrædelsen gør det muligt at skabe en forbindelse mellem systemet efter Madrid-protokollen, som forvaltes af WIPO, og EF-varemærkesystemet, som forvaltes af Harmoniseringskontoret.

Siden tiltrædelsesinstrumentet trådte i kraft den 1. oktober 2004, har EF-varemærkeansøgere og -indehavere således kunnet ansøge om international beskyttelse af deres varemærker ved at indgive en international ansøgning efter Madrid-protokollen. Omvendt har indehavere af en international registrering efter Madrid-protokollen ligeledes haft mulighed for at ansøge om beskyttelse af deres varemærker efter EF-varemærkesystemet. Madrid-protokollen omfatter over 60 lande, herunder USA, Japan, Kina, Rusland og Australien.

Referencer

Retsakt	Ikrafttrædelse	Gennemførelse i medlemsstaterne	Den Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 40/94	14.3.1994	-	EFT L 11 af 14.1.1994

Ændringsretsakt(er)	Ikrafttrædelse	Gennemførelse i medlemsstaterne	Den Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 3288/94 [vedtaget efter høringsproceduren CNS/1994/0234]	1.1.1995	-	EFT L 349 af 31.12.1994
Forordning (EF) nr. 422/2004 [vedtaget efter høringsproceduren CNS/2002/0308]	10.3.2004	-	EUT L 70 af 9.3.2004

Rådets afgørelse 2003/793/EF af 27. oktober 2003 om godkendelse af Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af protokollen til Madrid-arrangementet om den internationale registrering af varemærker, vedtaget i Madrid den 27. juni 1989 [Den Europæiske Unions Tidende L 296 af 14.11.2003]

Rådets forordning (EF) nr. 1992/2003 af 27. oktober 2003 om ændring af forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker med henblik på Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af protokollen til Madrid-arrangementet om den internationale registrering af varemærker, vedtaget i Madrid den 27. juni 1989 [Den Europæiske Unions Tidende L 296 af 14.11.2003]

De to retsakter tager sigte på en sammenkædning af EF-varemærkesystemet og det internationale registreringssystem under Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO). Formålet er at gøre det muligt for virksomhederne ved hjælp af én enkelt ansøgning at få beskyttet deres varemærker ikke kun i hele Fællesskabet som EF-varemærker, men også i de lande, der har tiltrådt Madrid-protokollen (f.eks. Kina).

Afgørelse 2003/793/EF omhandler Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af protokollen til Madrid-arrangementet om den internationale registrering af varemærker. Forordning (EF) nr. 1992/2003 indeholder de bestemmelser, der er nødvendige for, at tiltrædelsen kan få virkning, og ændrer Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker. Det vedrører procedurer og virkninger i forbindelse med:

Rådets direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 40 af 11.2.1989].

Dette direktiv (es de en fr) tager sigte på at sikre, at registrerede varemærker nyder samme beskyttelse i de forskellige retsordener i medlemsstaterne.

See also