Praktiske aspekter af indførelsen af euroen: status 1998

Europa-Kommissionen gør status over den praktiske forberedelse i medlemsstaterne og på EU-plan både i den offentlige og private sektor med henblik på indførelsen af euroen samt at oplyse om de initiativer, Kommissionen vil iværksætte.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 11. februar 1998 "De praktiske aspekter af indførelsen af euroen: aktuel situation" [KOM(98) 61 endelig udg. - Ikke offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende].

RESUMÉ

Efter Kommissionens meddelelse af 1. oktober 1997 [KOM(97) 491 endelig udg., ikke offentliggjort i EFT], der opregnede de praktiske forberedelser med henblik på indførelsen af euroen, gøres der i denne meddelelse status over de fremskridt, der er gjort.

De nationale myndigheder: De nationale myndigheders forberedende arbejde går hastigt fremad. Elleve medlemsstater har på nuværende tidspunkt offentliggjort de nationale overgangsplaner (Belgien, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Finland, Frankrig, Portugal og Spanien) eller et fuldstændigt lovforslag om overgangen (Tyskland).

Endvidere har alle medlemsstaterne meddelt, at de har til hensigt at redenominere den omsættelige offentlige gæld, enten straks fra starten af tredje fase eller når de træder ind i ØMU'en, hvis indtrædelsen sker senere.

Kommunikation: På kommunikationsområdet er den vigtigste opgave at udbygge oplysningskampagnerne for den brede offentlighed, de små og mellemstore virksomheder, de lokale myndigheder, embedsmændene (i medlemsstaterne og EU-institutionerne) og tredjelandene. Befolkningsgrupper som ældre, handicappede og særligt sårbare grupper vil få speciel opmærksomhed.

Der er allerede i flere medlemsstater udarbejdet og iværksat omfattende oplysningskampagner i tæt samarbejde med Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Overgangsspørgsmål: Da de fleste af EU-institutionernes finansielle transaktioner er ecu-baserede, vil overgangen til euroen hovedsagelig ske den 1. januar 1999 uden nogen overgangsperiode. Omfanget af særlovgivning om overgangen, som det er nødvendigt at vedtage, er yderst begrænset, og den operationelle omstilling ventes ikke at skabe forstyrrelser. Endvidere vil styringen af EU-budgettet blive meget forenklet.

Det Europæiske Råd i Luxembourg (den 12. og 13. december 1997) bekræftede, at 1. januar 2002 er den dato, hvor eurosedlerne og euromønterne indføres i de medlemsstater, der deltager i den første bølge af den monetære union.

Endvidere er der bred enighed om at begrænse varigheden af den periode, hvor der vil være to valutaenheder i omløb; således har de fleste medlemsstater allerede oplyst, at perioden vil blive betydeligt kortere end seks måneder. De logistiske problemer med opbevaringen af eurosedler og euromønter indtil 2001, store leverancer til forretningsbankerne osv. diskuteres i øjeblikket.

Mønter og sedler: Der er opnået enighed om euromønternes pålydende værdi og tekniske specifikationer (es de en fr). Rådets resolution af 19. januar 1998 bekræfter denne enighed.

Den 17. november 1997 fastlagde Rådet den fælles sides endelige design. Seks lande (Frankrig, Tyskland, Østrig, Irland, Italien og Belgien) har på nuværende tidspunkt offentliggjort designet på den nationale side af deres euromønter.

Omregningskurser og afrunding: Kommissionens tjenestegrene behandler fortsat de spørgsmål, der opstår vedrørende de retlige rammer for euroen (es de en fr). Der er rejst anmodning om en præcisering særlig på to områder, nemlig anvendelsen af omregningskurserne (es de en fr) og bestemmelserne om op- og nedrunding :

• brugen af omregningskurserne mellem euroenheden og en deltagende medlemsstats nationale valutaenhed er obligatorisk i alle tilfælde, hvor der sker en udskiftning eller omregning;
• i forbindelse med omregninger og tilbageomregninger af pengebeløb (f.eks. fra belgiske franc til euro og tilbage igen til belgiske franc) kan der opstå den situation, at det oprindelige og det tilbageomregnede eurobeløb ikke er det samme. Dette problem løses oftest af betalingssystemerne, hvorfor det er bedst at lade bankerne foretage omregningerne. Bankkunder bør derfor så vidt muligt afgive betalingsordre i den valuta, som betalingsforpligtelsen er udtrykt i;
• ved omregninger mellem nationale valutaenheder tilrådes det kraftigt altid at anvende trekantsmetoden (en national valutaenhed mod euroen, derefter euroen mod en anden national valutaenhed), der går via euroenheden;
• der kan i forbindelse med omregning af beløb forekomme en akkumulering af afrundingsforskelle. Hvilken løsning der er den rette vil afhænge af de nærmere omstændigheder, og Kommissionen anser det ikke for hensigtsmæssigt at anbefale den ene eller anden metode.

EDB-Systemer: Hvad angår tilpasning af edb-systemer førte mødet mellem repræsentanter for edb-sektoren og Kommissionen til to hovedkonklusioner :

• for det første blev der slået til lyd for at oprette en "vidensressource" om, hvilke konsekvenser indførelsen af euroen vil få på edb-området;
• for det andet fremhævede man betydningen af at udveksle praktiske erfaringer og fremgangsmåder ved at offentliggøre casestudies og scenarier.

Eurosymbolet: Eurosymbolet er internationalt anerkendt siden registreringen i Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO). Kommissionen har forelagt detaljerede forslag til placering af symbolet på tastaturer.

Bankgebyrer: Forordningerne om euroen omhandler ikke spørgsmålet om bankgebyrer i forbindelse med omregning til euro. Imidlertid begrænser disse forordninger og de nationale bestemmelser bankernes muligheder for at tage gebyrer; f.eks. vil det ikke være tilladt at tage gebyrer for omregning af indgående betalinger eller for omregning af konti ved overgangsperiodens udløb, ligesom bankerne ikke kan kræve et højere gebyr for en tjeneste i euro end for samme tjeneste i den nationale valutaenhed.

I praksis er det konkurrencepresset, der vil være afgørende for bankernes adfærd; generelt agter bankerne ikke at kræve gebyrer for omregning af indgående eller udgående betalinger i national valuta eller euro eller for omregning af konti fra national valuta til euro, hverken i overgangsperioden eller ved udgangen af overgangsperioden, og heller ikke for veksling af sedler og mønter i fase C, når der er tale om "rimelige" beløb.

Kommissionen vil anbefale nogle principper for god praksis for omregning uden gebyr.

Dobbelt prismærkning: Dobbelt prismærkning vil spille en afgørende rolle ved overgangen til euro, og de fleste detailhandlere og offentlige myndigheder vil anvende dobbelt prismærkning og informere, selv om det ikke er en forpligtelse. Kommissionen mener ikke, at indførelse af obligatoriske regler på EU-niveau er den bedste måde, hvorpå man sikrer en dobbelt prismærkning, der svarer til forbrugernes behov, og som indebærer en minimering af omkostningerne ved overgangen til euro. Kommissionen agter imidlertid at udarbejde en henstilling om en "principper for god praksis" for at skabe klarhed og sikkerhed for borgerne. Disse principper skal omfatte:

• anvendelse af faste omregningskurser, når modværdierne skal beregnes i forbindelse med dobbelt prismærkning;
• detailhandlerne skal klart angive, om de er rede til at acceptere betaling i euro i overgangsperioden;
• skelnen mellem referenceenheden, som prisen er sat i, og som bruges til at beregne de beløb, der skal betales,
• og modværdien, der kun anføres til orientering;
• indgåelse af frivillige aftaler om fælles fremgangsmåder og design for dobbelt prismærkning.

Dobbelt prismærkning er imidlertid blot et af de mange kommunikationsinstrumenter, der er nødvendige for accept af de nye priser og euroværdiangivelser.

Små virksomheder: De små virksomheder er i en særlig situation. De står over for to risici, nemlig :

• risikoen for at skulle anvende euro i deres relationer med andre virksomheder og samtidig fortsat skulle anvende den nationale valuta i kunderelationer; selv om den enkelte virksomhed selv skal beslutte, hvornår den ønsker at gå over til euro i forhold til virksomhedens specifikke situation, opfordrer Kommissionen alle virksomheder til via deres repræsentanter at indlede forhandlinger på passende niveau om principper, der kan hjælpe små virksomheder med at skifte over til euroen;
• de små virksomheder mangler information; der bør derfor iværksættes målrettede oplysningskampagner, der giver svar på de mange spørgsmål af praktisk art, de små virksomheder står over for.

Endelig vil uddannelsessystemet være et af de vigtigste områder i oplysningskampagnen for så vidt angår den brede offentlighed.

Seneste ajourføring: 22.06.2006