Det Europæiske Råd i Madrid

Det Europæiske Råd bekræftede på mødet i Madrid den 15. og 16. december 1995, at tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) ville begynde den 1. januar 1999 under overholdelse af konvergenskriterierne, tidsplanen, protokollerne og proceduren i traktaten om Den Europæiske Union.

DEN FÆLLES VALUTAS NAVN

Navnet på den nye valuta er et vigtigt element i forberedelsen af overgangen til den fælles valuta, fordi det til dels er afgørende for, om Den Økonomiske og Monetære Union bliver accepteret i befolkningen. Det Europæiske Råd mente, at valutaens navn skal være det samme på alle EU's officielle sprog under hensyntagen til de forskellige alfabeter; det skal desuden være enkelt og symbolisere Europa.

Det Europæiske Råd besluttede derfor, at fra begyndelsen af tredje fase skal EU-valutaens navn være "euro". Det er et fuldt navn og ikke en forstavelse, der vil skulle stå foran navnet på den nationale valuta.

Det specifikke navn "euro" bruges i stedet for det generiske navn "ecu", der benyttes i traktaten til at betegne den europæiske valutaenhed. De femten medlemsstaters regeringer er efter fælles aftale enige om, at denne beslutning udgør den godkendte og definitive fortolkning af traktatens bestemmelser.

SCENARIET FOR INDFØRELSE AF DEN FÆLLES VALUTA

For endeligt at fastlægge processen for indførelse af den fælles valuta vedtog Det Europæiske Råd scenariet for indførelse af den fælles valuta, som bygger på et udkast udarbejdet på dets anmodning af Rådet i samarbejde med Kommissionen og Det Europæiske Monetære Institut.

Scenariet tager sigte på at sikre gennemsigtighed, styrke troværdigheden og understrege processens uafvendelighed. Det har til formål at tilvejebringe den nødvendige retssikkerhed (es de en fr), reducere tilpasningsomkostningerne mest muligt og undgå konkurrencefordrejninger. Ved at opstille konkrete foranstaltninger, som skal tages efter en nøje fastlagt tidsplan, giver scenariet de økonomiske aktører den information, der er nødvendig for, at de kan tilpasse sig til indførelsen af den fælles valuta.

Referencescenariet er opdelt i tre etaper, som forløber efter en nøje fastlagt plan og under hensyntagen til brugernes tilpasningsevne.

Etape A : lanceringen af Den Økonomiske og Monetære Union

Den 1.-2. maj 1998 udpeger Rådet i sin sammensætning af stats- og regeringscheferne efter den procedure, der er fastsat i traktaten, de medlemsstater, der har nået en tilstrækkelig høj grad af konvergens til at deltage i ØMU. Dataene for 1997 (es de en fr) danner udgangspunkt for denne "overgangseksamen". ØKOFIN-Rådet bebuder i maj 1998 de bilaterale kurser mellem de deltagende valutaer. Den endelige omregningskurs (es de en fr) mellem de nationale valutaer og euroen bliver dog først fastlagt den 31. december 1998.

Lige så snart listen over deltagerlande kendes, skal regeringerne i disse medlemsstater enstemmigt vedtage en række lovbestemmelser og udnævne direktionen for Den Europæiske Centralbank (ECB). ECB og Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) bliver derved oprettet.

Betingelserne for penge- og valutapolitikken bliver derefter fastsat, og fremstillingen af sedler og mønter i euro (es de en fr) kan begynde. Mønternes pålydende går fra 0,01 til 2 euro og sedlernes fra 5 til 500 euro.

Under hele denne etape vil hele det økonomiske system i deltagerlandene fortsat fungere på basis af de nationale valutaer. Forberedelsen af overgangen til euroen optrappes dog, især i den offentlige administration og de finansielle institutioner.

Etape B : den reelle start på Den Økonomiske og Monetære Union

Den 1. januar 1999 tog etape B (og dermed tredje fase af ØMU) sin begyndelse med den uigenkaldelige fastlåsning af omregningskurserne (es de en fr) mellem de nationale valutaer i deltagerlandene indbyrdes og i forhold til euroen. Denne etape varer tre år.

Fra dette tidspunkt er euroen en selvstændig valuta, og dens eksterne værdi er værdien af den officielle kurv for ecuen, som ophører med at eksistere.

ESCB, som består af ECB og de nationale centralbanker, træder i funktion. Det fastlægger og fører den fælles penge- og valutapolitik i euroen (fastsættelse af de kortfristede rentesatser, interventioner i forhold til dollaren og yennen osv.). Kursnoteringen af de deltagende nationale valutaer ophører.

Betalingssystemerne for store beløb (interbank-, penge-, valuta- og kapitalmarkederne), specielt TARGET-systemet, som ledes af ESCB, opererer i euro. Nyemissioner i forbindelse med den offentlige gæld sker ligeledes i euro.

I løbet af denne etape har euroen dog fortsat kun form af kontopenge, og de sedler og mønter, der er i omløb, er stadig denomineret i national valuta. De større betalingssystemer i detailsektoren (pengeoverførsler, betalingskort, check osv.) tilpasses, så de kan fungere i euro. Det vil derfor være muligt, men endnu ikke obligatorisk, at benytte euroen.

Etape C : generel anvendelse af den fælles valuta

Den 1. januar 2002 begynder sedlerne og mønterne i euro at være i omløb sideløbende (es de en fr) med de nationale sedler og mønter. Sedlerne og mønterne i euro vil være gyldige betalingsmidler, og de nationale sedler og mønter vil gradvis blive taget ud af omløb.

Alle monetære transaktioner vil blive udtrykt i euro. I kontrakter vil henvisninger til de nationale valutaer blive omregnet til euro efter de uigenkaldeligt fastlåste omregningskurser, uden at der i øvrigt sker ændringer i de fastsatte kontraktvilkår (kontinuitet i kontrakter (es de en fr)).

Denne etape skal ikke vare længere end højst nødvendigt, så komplikationerne for brugerne af, at to forskellige valutaer er i omløb samtidig, reduceres mest muligt. Medlemsstaterne kan beslutte at gøre denne etape kortere. Under alle omstændigheder ophører de nationale sedler og mønter senest den 1. juli 2002 med at have frigørende virkning og kan derefter ikke længere benyttes som betalingsmiddel.

Overgangen til den fælles valuta vil derpå være overstået; fra denne dato vil hele økonomien i deltagerlandene udelukkende fungere på basis af euroen. I endnu nogen tid derefter vil det være muligt gratis at veksle de gamle nationale sedler og mønter i de nationale centralbanker.

Seneste ajourføring: 20.06.2006