At sikre en snævrere samordning af de økonomiske politikker og en vedvarende konvergens i Fællesskabets og medlemsstaternes økonomiske resultater.

Rådets henstilling af 8. juli 1996 om overordnede retningslinjer for Fællesskabets og medlemsstaternes økonomiske politikker [Den Europæiske Unions Tidende L 179 af 18.07.1996].

På grund af den mærkbare konjunkturafmatning i slutningen af 1995 og i starten af 1996 kunne Fællesskabet ikke gøre markante fremskridt med at realisere nogle vigtige økonomiske mål som at fremme en bæredygtig og ikke-inflationær vækst og et højt beskæftigelsesniveau.

De grundlæggende økonomiske forhold i Fællesskabet er dog positive (lav inflation, ingen valutaspændinger, bedre investeringsafkast...), hvilket giver forventninger om et økonomisk opsving.

Alle parter opfordres til at føre økonomiske politikker, der bidrager til at nå Fællesskabets mål og til at samordne disse politikker bedre.

Rådet gentager nødvendigheden af at skabe et stabilt makroøkonomisk miljø med følgende karakteristika:

For at gøre nævnte makroøkonomiske miljø mere troværdigt og samordningsprocessen mere effektiv opfordres medlemsstaterne til at fremlægge ajourførte konvergensprogrammer, der afspejler et stærkt politisk engagement.

Angående prisstabilitet har ni medlemsstater (Belgien, Danmark, Tyskland, Frankrig, Irland, Luxembourg, Nederlandene, Østrig og Finland) allerede nået målet om en inflationsrate på under 3 %.

I Sverige og i Det Forenede Kongerige, hvor inflationen er gået markant ned, bør der sigtes på at konsolidere resultaterne.

I de lande, hvor inflationen forventes at ligge på mellem 3 og 5 % i 1996 (Spanien, Italien og Portugal), bør man bestræbe sig på at nedbringe inflationen til under 3 % i 1997.

Trods tydelige fremskridt i Grækenland i de senere år må indsatsen fortsættes og øges.

Medlemsstaterne skal fortsat behandle deres valutapolitikker som et spørgsmål af fælles interesse.

De offentlige finanser er stadig ikke i en tilfredsstillende tilstand i Fællesskabet. Der var afvigelser i forhold til de bebudede mål, som ganske rigtigt delvist skyldes den afdæmpede vækst. Medlemsstaterne bør stramme deres budgetkonsolideringsplaner, i særdeleshed for at genskabe deres troværdighed og tilliden til finansmarkederne.

Af medlemsstaterne overholder tre - Luxembourg, Irland og Danmark - allerede referenceværdien på 3 % af BNP. Irland og Danmark bør nu tilstræbe mere ambitiøse mellemsigtede mål.

Budgetkonsolidering har fortsat førsteprioritet i Italiens politik, som først og fremmest bør bekæmpe skatteunddragelse.

I de ti andre lande er den yderligere indsats, der skal til for at nå ned på referenceværdien på 3 % helt sikkert mulig igennem en målbevidst gennemførelse af budgetkomponenten i konvergensprogrammerne.

Der er, ud over de landespecifikke forhold, blevet fastlagt nogle generelle principper om at

Ligesom medlemsstaterne skal Fællesskabet også holde en streng budgetdisciplin.

Den makroøkonomiske indsats skal suppleres med foranstaltninger, der kan forbedre vare- og tjenestemarkedernes funktion. For at nå dette mål skal konkurrencepolitikkerne styrkes, statsstøtten skal nedbringes, og der skal foretages en bedre gennemførelse af det indre markeds lovgivning.

Det ville ligeledes være ønskeligt, hvis der hurtigt blev gennemført foranstaltninger til fremme af innovation, informationssamfundets indførelse og et arbejdsmiljø, der virker mere fremmende på initiativer og på udvikling af små og mellemstore virksomheder.

En markant forbedring af beskæftigelsessituationen kræver ikke blot en vedvarende høj økonomisk vækst og effektive vare- og tjenestemarkeder, men også et bredt spektrum af arbejdsmarkedsreformer. Alle disse reformer findes i den europæiske beskæftigelsesstrategi (es de en fr), der blev lanceret af Det Europæiske Råd i Essen, og som medlemsstaterne ud fra deres flerårige beskæftigelsesprogrammer iværksætter. Kommissionen vil sætte alt ind på at mobilisere alle parter omkring arbejdsløshedsbekæmpelsen, der har førsteprioritet.

5) videreførelse af arbejdet

Kommissionen forelagde den 23. april 1997 sin statusrapport om gennemførelsen af de overordnede økonomiske retningslinjer for 1996 [KOM(97) 169 endelig udg., ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Den makroøkonomiske policy-mix har været i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer:

de monetære politikker har troværdigt nok taget sigte på at opnå og fastholde prisstabilitet;
næsten alle medlemsstaternes regeringer har taget afgørende skridt for at konsolidere de offentlige finanser i 1996-97;
lønaftalerne har holdt den årlige reallønsstigning under produktivitetsstigningen.

Der kan allerede konstateres en række positive virkninger. Valutakurserne er vendt tilbage til en høj stabilitetsgrad inden for valutakursmekanismen, og de langfristede rentesatser har konvergeret mod et lavere niveau. Den sunde økonomiske politik har øget de økonomiske beslutningstageres tillid og ført til en gradvis styrkelse af den økonomiske aktivitet.

Det forventes, at opsvinget vil accelerere, såfremt budgetkonsolideringspolitikkerne stadig er troværdige, og såfremt forbruget gøres mindre afhængigt af usikre jobudsigter. Den gennemsnitlige arbejdsløshedsprocent stabiliserede sig i første halvår af 1996 og er siden faldet en anelse.

For Fællesskabet som helhed faldt inflationen stort set som forventet til 2,4 % i 1996. Dette generelle inflationsfald skyldes flere faktorer, bl.a. en streng monetær politik, løntilbageholdenhed og stærkere konkurrencepres. Udsigterne for 1997 er endnu bedre end resultaterne for 1996.

De gennemførte politikkers troværdighed samt styrkelsen af den amerikanske dollar har bidraget til en mere hensigtsmæssig tilpasning af valutakurserne inden for Fællesskabet. Den italienske lire og den svenske krone genvandt det tabte i 1995, og det britiske pund blev styrket markant. Finland og Italien tilsluttede sig EMS'ens valutakursmekanisme henholdsvis den 14. oktober og 25. november 1996 (kun Grækenland, Sverige og Det Forenede Kongerige deltager ikke). Alle valutaerne i valutakursmekanismen holdt sig inden for de snævre udsvingsmarginer, bortset fra det irske pund, som blev kraftigt styrket, i særdeleshed på grund af den irske økonomis stærke vækst.

I 1996 gjorde alle medlemsstater undtagen Tyskland fremskridt med hensyn til at nedbringe deres budgetunderskud i 1996. Medlemsstaternes budgetunderskud faldt gennemsnitlig fra 5 % af BNP i 1995 til 4,3 % af BNP i 1996 på trods af konjunkturnedgangen. Det lykkedes dog for både Nederlandene og Finland at nedbringe deres underskud til under 3 % af BNP i 1996. Alle medlemsstater, der endnu ikke har nået dette mål, har i 1997 vedtaget foranstaltninger for at nå frem til dette mål. Den eneste undtagelse er Grækenland (den græske regerings mål ligger på 4,2 %).

Til gengæld var der en fortsat stigende tendens i gældskvoten i 1996. Gældskvoten steg i gennemsnit for Fællesskabet fra 71,2 % i 1995 til 73,5 % i 1996. Gældskvoten fortsatte især med at stige i Tyskland, Spanien, Frankrig, Østrig og Det Forenede Kongerige.

Medlemsstaternes konsolideringsbestræbelser var ikke altid i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer. F.eks. steg de offentlige udgifters andel af BNP i Danmark, i Frankrig og i Italien, og skattetrykket steg i Danmark, Spanien, Frankrig, Italien, Østrig, Portugal, Finland og i Sverige. I 1997 forventes budgetkonsolideringen hovedsagelig at blive opnået gennem udgiftsbegrænsninger, for det gennemsnitlige skattetryk bør holde sig konstant. Budgetkonsolideringen sker i en række medlemsstater ved engangsforanstaltninger (især i 1997). Disse foranstaltninger bør suppleres med andre foranstaltninger, der kan medføre en varig forbedring i budgetstillingen for ikke at svække tilliden til, at der vil blive opnået sunde offentlige finanser.

I både Fællesskabet og de enkelte medlemsstater er der truffet en lang række foranstaltninger med det formål at styrke de europæiske økonomiers konkurrenceevne og effektivitet. På trods af at der er sket fremskridt, skal der stadig gøres en indsats for at gennemføre direktiverne. Også Rådet mangler stadig at vedtage 11 forslag fra Kommissionen vedrørende det indre marked.

Lønudviklingen har i stigende grad været i overensstemmelse med målsætningen om prisstabilitet. I Fællesskabet steg de reale lønomkostninger med 1 %, mens den faktiske vækst i arbejdskraftproduktiviteten lå på 1,5 %. Grækenland, Portugal, Finland og Sverige overholdt ikke denne henstilling.

Medlemsstaterne har truffet et bredt spektrum af foranstaltninger for beskæftigelsen, som dækker alle de prioriterede områder, der blev fastlagt i Essen. Det er stadig for tidligt at vurdere disse reformers virkning på arbejdsløsheden.