Arbejdskraftens frie bevægelighed

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 492/2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

• Den opdaterer (og kodificerer) tidligere lovgivning om Den Europæiske Unions (EU) borgeres muligheder for at bevæge sig frit i EU og tage arbejde i et andet EU-land.
• Den har også til formål at sikre, at princippet om fri bevægelighed, der er stadfæstet i artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), efterleves i praksis.

HOVEDPUNKTER

• Arbejdskraftens frie bevægelighed gavner de personer, som vælger at arbejde i et andet EU-land, og de samfund, som modtager dem. Den gør det muligt for førstnævnte at udnytte deres ret til fri bevægelighed og at forbedre deres personlige og faglige situation og for sidstnævnte at besætte ledige stillinger og få kvalificeret arbejdskraft.
• Ligeledes kan enhver arbejdsgiver annoncere beskæftigelsestilbud og indgå arbejdsaftaler med mulige arbejdstagere fra hele EU.
• Lovgivningen kodificerer og erstatter forordning (EØF) nr. 1612/68, som var blevet væsentligt ændret flere gange. Den sikrer, at systemet fungerer gnidningsløst ved at forbyde enhver form for forskelsbehandling mellem EU-medlemsstaternes arbejdstagere.
• Den nedlægger navnlig forbud mod:
  • en særlig fremgangsmåde ved ansættelse af udenlandsk arbejdskraft
  • at begrænse offentliggørelsen af stillingstilbud eller pålægge personer fra andre EU-lande særlige betingelser, såsom registrering hos arbejdsformidlingen.
• Det er desuden ulovligt at forskelsbehandle nationale og andre EU-arbejdstagere i forhold til ansættelses- og arbejdsvilkår såsom:
  • adgang til beskæftigelse, herunder hjælp til jobsøgning gennem arbejdsformidlingskontorerne
  • arbejdsforhold, herunder løn, afskedigelse og genoptagelse af beskæftigelse
  • adgang til uddannelse, herunder i faglige uddannelsesinstitutioner og i omskolings- og revalideringscentre.
• Det samme princip om adgang til undervisning, lærlingeuddannelse og faglig uddannelse gælder for børn af en person, som arbejder eller har arbejdet i et andet EU-land.
• Lovgivningen omfatter visse sociale rettigheder. En arbejdstager, der arbejder i et andet EU-land, er berettiget til samme sociale og skattemæssige fordele som EU-værtslandets egne statsborgere. Vedkommende er desuden berettiget til den samme boligstøtte som det pågældende lands statsborgere og kan lade sig opføre på lister for boligsøgende, hvor sådanne lister føres, i det område, hvor denne arbejder.
• Lovgivningen omfatter også ligebehandling med hensyn til medlemskab af fagforeninger og håndhævelse af dermed forbundne rettigheder såsom stemmeret og opstillingsret til administrative eller ledelsesmæssige positioner i en fagforening.
• Der kan stilles krav til visse sprogfærdigheder i forbindelse med et job, men sprogkrav skal være rimelige og nødvendige for udførelsen af det pågældende job.
• Ved forordningen etableres et rådgivende udvalg, der består af seks medlemmer fra hvert EU-land: to regeringsrepræsentanter, to repræsentanter for arbejdstagerorganisationerne og to for arbejdsgiverorganisationerne. Dette udvalg bistår Europa-Kommissionen i spørgsmål vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed. Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed, som blev etableret ved forordning (EU) 2019/1149, deltager i udvalgets møder som observatør og bidrager med teknisk støtte og ekspertise.

Én undtagelse

Den eneste undtagelse fra princippet om forbud mod forskelsbehandling vedrører adgang til positioner, der indebærer udøvelse af offentlig myndighed eller opgaver i forbindelse med sikring af statens generelle interesser. EU-landene har mulighed for at forbeholde den type stillinger til landets egne statsborgere.

EURES-forordning

• I 2016 blev forordning (EU) nr. 492/2011 ændret ved forordning (EU) 2016/589 om et europæisk arbejdsformidlingsnet (EURES). Herefter hører reglerne vedrørende udveksling af oplysninger om ledige stillinger, jobansøgninger og CV’er mellem EU-landene under den nye forordning.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 16. juni 2011. Forordning (EU) nr. 492/2011 kodificerede og erstattede forordning (EØF) nr. 1612/68 og efterfølgende ændringer.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

• Fri bevægelighed – EU-borgere (Europa-Kommissionen).
• Meddelelse fra Kommissionen Retningslinjer for udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed under covid-19-udbruddet

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april 2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (kodifikation) (EUT L 141 af 27.5.2011, s. 1-12).

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 492/2011 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1149 af 20. juni 2019 om oprettelse af en europæisk arbejdsmarkedsmyndighed, om ændring af forordning (EF) nr. 883/2004, (EU) nr. 492/2011 og (EU) 2016/589 og om ophævelse af afgørelse (EU) 2016/344 (EUT L 186 af 11.7.2019, s. 21-56).

Særberetning nr. 6/2018 — »Arbejdskraftens frie bevægelighed — den grundlæggende frihed er sikret, men en bedre målretning af EU-midlerne ville støtte arbejdskraftens mobilitet« (EUT C 79 af 2.3.2018, p. 17).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/54/EU af 16. april 2014 om foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed (EUT L 128 af 30.4.2014, s. 8-14).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — tredje del: Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit IV: Den frie bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital — Kapitel 1: Arbejdskraften — artikel 45 (tidligere artikel 39 TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 65-66).

seneste ajourføring 21.04.2020