Dette direktiv vil sikre adgangen til erhvervsuddannelse for statsborgere fra medlemsstaterne ved at fastsætte rammerne for udøvelsen af deres opholdsret.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF.

EF-Domstolen annullerede på foranledning af Europa-Parlamentet den 7. juli 1992 Rådets direktiv 90/366/EØF, men opretholdt direktivets retsvirkninger indtil ikrafttrædelsen af direktiv 93/96/EØF. De enkelte medlemsstater træffer de nødvendige foranstaltninger til at gøre det lettere for unionsborgere at udøve opholdsretten med henblik på at sikre adgangen til erhvervsuddannelse.

Medlemsstaterne giver opholdsret til enhver studerende, som er statsborger i en medlemsstat, og som ikke har denne ret på grundlag af en anden bestemmelse i fællesskabsretten, såfremt den studerende ved at afgive en erklæring eller på anden måde efter eget valg kan forsikre den pågældende nationale myndighed om, at vedkommende råder over tilstrækkelige midler til ikke at være en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system. Den studerende skal desuden være indskrevet ved en anerkendt uddannelsesinstitution med henblik på hovedsagelig at følge en erhvervsuddannelse og være omfattet af en sygeforsikringsordning, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten.

Opholdsretten for studerende omfatter også vedkommendes ægtefælle og deres forsørgelsesberettigede børn.

Dette direktiv giver ikke studerende med opholdsret ret til at få udbetalt uddannelsesstøtte i værtsmedlemsstaten.

Medlemsstaterne udsteder en opholdstilladelse, hvis gyldighed kan begrænses til uddannelsens varighed og kan fornyes årligt. Hvis et medlem af familien ikke er statsborger i en medlemsstat, udstedes et opholdsdokument med samme gyldighed som det, der udstedes til den statsborger, til hvis familie den pågældende hører. I tilfælde, hvor en unionsborger har opholdsret på en medlemsstats område, har vedkommendes ægtefælle og forsørgelsesberettigede børn ret til at udøve lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed på hele denne medlemsstats område (selv om de ikke er statsborgere i en medlemsstat).

Medlemsstaterne kan kun fravige dette direktivs bestemmelser, hvis det er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerheden eller folkesundheden.

Senest tre år efter direktivets gennemførelse og derefter hvert tredje år udarbejder Kommissionen en beretning om direktivets gennemførelse, som forelægges for Europa-Parlamentet og Rådet. Kommissionen vil især være opmærksom på de vanskeligheder, som anvendelsen af artiklen om tildeling af opholdsret kan give i visse medlemsstater. Den forelægger i så fald Rådet forslag til, hvorledes vanskelighederne kan afhjælpes.

Referencer

Retsakt	Ikrafttrædelsesdato - Udløbsdato	Gennemførelsesdato i medlemsstaterne	Den Europæiske Unions Tidende
Direktiv 93/96/EØF	-	31.12.1993	EUT L 317 af 18.12.1993

Kommissionens beretning af 18. marts 1999 til Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af direktiv 90/364, 90/365 og 93/96 (opholdsret) [KOM(99) 127 endelig].

Oprindeligt var denne ret begrænset til personer, der udøver en økonomisk aktivitet, men den er nu udvidet til at gælde alle unionsborgere, hvad enten de udøver en økonomisk aktivitet eller ej. Denne udvidelse af opholdsretten, som er underlagt visse betingelser, blev højtideligt bekræftet, da man med Maastricht-traktaten indføjede den tidligere artikel 8A i EF-traktaten (nu artikel 18). Ifølge denne artikel har enhver unionsborger en grundlæggende og personlig ret til at færdes og tage ophold i en anden medlemsstat.

Gennemførelsen af direktiv 90/364, 90/365 og 93/96 har betydet, at der er blevet indledt overtrædelsesprocedurer mod næsten alle medlemsstater. Kun tre medlemsstater har gennemført direktivet til tiden. De overtrædelsesprocedurer, der er blevet indledt af Kommissionen, er dog blevet henlagt, efterhånden som medlemsstaterne har vedtaget bestemmelser til gennemførelse af direktivet i national lovgivning.

Vurderingen af direktivernes konkrete anvendelse er sket ved hjælp af skriftlige henvendelser og klager til Europa-Parlamentet, samt ved en undersøgelse blandt tidligere tjenestemænd i Kommissionen, som, når de er gået på pension, har bosat sig i en anden medlemsstat end den, hvor de oprindelig kom fra eller havde deres sidste tjenestested. Disse forskellige informationskilder har sammen med Eurojus-konsulenternes konstateringer og tilbagemeldingerne fra EU's vejviserservice gjort det muligt at indkredse en række problemområder, navnlig usikkerhed med hensyn til hvilke procedurer der skal følges, langsommelige og indviklede ansøgningsprocedurer for at opnå opholdstilladelse osv. Myndighederne har også deres problemer, især med at vurdere om kravene til økonomiske midler og sygeforsikring er opfyldt. De første konklusioner tyder på:

Anden beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-parlamentet om gennemførelsen af direktiv 90/364, 90/365 og 93/96 (opholdsret) [KOM(2003) 101 endelig].

Anden beretning vedrører gennemførelsen af de tre direktiver om opholdsret for unionsborgere og deres familiemedlemmer uanset nationalitet, som ikke udøver erhvervsaktivitet i værtsmedlemsstaten ("ikke-erhvervsaktive"). Den omfatter perioden 1999-2002.

Kommissionens beretning af 5. april 2006 til Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af direktiv 90/364, 90/365 og 93/96 (opholdsret) [KOM(2006) 156 endelig].

Femten år efter vedtagelsen af direktiv 93/66/EØF er gennemførelsen heraf stort set tilfredsstillende, hvilket understreges af det faldende antal overtrædelser. Kommissionen har dog også modtaget klager over de problemer, der opstår, når direktivets bestemmelser ikke overholdes.

Kommissionen sendte f.eks. en begrundet udtalelse til Italien den 13. december 2005 vedrørende dekret fra Den Italienske Republiks præsident nr. 54 af 18. januar 2002 med den begrundelse, at dekretet er i strid med direktiv 93/96, i og med at det fastsætter, at studerende unionsborgere skal fremlægge bevis for, at de råder over tilstrækkelige midler, og i strid med de tre direktiver kræver, at deres familiemedlemmer skal fremlægge særskilt bevis for tilstrækkelige midler. I henhold til dom af 25. maj 2000 (Kommissionen mod Den Italienske Republik) og dom af 20. september 2001 (Grzelczyk) må medlemsstater ikke kræve af den studerende, at vedkommende skal fremlægge bevis eller stille sikkerhed for et bestemt beløb. De skal stille sig tilfreds med en erklæring efter den studerendes eget valg.