Direktivet vil fjerne de hindringer, der står i vejen for den fri bevægelighed for personer, og udvide den opholdsret, som alle lønmodtagere og selvstændige nyder godt af, til også at gælde, når deres arbejdsliv ophører.

Rådets direktiv 90/365/EØF af 28. juni 1990 om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF.

Medlemsstaterne giver opholdsret til enhver unionsborger, som inden for EU har arbejdet som lønmodtager eller selvstændig, når den pågældende modtager:

og er omfattet af en sygeforsikringsordning, eller råder over andre midler, der er tilstrækkelige til, at vedkommende ikke under opholdet vil være en byrde for medlemsstatens sociale system. Opholdsretten omfatter også vedkommendes familiemedlemmer (vedkommendes ægtefælle, deres efterkommere og slægtninge i opstigende linje, såfremt de forsørges af vedkommende).

Medlemsstaterne udsteder en opholdstilladelse, hvis gyldighed kan begrænses til fem år med mulighed for fornyelse. Hvis medlemsstaterne finder det nødvendigt, kan de dog kræve, at tilladelsen fornyes ved udløbet af de første to år af opholdet. De pågældende personer har opholdsret, så længe de opfylder betingelserne i punkt 1. Hvis et familiemedlem ikke er statsborger i en EU-medlemsstat, udstedes et opholdsdokument med samme gyldighed som det, der udstedes til den unionsborger, til hvis familie den pågældende hører. Som betingelse for at udstede en opholdstilladelse eller et opholdsdokument kan medlemsstaten kun kræve af ansøgeren, at denne foreviser et identitetsbevis og godtgør, at betingelserne er opfyldt.

I tilfælde hvor en unionsborger har opholdsret på en medlemsstats område, har vedkommendes ægtefælle og forsørgelsesberettigede børn ret til at udøve lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed på hele denne medlemsstats område (også selv om de ikke er statsborgere i en EU-medlemsstat).

Medlemsstaterne kan kun fravige dette direktivs bestemmelser, hvis det er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerheden eller folkesundheden.

Senest tre år efter nærværende direktivs gennemførelse og derefter hvert tredje år udarbejder Kommissionen en beretning om nærværende direktivs gennemførelse, som forelægges for Europa-Parlamentet og Rådet.

Retsakt	Ikrafttrædelsesdato - Udløbsdato	Gennemførelsesdato i medlemsstaterne	Den Europæiske Unions Tidende
Direktiv 90/365/EØF	-	30.6.1992	EUT L 180 af 13.7.1990

Kommissionens beretning af 18. marts 1999 til Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af direktiv 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (opholdsret) [KOM(99) 127 endelig].

Oprindeligt gjaldt retten til fri bevægelighed kun personer, der udøvede en økonomisk aktivitet, men denne ret er nu udvidet til at gælde alle unionspersoner, hvad enten de udøver en økonomisk aktivitet eller ej. Denne udvidelse af opholdsretten, som er underlagt visse betingelser, blev højtideligt bekræftet, da man med Maastricht-traktaten indføjede den tidligere artikel 8A i EF-traktaten (nu artikel 18). Ifølge denne artikel har enhver unionsborger en grundlæggende og personlig ret til at færdes og tage ophold i en anden EU-medlemsstat.

Gennemførelsen af direktiv 90/364, 90/365 og 93/96 har betydet, at der er blevet indledt overtrædelsesprocedurer mod næsten alle medlemsstater. Kun tre medlemsstater har gennemført direktivet til tiden. De overtrædelsesprocedurer, der er blevet indledt af Kommissionen, er dog blevet henlagt, efterhånden som medlemsstaterne har vedtaget bestemmelser til gennemførelse af direktivet i national lovgivning.

Vurderingen af direktivernes konkrete anvendelse er sket ved hjælp af skriftlige henvendelser og klager til Europa-Parlamentet, samt ved en undersøgelse blandt tidligere tjenestemænd i Kommissionen, som, når de er gået på pension, har bosat sig i en anden medlemsstat end den, hvor de oprindelig kom fra eller havde deres sidste tjenestested. Disse forskellige informationskilder har sammen med Eurojus-konsulenternes konstateringer og tilbagemeldingerne fra EU's vejviserservice gjort det muligt at indkredse en række problemområder, navnlig usikkerhed med hensyn til hvilke procedurer der skal følges, langsommelige og indviklede ansøgningsprocedurer for at opnå opholdstilladelse osv. Myndighederne har også deres problemer, især med at vurdere om kravene til økonomiske midler og sygeforsikring er opfyldt. De første konklusioner tyder på:

Anden beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af direktiv 90/364, 90/365 og 93/96 (opholdsret) [KOM(2003) 101 endelig].

Anden beretning vedrører gennemførelsen af de tre direktiver om opholdsret for unionsborgere og deres familiemedlemmer uanset nationalitet, som ikke udøver erhvervsaktivitet i værtsmedlemsstaten ("ikke-erhvervsaktive"). Den omfatter perioden 1999-2002.

Beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om anvendelsen af direktiv 93/96, 90/364 og 90/365 (opholdsret) [KOM(2006) 156 endelig].

Femten år efter vedtagelsen af direktiv 90/365/EØF er gennemførelsen heraf stort set tilfredsstillende, hvilket understreges af det faldende antal overtrædelser. Kommissionen har dog også modtaget klager over de problemer, der opstår, når direktivets bestemmelser ikke overholdes.

Det fremgår af beretningen, at Kommissionen har sendt en åbningsskrivelse til Spanien den 21. december 2005 vedrørende Spaniens krav til en britisk pensionist, der tilbringer mere end tre måneder om året i Spanien, men som ikke ønsker at flytte sin bopæl definitivt til Spanien, om at forelægge en attest 121 som fastsat i forordning 1408/71 med henblik på at opnå opholdstilladelse i Spanien. Kommissionen finder, at dette krav er i strid med direktiv 90/365.