Bortskaffelse af udtjente batterier

RESUMÉ AF:

Direktiv 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

• Direktivet forbyder markedsføring af visse batterier (eller akkumulatorer)* med et indhold af kviksølv- eller cadmium, der overstiger en fastsat tærskelværdi.
• Det fremmer en høj grad af indsamling og genvinding af udtjente batterier og forbedrer miljøpræstationerne for alle, der indgår i batteriers livscyklus, herunder genvinding og bortskaffelse af disse.
• Målet er at skære ned på mængden af farlige stoffer — især kviksølv, cadmium og bly — som udledes i miljøet. Dette bør gøres ved at reducere anvendelsen af disse stoffer i batterier og ved behandling og genvinding af de mængder, der er anvendt.

HOVEDPUNKTER

• Direktivet finder anvendelse på alle typer batterier, bortset fra de typer, der anvendes i udstyr til beskyttelsen af EU-landenes sikkerhed, til militært formål eller udstyr, der er beregnet til opsendelse i rummet. Det omfatter derfor en bredere vifte af produkter end direktiv 91/157/EØF, som kun fandt anvendelse på batterier, der indeholdt kviksølv, bly eller cadmium, og undtog »knapceller«, og som dette direktiv ophæver.
• For så vidt angår indholdet af kviksølv, forbyder direktivet batterier, uanset om de er indbygget i apparater med over 0,0005 vægtprocent kviksølv. Knapceller med et indhold af kviksølv på højst 2 vægtprocent var undtaget forbuddet indtil oktober 2015 (hvad angår knapceller til høreapparater, skal denne undtagelse dog fortsat være under behandling ved Europa-Kommissionen).
• Vedrørende cadmium er bærbare batterier med over 0,002 vægtprocent cadmium, herunder sådanne, som er indbygget i apparater, forbudt (undtaget er bærbare batterier til brug i nød- og alarmsystemer eller medicinsk udstyr). Der var fastsat en undtagelse fra forbuddet for bærbare batterier til batteridrevet håndværktøj indtil 31. december 2016, således at genvindingsindustrien og forbrugerne gennem hele værdikæden har mulighed for yderligere at tilpasse sig de relevante erstatningsteknologier.
• For at sikre at en stor andel af brugte batterier bliver genanvendt, skal EU-landene træffe de nødvendige foranstaltninger (herunder økonomiske instrumenter) for at fremme og maksimere særskilt affaldsindsamling og forebygge, at batterier bliver afleveret usorteret på kommunale lossepladser. De skal sørge for, at slutbrugerne kan skille sig af med udtjente batterier på indsamlingssteder i deres nærhed, og at producenterne tager dem tilbage gratis. Der skulle opnås indsamlingsprocenter på mindst 25 % inden 26. september 2012 og 45 % inden 26. september 2016.
• Ifølge direktiv 2006/66/EF som ændret ved direktiv 2013/56/EU skal det være muligt at fjerne batterier sikkert og uden videre. Apparater med indbyggede batterier skal således ledsages af en vejledning, der viser, hvordan de kan fjernes på en sikker måde enten af slutbrugeren eller af kvalificerede fagfolk, som er uafhængige af fabrikanten.
• EU-lande skal også sikre, at batterier, der er blevet indsamlet, behandles og genvindes under anvendelse af bedste tilgængelige teknikker. Energiudnyttelse anses ikke for at være en genvindingsproces.
• Behandlingen skal mindst omfatte udtagning af alle væsker og syrer. Batterier skal behandles og oplagres (herunder midlertidig oplagring) på arealer med uigennemtrængelig belægning og vejrfast overdækning eller i egnede beholdere. Direktivet fastsætter desuden forpligtelser i forbindelse med effektiviteten af de genvindingsprocesser, som batterier er underlagt, alt efter deres kemiske sammensætning.
• EU-landene kan bortskaffe udtjente bærbare batterier, der indeholder cadmium, kviksølv og bly, ved deponering eller underjordisk opbevaring, hvis der ikke findes noget levedygtigt endeligt marked, eller hvis en detaljeret vurdering af de miljømæssige, økonomiske og sociale indvirkninger viser, at genvinding ikke er den bedste løsning. Endvidere er det forbudt at bortskaffe udtjente industribatterier og bilbatterier ved deponering eller forbrænding. Restprodukter fra batterier og akkumulatorer, der har undergået både behandling og genvinding, kan dog bortskaffes ved deponering eller forbrænding.
• Behandlingen og genvindingen kan finde sted uden for det pågældende EU-land eller uden for EU, forudsat at forordning (EF) nr. 1013/2006 om overførsel af affald (se resumé) overholdes.
• Producenterne (eller tredjepart, der handler på deres vegne) skal betale nettoomkostningerne til indsamling, behandling og genvinding af industri- og bilbatterier samt bærbare batterier. Producenterne af bærbare batterier skal betale omkostningerne til offentlige informationskampagner vedrørende indsamling, behandling og genvinding af alle udtjente bærbare batterier. Små producenter kan undtages fra denne forpligtelse, så længe det ikke forhindrer indsamlings- og genvindingsordningerne i at fungere tilfredsstillende. Alle producenter af batterier skal registreres.
• Slutbrugerne skal modtage oplysninger om flere emner og gennem flere kanaler om:
  • de potentielle virkninger for miljøet og menneskers sundhed af de stoffer, der benyttes i batterier, og om de indsamlings- og genvindingsordninger, der er tilgængelige for dem, gennem kampagner eller direkte fra distributører
  • kapaciteten for det bærbare batteri eller om indholdet af kemikalier over en fastsat tærskelværdi. Oplysningerne skal angives med synlig, læselig og uudslettelig mærkning på batterier, akkumulatorer og batteripakker
  • behovet for at sikre særskilt indsamling af batterier. Symbolet, der viser en overstreget affaldsbeholder på hjul, skal anvendes.
• EU-landene skal underrette Kommissionen om gennemførelsen af direktivet og de foranstaltninger, som de træffer for at fremme udviklingen med hensyn til batteriers indvirkning på miljøet (herunder nye genvindings- og behandlingsteknikker). Nogle aspekter af direktivet blev taget op til revision i 2013 (se ændringsdirektiv 2013/56/EU).

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

• Direktiv 2006/66/EU trådte i kraft den 26. september 2006 og skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivning senest den 26. september 2008.
• Ændringsdirektiv 2013/56/EU trådte i kraft den 30. december 2013 og skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivning senest den 1. juli 2015.

BAGGRUND

• Adskillige hundrede tusinde ton industribatterier og bærbare batterier markedsføres hvert år i EU. En lang række metaller anvendes, fra kviksølv, bly og cadmium til nikkel, kobber, zink, mangan og litium.
• Bortskaffelse af affaldet fra disse produkter forurener atmosfæren (ved forbrænding), bunddække og vand (ved deponering eller nedgravning). Gennem passende regler vil det være muligt at reducere miljøforureningen fra dette affald. Desuden vil genvinding af affaldet gøre det muligt at genvinde mange tusind ton metaller, herunder ædelmetaller som nikkel, kobolt og sølv.
• For yderligere oplysninger henvises til:
  • Batterier og akkumulatorer (Europa-Kommissionen).

VIGTIGE BEGREBER

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF af 6. september 2006 om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer samt om ophævelse af direktiv 91/157/EØF (EUT L 266 af 26.9.2006, s. 1-14).

Efterfølgende ændringer til direktiv 2006/66/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens beslutning 2008/763/EF af 29. september 2008 om fastlæggelse af en fælles metode for beregning af det årlige salg af bærbare batterier og akkumulatorer til slutbrugere, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF (EUT L 262 af 1.10.2008, s. 39).

seneste ajourføring 09.06.2020