Retskendelser, der indefryser udbytte af kriminelle aktiviteter eller bevismateriale — anerkendelse i udlandet

RESUMÉ AF:

Rammeafgørelse 2003/577/RIA — fuldbyrdelse af indefrysningskendelser i udlandet

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE RAMMEAFGØRELSE?

• Den fastlægger regler for anerkendelse i og fuldbyrdelse af et EU-land af en indefrysningskendelse udstedt af den judicielle myndighed i et andet EU-land i en straffesag. Den dækker også indefrysning af bevismateriale.
• Den fungerer sammen med rammeafgørelse 2006/783/RIA om gensidig anerkendelse af afgørelser om konfiskation i forbindelse med berøvelse af aktiver fra kriminelle, når de ejes i et andet EU-land.
• Fra maj 2017 vil reglerne i denne rammeafgørelse, der vedrører indefrysning af bevismateriale, blive erstattet af direktiv 2014/41/EU om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager.

HOVEDPUNKTER

Hvad er en indefrysningskendelse?

Det er en midlertidig kendelse fra en judiciel myndighed, der har til formål at forhindre kriminelle i at skjule, videresælge eller benytte formuegoder, dokumenter eller data i forbindelse med kriminelle aktiviteter.

Denne afgørelse finder anvendelse på indefrysningskendelser, der er udstedt med henblik på:

• sikring af elementer, der kan benyttes som bevismateriale i en straffesag, eller
• efterfølgende afgørelser om konfiskation for permanent at forhindre lovovertrædere i at drage fordel af deres kriminelle adfærd og forhindre, at formuegoder fra kriminelle handlinger bliver hvidvasket eller geninvesteret og derved eventuelt giver anledning til yderligere kriminalitet.

Lovovertrædelser

En række alvorlige lovovertrædelser kræver ikke kontrol af dobbelt strafbarhed — dvs. at lovovertrædelsen skal være en kriminel handling i både det EU-land, der udsteder ordren (udstedelseslandet), og det land, der fuldbyrder den (fuldbyrdelseslandet). Lovovertrædelsen skal dog i udstedelseslandet straffes med en fængselsdom af en maksimal varighed på mindst tre år. Lovovertrædelserne omfatter:

• deltagelse i en kriminel organisation
• terrorisme
• bestikkelse og svig
• menneskehandel
• racisme
• voldtægt.

Anerkendelse og fuldbyrdelse

Den judicielle myndighed i udstedelseslandet fremsender en attest til den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet for at anmode om fuldbyrdelse af kendelsen. Fuldbyrdelseslandet skal:

• anerkende kendelsen uden yderligere formaliteter og træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på øjeblikkeligt at fuldbyrde den
• overholde de formelle krav og procedurer fastsat af udstedelsesstaten i fuldbyrdelsen af indefrysningskendelsen, medmindre de er i modstrid med de grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten.

Nægtelse af anerkendelse eller fuldbyrdelse

Fuldbyrdelsesstaten kan nægte at anerkende eller fuldbyrde en kendelse, hvis:

• attesten ikke foreligger, er mangelfuldt udfærdiget eller er i åbenlys uoverensstemmelse med indefrysningskendelsen
• der i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning foreligger en immunitet eller et privilegium, der gør det umuligt at fuldbyrde indefrysningskendelsen
• det umiddelbart af oplysningerne i attesten fremgår, at ydelse af retshjælp vil overtræde retsprincippet om, at nye sager ikke kan rejses, hvis der allerede er afsagt en endelig dom for samme forhold
• det forhold, der ligger til grund for en indefrysningskendelse, ikke udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, medmindre:
  • det er opregnet blandt de alvorlige lovovertrædelser, for hvilke fuldbyrdelsen er automatisk
  • det vedrører skatter eller afgifter, told og valutahandel.

Udsættelse af fuldbyrdelsen

Fuldbyrdelsen af ordren kan udsættes, når:

• den kan skade en igangværende strafferetlig efterforskning
• de pågældende formuegoder eller det pågældende bevismateriale allerede har været genstand for en indefrysningskendelse i straffesager
• de pågældende formuegoder allerede er genstand for en kendelse i en anden sag i fuldbyrdelsesstaten. En sådan kendelse har dog fortrinsret frem for enhver efterfølgende national indefrysningskendelse i forbindelse med en straffesag i henhold til national ret.

Interesserede parter

EU-landene skal sikre, at enhver interesseret part berørt af indefrysningskendelsen, herunder legitime tredjemænd, har adgang til retsmidler for at beskytte deres legitime interesser uden krav om, at kendelsen bliver suspenderet.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

Den trådte i kraft den 2. august 2003. EU-landene skulle indarbejde den i den nationale lovgivnings bestemmelser inden den 2. august 2005.

BAGGRUND

Konfiskation og indefrysning af aktiver.

DOKUMENT

Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale (EUT L 196 af 2.8.2003, s. 45-55)

Berigtigelse til Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale (EUT L 196 af 2.8.2003) (EUT L 374 af 27.12.2006, s. 20)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets rammeafgørelse 2006/783/RIA af 6. oktober 2006 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation (EUT L 328 af 24.11.2006, s. 59-78)

Rapport fra Kommissionen jf. artikel 14 i Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale (KOM(2008) 885 endelig af 22.12.2008)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager (EUT L 130 af 1.5.2014, s. 1-36)

seneste ajourføring 25.01.2016