Den direkte virkning af Den Europæiske Unions lovgivning

RESUMÉ AF:

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, Van Gend en Loos mod den nederlandske finansforvaltning — det grundlæggende princip for direkte virkning

HVAD FASTSLÅR DOMMEN?

• I sin dom fastslår Den Europæiske Unions Domstol (Domstolen) den direkte virkning af Den Europæiske Unions (EU) lovgivning.
• Dommen fastslår, at EU-rette ikke blot afføder forpligtelser for EU’s medlemsstater, men også rettigheder for privatpersoner. Privatpersoner kan derfor drage fordel af disse rettigheder og direkte påberåbe sig EU-retten for nationale og europæiske domstole, uanset om der foreligger lovtekster i national lovgivning (dvs. hvor der ikke er mulighed for appel ifølge national lovgivning).

HOVEDPUNKTER

Direkte horisontal og vertikal virkning

Der er to sider af den direkte virkning, den vertikale og den horisontale.

• Den direkte vertikale virkning vedrører forbindelserne mellem borgerne og landet. Den betyder, at privatpersoner kan påberåbe sig en bestemmelse i EU-retten over for staten.
• Den direkte horisontale virkning vedrører forbindelserne mellem privatpersoner. Den betyder, at en privatperson kan påberåbe sig en bestemmelse i EU-retten over for en anden privatperson.
• Alt efter hvilken type retsakt der er tale om, har Domstolen accepteret, enten at den har fuld direkte virkning (dvs. både horisontal og vertikal virkning), eller at den har delvis direkte virkning (dvs. kun vertikal virkning).

Direkte virkning og primær ret

• For så vidt angår primærretten fastslog Domstolen princippet om direkte virkning i Van Gend en Loos-dommen. Den anførte imidlertid som betingelse, at forpligtelserne skal være præcise, klare og ubetingede, og at de ikke må nødvendiggøre supplerende foranstaltninger hverken på nationalt plan eller på EU-plan.
• I Becker-dommen afviste Domstolen den direkte virkning, når EU-landene har et vist råderum, også selv om dette er meget begrænset, med hensyn til gennemførelsen af den pågældende bestemmelse. I Kaefer and Procacci mod den franske stat bekræftede Domstolen, at den pågældende bestemmelse var ubetinget, fordi den ikke overlader medlemsstaterne noget skøn, og derfor havde direkte virkning.

Direkte virkning og afledt ret

Princippet om direkte virkning vedrører også retsakter i afledt ret, dvs. retsakter vedtaget af EU’s institutioner, såsom forordninger, direktiver og afgørelser, som er udledt af de principper og målsætninger, der er fastlagt i traktaterne. Dog er rækkevidden af den direkte virkning afhængig af typen af retsakt.

• Forordninger finder direkte anvendelse i medlemsstaterne, som fastlagt i artikel 288 i Den Europæiske Unions funktionsmåde og har derfor direkte virkning. I overensstemmelse med de generelle principper finder dette imidlertid kun anvendelse, hvis reglerne er tilstrækkeligt klare, præcise og relevante for den enkelte sagsøgers situation (den direkte virkning præciseres af Polico mod Ministero delle finanze afgørelse).
• Direktiver er retsakter, der er rettet mod medlemsstaterne, og som skal gennemføres i national lovgivning. Domstolen anerkender dog i visse sager direktivers direkte virkning for at beskytte privatpersoners rettigheder. Derfor fastslog Domstolen i sin Van Duyn mod Home Office-dom, at et direktiv har direkte virkning, når bestemmelserne i det er ubetingede og tilstrækkeligt klare og nøjagtige, og når EU-medlemsstaten ikke har gennemført direktivet inden fristen. Det kan dog kun have direkte vertikal virkning, dvs. at medlemsstaterne er forpligtede til at gennemføre direktiver, men at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig et direktiv over for en privatperson (se Ratti-dommen).
• Afgørelser kan have en direkte virkning, når de er rettet mod en medlemsstat. Domstolen anerkender derfor kun direkte vertikal virkning (Hansa Fleisch mod Landrat des Kreises Schleswig-Flensburg-dommen).
• Internationale aftaler. I sin Demirel mod Stadt Schwäbisch Gmünd-dom anerkendte Domstolen en direkte virkning af bestemte aftaler i henhold til samme kriterier, som er anvendt i Van Gend en Loos-sagen
• Udtalelser og henstilling do not have legal binding force.har ingen bindende retsvirkning. Følgelig har de ikke direkte virkning.

BAGGRUND

Ligesom EU-rettens forrang (også kendt som rangfølge) er direkte virkning et grundlæggende princip i EU-retten.

HOVEDDOKUMENT

Dom afsagt 5. februar 1963, NV Algemene Transport- en Expeditie Onderneming van Gend en Loos mod Netherlands Inland Revenue Administration, C-26/62, ECLI:EU:C:1963:1.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Dom afsagt 10. november 1992, Hansa Fleisch Ernst Mundt GmbH & Co. KG mod Landrat des Kreises Schleswig-Flensburg, C-156/91, ECLI:EU:C:1992:423.

Dom afsagt 12. december 1990, Peter Kaefer and Andréa Procacci mod den franske stat, forenede sager C-100/89 and C-101/89, ECLI:EU:C:1990:456.

Dom afsagt 30. september 1987, Meryem Demirel mod Stadt Schwäbisch Gmünd, C-12/86, ECLI:EU:C:1987:400.

Dom afsagt 19. januar 1982, Ursula Becker mod Finanzamt Münster-Innenstadt, C-8/81, ECLI:EU:C:1982:7.

Dom afsagt 5. april 1979, straffesag mod Tullio Ratti, C-148/78, ECLI:EU:C:1979:110.

Dom afsagt 4. december 1974, Yvonne van Duyn mod Home Office, C-41-74, ECLI:EU:C:1974:133.

Dom afsagt 14. december 1971, Politi s.a.s. mod Ministry for Finance of the Italian Republic, C-43/71, ECLI:EU:C:1971:122.

seneste ajourføring 25.11.2022