Artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Union
Artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union
Støtteberettigelse
Ansøgerlandet skal:
Ansøgerlandet skal også leve op til kriterierne for medlemskab af EU. De kaldes normalt Københavnskriterierne, som de blev defineret af Det Europæiske Råd på et møde, der fandt sted i København i juni 1993. Disse kriterier er:
Det Europæiske Råds møde i Madrid i december 1995 tilføjede, at kandidatlandet skal kunne anvende EU-lovgivning og skal være i stand til at sikre, at EU-lovgivningen omsættes effektivt til national lovgivning gennem relevante administrative og juridiske strukturer.
EU forbeholder sig retten til at afgøre, hvornår kandidatlandet har opfyldt tiltrædelseskriterierne. EU skal også selv være i stand til at integrere nye medlemmer.
Procedure
Anvendelse
En formel ansøgning indgives til Rådet for Den Europæiske Union af det europæiske land, der opfylder kriterierne i artikel 2 i TEU. Rådet informerer Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og de nationale parlamenter om ansøgningen.
Udtalelse fra Europa-Kommissionen
Efter høring af Rådet for Den Europæiske Union, udsteder Europa-Kommissionen en udtalelse om ansøgningen om medlemskab af EU fra det pågældende land.
Kandidatstatus
Et lands status som kandidatland tildeles enstemmigt af Det Europæiske Råd efter en udtalelse fra Kommissionen og er underlagt Rådets godkendelse.
Forhandlinger
Der indledes forhandlinger efter en enstemmig afgørelse truffet af Rådet.
Forhandlingerne foregår på regeringskonferencer mellem EU-landenes og kandidatlandets regeringer. Gældende ret (kernen i EU-retten) er inddelt i politikområder i lyset af den effektive organisering af forhandlinger. (Der er på nuværende tidspunkt 35 politikområder eller »kapitler«.)
Rådet for Den Europæiske Union kan angive indledende eller afsluttende benchmarks til alle kapitler eller midlertidige benchmarks til visse specifikke kapitler. En beslutning om at angive benchmarks er baseret på en screeningsrapport efter screeningen af de enkelte kapitler. Et kapitel kan først afsluttes midlertidigt, når kandidatlandet viser, at det allerede har implementeret et område af gældende EU-ret — eller at det vil implementere det inden tiltrædelsesdatoen og har opfyldt eventuelle benchmarks.
I førtiltrædelsesfasen overvåger Kommissionen kandidatlandets indsats for at gennemføre gældende EU-ret. Den bistår også kandidatlandene i forløbet med førtiltrædelsesbistandsinstrumenter som f.eks. TAIEX.
Overgangsordninger — parterne diskuterer også, om (og hvordan) visse regler kan indføres gradvist for at give tiltrædelseslandet eller eksisterende EU-lande tid til at tilpasse sig. Dette diskuteres hovedsageligt i de sidste trin i forhandlingerne.
Kommissionen og Rådet informerer Europa-Parlamentet under hele processen, navnlig ved hjælp af de årlige udvidelsespakker, der består af et horisontalt strategidokument i form af en meddelelse om udvidelsespolitik og landerapporter. Disse dokumenter drøftes i Europa-Parlamentet, der fremsender sine bemærkninger i resolutioner, der er vedtaget på plenarforsamlinger. Kandidatlandene udarbejder også årlige nationale programmer, hvor de evaluerer deres status, hvad angår implementering af de forskellige områder i gældende EU-ret.
Tiltrædelse
Når tiltrædelsesforhandlingerne er gennemført efter den endelige afslutning af alle områder i en pakke, udarbejdes der en tiltrædelsestraktat, som færdiggøres ved en konference i EU-landene. Tiltrædelsestraktaten skal godkendes enstemmigt af Rådet for Den Europæiske Union og skal have Europa-Parlamentets samtykke. Traktaten underskrives dernæst af samtlige EU-lande og tiltrædelseslandet. Før ikrafttrædelsen skal tiltrædelsestraktaten ratificeres af samtlige EU-lande og af tiltrædelseslandet i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige bestemmelser.
For yderligere oplysninger henvises til:
Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Union — Afsnit VI — Afsluttende bestemmelser — Artikel 49 (tidl. artikel 49 i TEU) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 43).
Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Union — Afsnit I — Fælles bestemmelser — Artikel 2 (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 17).
seneste ajourføring 17.01.2020