Schengengrænsekodeksen

Denne forordning har til formål at konsolidere og udbygge det lovgivningsmæssige aspekt af Den Europæiske Unions politik for en integreret forvaltning af grænserne og præcisere reglerne for grænsekontrollen af personer, der krydser EU’s ydre grænser, og den midlertidige genindførsel af grænsekontrol ved de indre grænser.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks). (Se ændringsretsakter).

RESUMÉ

Denne forordning gælder for enhver person, der passerer de eksterne grænser i alle EU-lande, med undtagelse af grænserne i Det Forenede Kongerige og Irland, og de indre grænser i Schengenområdet (et grænsefrit område bestående af 22 EU-lande samt Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz).

De ydre grænser

De ydre grænser kan kun passeres ved grænseovergangsstederne og inden for åbningstiden.

Borgere i EU og alle, der er omfattet af retten til fri bevægelighed i EU (f.eks. EU-borgeres familiemedlemmer), der passerer en ydre grænse, skal underkastes en minimumskontrol. En sådan minimumskontrol, baseret på personens rejsedokumenter, har til formål at fastslå pågældendes identitet, og den består af en enkel og hurtig kontrol af rejsedokumenternes gyldighed (herunder, om nødvendigt, søgning i databaser over stjålne, ulovligt handlede, mistede eller ugyldiggjorte dokumenter) og af, om der foreligger tegn på forfalskning.

Tredjelandsstatsborgere underkastes en indgående kontrol, som omfatter kontrol af indrejsebetingelser inklusive kontrol i visuminformationssystemet (VIS), om nødvendigt.

For ophold på op til 90 dage inden for enhver periode på 180 dage, skal tredjelandsstatsborgere opfylde følgende betingelser:

• De skal være i besiddelse af et gyldigt rejsedokument.
• De skal om nødvendigt være i besiddelse af et gyldigt visum.
• De skal kunne dokumentere formålet med opholdet og have de fornødne subsistensmidler.
• De må ikke være indberettet i Schengeninformationssystemet (SIS) som uønskede.
• De må ikke kunne anses for at udgøre en trussel mod EU-medlemsstaternes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser.

Tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder disse betingelser, kan nægtes indrejse på en medlemsstats område med forbehold for særlige bestemmelser (f.eks. af humanitære grunde). Indrejse kan kun nægtes ved en begrundet afgørelse med angivelse af de præcise grunde til nægtelsen udarbejdet af en kompetent national myndighed ved hjælp af en standardformular. Den person, der er nægtet indrejse, har ret til at påklage afgørelsen og skal have udleveret skriftlig information om den nationale procedure.

Tredjelandsborgeres rejsedokumenter skal systematisk stemples ved ind- og udrejse. Hvis rejsedokumentet ikke er forsynet med indrejsestempel, kan det formodes, at indehaveren ikke eller ikke længere opfylder opholdsbetingelserne for et kortvarigt ophold. Den pågældende kan dog fremlægge et hvilket som helst troværdigt bevismiddel (f. eks. transportbilletter eller bevis for tilstedeværelse uden for EU-medlemsstaternes område), som viser, at den pågældende har overholdt reglerne for varigheden af et kortvarigt ophold. Hvis en tredjelandsstatsborger anmoder om det, kan det undlades at anbringe ind- eller udrejsestempel, såfremt anbringelsen heraf kan medføre betydelige vanskeligheder for den pågældende. I så tilfælde skal ind- eller udrejsen attesteres på et særskilt ark med angivelse af navn og pasnummer.

Grænsekontrollen udføres af grænsevagter. De skal under udførelsen af deres opgaver fuldt ud respektere den menneskelige værdighed og må ikke udøve forskelsbehandling baseret på køn, race, etnisk oprindelse, religion, overbevisning, handicap, alder eller seksuel orientering.

Schengengrænsekodeksen giver EU-landene mulighed for at oprette grænseovergangssteder, som de deler med nabolande uden for EU, hvor grænsevagter fra begge lande udfører udrejse- og indrejsekontrol, den ene efter den anden, i henhold til deres nationale lovgivninger, enten på det pågældende EU-lands område eller på tredjelandets område.

EU-landene indsætter kvalificeret personale og tilstrækkelige ressourcer til at sikre en grundig og ensartet kontrol ved deres ydre grænser. De sikrer, at grænsevagterne er specialiserede og passende uddannet.

EU-landene yder hinanden gensidig bistand med effektiv anvendelse af grænsekontrollen. EU-landenes operative samarbejde om forvaltning af de ydre grænser samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved Medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex).

De indre grænser

Enhver person kan uanset statsborgerskab passere de indre grænser ved alle overgange, uden at der gennemføres personkontrol. Dette udelukker ikke muligheden for, at det nationale politi kan gennemføre kontrol, herunder i grænseområderne, hvis kontrollen ikke har samme virkning som grænsekontrol.

De EU-lande, der er med i Schengenområdet, fjerner alle hindringer for en smidig afvikling af vejtrafikken ved overgangsstederne, navnlig enhver hastighedsbegrænsning, der ikke udelukkende er fastsat af hensyn til trafiksikkerheden.

Hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, kan disse lande undtagelsesvis genindføre grænsekontrol ved sine indre grænser i en begrænset periode, der ikke overstiger 30 dage (med mulighed for forlængelse under de betingelser, der er fastsat i kodeksen), eller så længe den alvorlige trussel forventes at vare. Denne handling skal betragtes som sidste udvej. Hvis et EU-land planlægger at genindføre grænsekontrol, underretter den hurtigst muligt de øvrige EU-lande, der er med i Schengenområdet, og Europa-Kommissionen. Europa-Parlamentet skal ligeledes straks informeres med henblik på eventuelle høringer. Europa-Parlamentet og Rådet skal informeres på samme tidspunkt.

Der gennemføres en høring mellem EU-landene og Kommissionen senest ti dage før den planlagte genindførelse af grænsekontrol med henblik på at tilrettelægge et gensidigt samarbejde og undersøge, om foranstaltningerne står i et rimeligt forhold til de begivenheder, der ligger til grund for genindførelsen. Beslutningen om at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser skal træffes på gennemsigtig vis, og offentligheden skal orienteres fuldt ud herom, medmindre overordnede sikkerhedsmæssige grunde taler imod dette.

Hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller indre sikkerhed i et EU-land, der kræver øjeblikkelig indgriben, kan det pågældende land undtagelsesvis straks genindføre grænsekontrol ved de indre grænser. Det underretter herefter de øvrige EU-lande og Kommissionen om sin beslutning.

Når der inden for rammerne af Schengenevalueringen konstateres alvorlige mangler ved et EU-lands gennemførelse af kontrol ved de ydre grænser, kan Kommissionen udstede henstillinger. For det pågældende EU-land kan det indebære at underkaste sig Frontex’ strategiske planer baseret på en risikovurdering om håndteringen af situationen, indsættelse af europæiske grænsevagthold, eller det kan, som sidste udvej, udløse lukning af et bestemt grænseovergangssted.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (Den Europæiske Unions Tidende L 158 af 30.4.2004).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1931/2006 af 20. december 2006 om fastsættelse af regler for lokal grænsetrafik ved medlemsstaternes ydre landgrænser og om ændring af Schengen-konventionen (Den Europæiske Unions Tidende L 405 af 30.12.2006).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1342/2011 af 13. december 2011 om ændring af forordning (EF) nr. 1931/2006 med henblik på at inddrage Kaliningrad-enklaven og bestemte polske administrative distrikter i et område, der betragtes som grænseområde (Den Europæiske Unions Tidende L 347 af 30.12.2011).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) (Den Europæiske Unions Tidende L 243 af 15.9.2009).

Rådets forordning (EU) nr. 1053/2013 af 7. oktober 2013 om indførelse af en evaluerings- og overvågningsmekanisme til kontrol af anvendelsen af Schengenreglerne og om ophævelse af Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og anvendelse af Schengenreglerne (Den Europæiske Unions Tidende L 295 af 6.11.2013).

Kommissionens henstilling om en fælles Praktisk vejledning for grænsevagter (Schengen-vejledning) til brug for medlemsstaternes kompetente myndigheder ved udøvelse af grænsekontrol af personer, C(2006) 5186 endelig.

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om hvordan bestemmelserne om stempling af tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter fungerer, jf. artikel 10 og 11 i forordning (EF) nr. 562/2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (KOM(2009) 489 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende).

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelse af afsnit III (De indre grænser) i forordning (EF) nr. 562/2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (KOM(2010) 554 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende).

Seneste ajourføring: 14.03.2014