Grønbog om gensidig anerkendelse af ikke-frihedsberøvende kontrolforanstaltninger forud for domsafsigelse

Med fremlæggelsen af denne grønbog indleder Kommissionen en debat om et nyt lovgivningsinstrument til gensidig anerkendelse af retsafgørelser om ikke-frihedsberøvende kontrolforanstaltninger forud for domsafsigelse. Dette sker ud fra et ønske om at følge en af de almindelige retsgrundsætninger, i henhold til hvilken frihedsberøvelse forud for domsafsigelse skal betragtes som en undtagelsesmæssig foranstaltning, der bør erstattes af kontrolforanstaltninger, som ikke indebærer frihedsberøvelse.

DOKUMENT

Grønbog om gensidig anerkendelse af ikke-frihedsberøvende kontrolforanstaltninger forud for domsafsigelse [KOM(2004) 562 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Meningen er, at denne grønbog skal danne grundlag for udarbejdelsen af et nyt lovgivningsinstrument vedrørende gensidig anerkendelse af retsafgørelser om ikke-frihedsberøvende kontrolforanstaltninger forud for domsafsigelse. Et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der medfølger som bilag til grønbogen, indeholder en detaljeret analyse af de relevante lovgivningsmæssige rammer på dette område og Kommissionens tanker om, hvorledes et sådant instrument eventuelt kan udformes.

Hovedformålet med grønbogen er at udvide høringsprocessen til at omfatte et bredere publikum, herunder bl.a. aktører på det retlige område, relevante NGO'er, akademiske kredse osv. Visse aspekter af formålet med denne grønbog har allerede været behandlet i en anden grønbog og i Rådets forslag til rammeafgørelse om visse processuelle rettigheder.

Hvorfor fremlægger Kommissionen en grønbog?

De overfyldte fængsler er en af følgerne af den udstrakte brug af varetægtsfængsling. På grund af flugtrisikoen varetægtsfængsles ikke-hjemmehørende mistænkte ofte, mens hjemmehørende nyder godt af alternative foranstaltninger.

I henhold til almindelige retsgrundsætninger skal frihedsberøvelse forud for domsafsigelse betragtes som en undtagelsesmæssig foranstaltning, og man bør i videst muligt omfang gøre brug af foranstaltninger, der ikke indebærer frihedsberøvelse. Disse foranstaltninger kan ikke for øjeblikket omsættes eller overføres på tværs af grænserne, eftersom landene ikke anerkender udenlandske retsafgørelser i disse sager.

Indførelsen af et retsinstrument, der ville gøre EU's medlemsstater i stand til at anerkende ikke-frihedsberøvende kontrolforanstaltninger forud for domsafsigelse:

Der er et klart mandat til at sætte ind på dette område i programmet for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager fra november 2000, hvis principper er blevet fremsat i Kommissionens arbejdsdokument.

Grundlaget for dette nye instrument er idéen om at erstatte varetægtsfængsling med en ikke-frihedsberøvende foranstaltning og at overføre denne foranstaltning til den medlemsstat, hvor den mistænkte normalt er bosiddende. Således får den mistænkte mulighed for at være underkastet kontrolforanstaltningen i sine normale omgivelser, indtil retssagen finder sted i den fremmede medlemsstat.

For at sikre en sådan foranstaltnings effektivitet skal det nye instrument som en sidste udvej omfatte en tvangsforanstaltning, hvorved en usamarbejdsvillig mistænkt kan returneres til den stat, hvor retssagen skal foregå.

Høringsprocessen

Denne grønbog er den tredje fase i høringsprocessen om alternativer til varetægtsfængsling forud for domsafsigelse.

Den første fase gik ud på at udarbejde og udsende et spørgeskema om varetægtsfængsling forud for domsafsigelse og alternativer til en sådan varetægtsfængsling med henblik på at indkredse eventuelle hindringer for samarbejde mellem medlemsstaterne på dette område. Arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene indeholder et resumé af de modtagne svar.

Den anden fase gik ud på at udarbejde et debatoplæg på grundlag af besvarelserne af spørgeskemaet og at organisere et ekspertmøde. I dette debatoplæg foreslås bl.a. indførelsen af et såkaldt europæisk påbud om fremmøde hos en myndighed som en ikke-frihedsberøvende kontrolforanstaltning forud for domsafsigelse på EU-plan.

Seneste ajourføring: 04.08.2005