Kodifikation, omarbejdning, selvregulering, samregulering, konsekvensanalyse, høring osv. - EU-institutionerne råder over en bred vifte af muligheder til forbedring og forenkling af EU-retten. I denne interinstitutionelle aftale forpligter de sig til at samarbejde om at nå frem til en bedre lovgivning.

Den interinstitutionelle aftale omfatter Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union (EU) og Europa-Kommissionen. Aftalen fastlægger både de generelle retningslinjer og de nærmere detaljer vedrørende samarbejdet mellem institutionerne, navnlig i den lovgivende proces. Aftalen har til formål at optimere udarbejdelse og gennemførelse af EU-retten.

De tre institutioner er primært enige om en bedre koordinering af lovgivningsprocessen. Dette betyder, at de gensidigt og i god tid oplyser om deres forberedende og lovgivningsmæssige arbejde, f.eks. gennem de årlige tidsplaner for lovgivningen eller en bedre samordning af behandlingen af fælles sager i de forberedende organer i hver institution.

De tre institutioner forpligter sig til at styrke en større åbenhed og adgang til oplysninger for borgerne, f.eks. gennem den størst mulige udbredelse af offentlige politiske debatter gennem en systematisk anvendelse af de nye informationsteknologier, ved at udvide offentlighedens adgang til EUR-Lex samt endelig ved afholdelse af en fælles pressekonference for at bekendtgøre det positive udfald af lovgivningsprocessen.

I forbindelse med hvert lovgivningsforslag forklarer og begrunder Kommissionen over for Europa- Parlamentet og Rådet sit valg af lovgivningsinstrument og retsgrundlag. Kommissionen sørger for, at det tiltag, den foreslår, er nødvendigt og så enkelt som muligt.

EU lovgiver kun i det omfang, det er nødvendigt. Det er i visse tilfælde hensigtsmæssigt at anvende alternative former for regulering, så som samregulering og selvregulering.

Samregulering er en mekanisme, der består i, at det ved en fællesskabsretsakt overlades til godkendte parter på det pågældende område (f.eks. virksomheder, arbejdsmarkedets parter, ikke-statslige organisationer eller sammenslutninger) at opfylde de målsætninger, som den lovgivende myndighed fastlægger. Inden for de rammer, der fastlægges i basisretsakten, kan de berørte parter indgå frivillige aftaler om fastlæggelse af de nærmere regler til gennemførelse af retsakten.

Ved selvregulering forstås, at virksomheder, arbejdsmarkedets parter, ikke-statslige organisationer og sammenslutninger har mulighed for indbyrdes og for dem selv at vedtage fælles retningslinjer på europæisk plan. Retningslinjerne kan blandt andet tage form af adfærdskodeks eller sektoraftaler. De indebærer generelt ikke en stillingtagen fra EU-institutionernes side. Instututionerne har imidlertid stadig mulighed for at vedtage retsakter på områder, hvor EU har kompetence.

De tre institutioner forpligter sig til at udarbejde en lovgivning, der er klar, enkel og effektiv. Kommissionen opfordres til at foretage retsaktsforberedende høringer samt at offentliggøre resultaterne heraf. Kommissionen skal fortsat gennemføre konsekvensanalyser i forbindelse med større lovgivningsprojekter for derigennem at vurdere de økonomiske, sociale eller miljømæssige konsekvenser. Hvis Europa-Parlamentet eller Rådet vedtager et væsentligt ændringsforslag, vil en konsekvensanalyse af ændringsforslaget også være ønskelig. For at sikre sammenhæng i teksterne er en juridisk kontrol forud for den endelige vedtagelse af en retsakt påkrævet.

For at sørge for, at medlemsstaterne korrekt og hurtigt gennemfører EU-retten i national lovgivning, inden for de fastsatte frister, sørger de for, at alle direktiver indeholder en bindende frist for gennemførelsen, der ikke overstiger to år. Kommissionen kan indlede en overtrædelsesprocedure i de tilfælde, hvor en medlemsstat ikke har overholdt fristen for gennemførelse. Kommissionen udarbejder årsberetninger om gennemførelsen af direktiverne i de forskellige medlemsstater.

Forenklingen af lovgivningen kan ske på forskellige måder: ved at ophæve retsakter, som ikke længere anvendes, og ved kodifikation eller omarbejdning af de øvrige retsakter. Kodifikation er en procedure, hvorved de retsakter, der kodificeres, ophæves og erstattes af en enkelt retsakt, uden at der foretages nogen indholdsmæssige ændringer af de tidligere retsakter. Omarbejdning består i, at der vedtages en ny retsakt, der i én og samme tekst samler både de indholdsmæssige ændringer, der foretages i en tidligere retsakt, og de bestemmelser i den tidligere retsakt, der forbliver uændrede. Den nye retsakt træder i stedet for og ophæver den tidligere retsakt.

Referencer

Dokument	Ikrafttrædelsesdato	Gennemførelsesdato i medlemsstaterne	Den Europæiske Unions Tidende
Interinstitutionnel aftale	16.12.2003	-	EUT C 321 af 31.12.2003

Interinstitutionel overenskomst af 22. december 1998 om fælles retningslinjer for EF-lovgivningens affattelse [De Europæiske Fællesskabers Tidende C 73 af 17.3.1999]. Denne interinstitutionelle overenskomst fastsætter retningslinjer for kvaliteten af EF-lovgivningens affattelse. For eksempel skal alle retsakter opstilles efter en standardstruktur (titel, præambel, dispositiv del og bilag). Bestemmelserne i retsakter formuleres koncist og ensartet.

Aftale mellem institutionerne af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster [De Europæiske Fællesskabers Tidende C 102 af 4.4.1996]. I denne aftale mellem institutionerne erindres om, at kodifikationen ikke indebærer nogen væsentlig ændring af de berørte retsakter. Kommissionens kodifikationsforslag vil blive behandlet af Europa-Parlamentet og Rådet i henhold til en hurtig arbejdsmetode.

Interinstitutionel aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter [De Europæiske Fællesskabers Tidende C 77 af 28.3.2002]. Denne interinstitutionelle aftale fastsætter retningslinjer for omarbejdningen: en omarbejdning skal begrundes præcist, og det angives i begrundelsen præcist, hvilke bestemmelser i den tidligere retsakt der forbliver uændrede.

Dette resumé forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af traktaten.