Beskyttelse mod skadegørere på planter

RESUMÉ AF:

Rådets direktiv 2000/29/EF om foranstaltninger til beskyttelse af planters sundhed i EU

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det sigter mod at beskytte planter mod skadegørere (*) (skadevoldere og sygdomme) ved dels at forhindre, at de importeres til EU, og dels at begrænse deres spredning, hvis de indføres.

HOVEDPUNKTER

De enkelte EU-lande skal oprette en myndighed med ansvar for plantesundhed og forbyde import af organismer og planter, der anses for at være skadelige.

Lovgivningen dækker levende planter og frø, især frugt, grøntsager, løg, afskårne blomster, grene, fældede træer og plantevæv.

Planteproducenter skal være anført i et officielt register.

Visse planter og planteprodukter, der er dyrket i EU, skal underkastes en sundhedsundersøgelse på stedet mindst en gang om året.

Ved planter, hvor undersøgelsen er tilfredsstillende, får disse et plantesundhedscertifikat. De bærer et mærke efter aftale (et plantepas). Det er vigtigt for planter, der transporteres til et andet EU-land.

Planter, som ikke lever op til betingelserne for certifikatet, skal enten behandles, flyttes til et område, hvor de ikke frembyder nogen fare, flyttes til industriel forarbejdning eller destrueres.

De nationale myndigheder skal foretage stikprøvekontroller af planter på de steder, hvor de dyrkes, oplagres, sælges eller transporteres.

De nationale myndigheder skal kontrollere visse planter, der kommer fra ikke-EU-lande. Kontrollerne dækker emballage og de køretøjer, der transporterer planterne.

Importerede planter skal have et plantepas, der ikke er udfærdiget mere end 14 dage før eksporten. De underkastes også kontrol af identitet og plantesundhed.

Hvis importerede planter ikke lever op til de påkrævede standarder, kan de behandles, pålægges karantæne, destrueres, eller de angrebne varer kan fjernes.

EU-landene skal underrette hinanden og Europa-Kommissionen ved påvisning af planteskadegørere og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at destruere dem.

I maj 2013 foreslog Kommissionen en ny EU-forordning om plantesundhed.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 30. juli 2000. EU-landene skulle indarbejde det i den nationale lovgivning inden den 20. januar 2002.

BAGGRUND

Plantesundhed og biosikkerhed.

VIGTIGE BEGREBER

(*)Planteskadegører: skadevoldere for planter eller dyr som f.eks. insekter, mider, bakterier, svampe, vira og parasitter.

DOKUMENT

Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1-112).

Efterfølgende ændringer og rettelser til direktiv 2000/29/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 29.11.2015