Indførelse af euroen

RESUMÉ AF:

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGERNE OG ARTIKEL 140 I TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE?

De to forordninger udgør retsgrundlaget og sikkerheden ved indførelse af euroen (Den Økonomiske og Monetære Union).

Forordning (EF) nr. 974/98 fastlægger en tidsplan for overgang til euroen.
Forordning (EF) nr. 1103/97 dækker spørgsmål som omregningskurser og procedurer, kontrakter og betalingsanvisninger.

Artikel 140 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastlægger kriterierne for medlemskab af Den Økonomiske og Monetære Union og indførelsen af euroen. Den indfører regler om regelmæssig overvågning af de fremskridt, som de af Den Europæiske Unions (EU) medlemsstater, der ikke har euroen, gør i forhold til at opfylde disse krav.

HOVEDPUNKTER

Forordning (EF) nr. 974/98:

omfatter i bilaget datoer for indførelse af euroen og valutaombytning og udfasningsperioden*, hvis det er relevant, for hver deltagende medlemsstat
bekræfter, at den fælles valuta:
- er euroen
- er opdelt i 100 cent
- erstatter de deltagende medlemsstaters nationale valutaer med den aftalte omregningskurs
- er valutaenheden for Den Europæiske Centralbank og de deltagende nationale centralbanker
angiver, at henvisning til national valuta i et retligt instrument* er lige så gyldige, som hvis valutaangivelsen var i euro
anfører, at nationale pengesedler og mønter vedbliver at være lovlige betalingsmidler fra dagen før indførelse af euroen i den pågældende medlemsstat
giver:
- Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der deltager i euroen, enebeføjelse til at sætte eurosedler i omløb
- medlemsstaterne ansvar for at udstede euromønter, der er i overensstemmelse med de pålydende værdier og tekniske specifikationer, som Rådet for Den Europæiske Union har aftalt
fastlægger vilkårene for eventuelle udfasningsperioder for nationale valutaer, en mulighed som ingen af medlemsstaterne i euroområdet hidtil har anvendt
beskriver en »overgangsperiode« som højst 3 år, som starter på datoen for indførelse af euroen og slutter på datoen for valutaombytning
fastslår, at nationale pengesedler og mønter forbliver lovlige betalingsmidler, indtil senest 6 måneder efter de respektive datoer for valutaombytning — i denne periode skal banker og kreditinstitutter veksle deres kunders nationale valuta til euro uden beregning, hvorefter kun eurosedler og -mønter er lovlige betalingsmidler i medlemsstaterne i euroområdet
kræver, at medlemsstaterne indfører sanktioner mod falske eurosedler og -mønter.

Forordning (EF) nr. 1103/97:

erstatter den europæiske valutaenhed, en valutakurv med nationale valutaer, der tidligere blev anvendt til regnskabsformål i EU, med en omregningskurs på 1:1 i alle juridiske dokumenter fra den 1. januar 1999
sikrer, at indførelsen af euroen ikke påvirker kontinuiteten i kontrakter og alle juridiske aftaler og forpligtelser, der indeholder henvisninger til en national valuta
anfører, at omregningskurserne for nationale valutaer til euroen er på seks cifre — de må ikke rundes op eller ned
kræver, at enhver omregning fra en national valuta til en anden skal foregå via euroen.

Artikel 140 i TEUF og protokol nr. 13, der er et bilag til TEUF, fastsætter de økonomiske og finansielle betingelser, der kaldes »konvergenskriterierne«, som medlemsstaterne skal opfylde for at indføre euroen. De er som følger.

Prisstabilitet. Inflationsraten må højst være på 1,5 procentpoint over gennemsnittet af de tre medlemsstater, som klarer sig bedst, i 1 år.
De offentlige finanser. Disse skal være sunde og holdbare, hvilket godtgøres ved fraværet af en afgørelse fra Rådet om forekomst af et uforholdsmæssigt stort underskud.
Valutakursstabilitet. Store valutasvingninger skal undgås, hvilket godtgøres ved deltagelse i valutakursmekanismen uden alvorlige spændinger og uden devalueringer i en periode på mindst 2 år.
Rentekonvergens. Langfristede rentesatser må ikke overstige gennemsnittet af rentesatserne i de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet (med mere end 2 procentpoint).

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGERNE FRA?

Forordning (EC) nr. 974/98 trådte i kraft den 1. januar 1999.
Forordning (EC) nr. 1103/97 trådte i kraft den 20. juni 1997.

BAGGRUND

Retlig sikkerhed, navnlig for borgere og virksomheder, er afgørende, når en medmelsstat erstatter den nationale valuta med euroen.
Den 1. januar 1999 fastsatte 11 medlemsstater en fælles valutakurs, vedtog en fælles monetær politik og lancerede en ny fælles valuta på verdens finansmarkeder.
Siden januar 2023 har euroen været valutaen i 20 medlemsstater.

VIGTIGE BEGREBER

Udfasningsperiode. Højst 1 år, begyndende med datoen for indførelse af euroen.

Retligt instrument. Lovbestemmelser, administrative retsakter, retsafgørelser, betalingsanvisninger og andre retligt bindende dokumenter.

HOVEDDOKUMENTER

Rådets forordning (EF) nr. 974/98 af 3. maj 1998 om indførelse af euroen (EFT L 139 af 11.5.1998, s. 1-5).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 974/98 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Rådets forordning (EF) nr. 1103/97 af 17. juni 1997 om visse bestemmelser vedrørende indførelsen af euroen (EFT L 162 af 19.6.1997, s. 1-3).

Se den konsoliderede udgave.

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VIII — Den økonomiske og monetære politik — Kapitel 5 — Overgangsbestemmelser — Artikel 140 (tidl. artikel 121, stk. 1, 122, stk. 2, andet punktum, og artikel 123, stk. 5, i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 108-110).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets afgørelse (EU) 2022/1211 af 12. juli 2022 om Kroatiens indførelse af euroen den 1. januar 2023 (EUT L 187 af 14.7.2022, s. 31-34).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Protokol (nr. 13) om konvergenskriterierne (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 281-282).

seneste ajourføring 19.04.2023