Udvidelsen i 2004: udfordringerne i et EU med 25 medlemsstater

Den 1. maj 2004 optog EU ti nye lande med et samlet indbyggerantal på hen ved 75 millioner. Denne politiske og økonomiske union omfatter nu 25 medlemsstater og 450 millioner indbyggere; heri indgår tre forhenværende sovjetrepublikker (Estland, Letland og Litauen), fire af USSR's satellitstater (Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn), en forhenværende jugoslavisk republik (Slovenien) og to østater i Middelhavet (Cypern og Malta).

Denne historiske udvidelse af EU fra 15 til 25 medlemsstater er fuldbyrdelsen af den langvarige proces, det har været at forene de europæiske folkeslag, som i et halvt århundrede har været splittet af jerntæppet og den kolde krig. I det følgende gøres der rede for forberedelsen af denne EU's femte udvidelse og de udfordringer og de perspektiver, den fører med sig.

Forberedelsen af EU's femte udvidelse

Berlinmurens fald den 9. november 1989 blev startskuddet til hele den kommunistiske østbloks sammenbrud. Denne begivenhed var forudsætningen for foreningen af Europa. Fra dette tidspunkt kunne EU og ansøgerlandene sammen forberede udvidelsesarbejdet: der blev udarbejdet bilaterale tiltrædelsespartnerskaber (mellem EU og ansøgerlandene), hvori man fastsatte, hvor det enkelte land i første række skulle gøre en indsats for at kunne påtage sig forpligtelserne i forbindelse med optagelse, og hvornår dette skulle ske.

I tidsrummet fra 1987 til 1996 indgav 13 lande ansøgning om optagelse i EU, nemlig Bulgarien, Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Tyrkiet og Ungarn. Det Europæiske Råd satte udvidelsesprocessen i gang på et møde i Luxembourg den 12.-13. december 1997. Planen var, at denne proces skulle afvikles i hvert ansøgerlands eget tempo afhængigt af forløbet af forberedelsesarbejdet.

Ansøgerlandene undertegnede europaaftaler (for de central- og østeuropæiske landes vedkommende) og associeringsaftaler (for Cyperns, Maltas og Tyrkiets vedkommende) med henblik på optagelsen i EU. EU støttede ved hjælp af en førtiltrædelsesstrategi disse landes arbejde på at overtage fællesskabets bestemmelser. EU ydede nævnte lande finansiel bistand til udvikling af deres institutioner, infrastrukturer og økonomi.

Den 31. marts 1998 blev der indledt tiltrædelsesforhandlinger med de seks bedst forberedte lande (Cypern, Estland, Polen, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn) og den 15. februar 2000 med de øvrige ansøgerlande (Bulgarien, Letland, Litauen, Malta, Rumænien og Slovakiet) med undtagelse af Tyrkiet. Disse forhandlinger tog udgangspunkt i et differentieringsprincip, forstået på den måde, at afviklingen af optagelsesprocessen afhang af det enkelte lands egen indsats i forberedelsesarbejdet. Forhandlingernes varighed har således varieret fra det ene land til det andet, afhængigt af det enkelte lands fremskridt.

Siden 1998 har Kommissionen hvert år offentliggjort periodiske rapporter om de enkelte ansøgerlandes fremskridt. Endvidere blev der i de tiltrædelsespartnerskaber, som efter vedtagelsen i 1998 blev revideret i 1999 og 2002, fastlagt indsatsområder for de forskellige ansøgerlande samt særlig støtte hertil. Herved blev det muligt at gennemføre en screening, der bestod i, at man foretog en vurdering af forholdene sektor for sektor, således at der for hvert enkelt ansøgerland kunne opstilles en køreplan med angivelse af, hvilke tilpasninger der måtte foretages for at bringe landets retsakter i overensstemmelse med Fællesskabets gældende lovgivning.

Det Europæiske Råd konstaterede på mødet i København i december 2002, at ti af de tretten ansøgerlande (Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn) opfyldte betingelserne for optagelse i EU. Nævnte lande undertegnede således en tiltrædelsestraktat den 16. april 2003 i Athen; de blev efter afvikling af ratifikationsprocedurerne officielt optaget i EU den 1. maj 2004.

De ti ansøgerlandes optagelse i EU forudsatte for det første, at de var anerkendt som europæiske stater (EU-traktatens artikel 49), og for det andet, at de overholdt principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet (EU-traktatens artikel 6). De skulle også overholde forskellige økonomiske og politiske krav, de såkaldte 'Københavnskriterier', hvori det er fastsat, at ansøgning forudsætter, at landet:

• er et stabilt demokrati, som overholder menneskerettighederne, retsstatsprincippet og kravet om mindretallenes beskyttelse
• er en velfungerende markedsøkonomi
• antager de regler, standarder og fælles politikker, der udgør EU's lovgivning.

Udfordringerne i forbindelse med EU's femte udvidelse

EU's femte udvidelse tager udgangspunkt i ønsket om at sikre fred, stabilitet og økonomisk velfærd i et forenet Europa. Det er imidlertid også vigtigt, at de fordele og ulemper, der er forbundet med udvidelsen, analyseres og gøres op i tal.

Fred, stabilitet og økonomisk velfærd i Europa

Formålet med Europas forening er:

• at sikre fred og stabilitet i hele den europæiske verdensdel
• at sikre Europas befolkning større velfærd, og samtidig udbrede den europæiske samfundsøkonomiske model og udvide euro-zonen, uden herved at tilsidesætte hensynet til miljøet
• at sikre demokratisk fremgang under overholdelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der bygger på værdigheds-, ligestillings-, solidaritets- og retfærdighedsprincippet
• at styrke Europas internationale rolle, ikke mindst på det kommercielle område
• at opnå en kulturel berigelse osv.

For at undgå, at udvidelsen skete på bekostning af den økonomiske og sociale fremgang, der er opnået gennem de første 40 år af EU's opbygning, insisterede EU i forhandlingerne med ansøgerlandene på vigtigheden af:

• reform af den økonomiske sektor og landbrugssektoren
• reform af retsvæsen og politi samt bekæmpelse af korruption
• gennemførelse af reglerne for fødevaresikkerhed
• bekæmpelse af organiseret økonomisk og finansiel kriminalitet, narkotikahandel og handel med kvinder, samt sikring af børns rettigheder
• overholdelse af mindretallenes rettigheder
• bedre miljøbeskyttelse, bl.a. ved sikring af en bedre affaldsforvaltning, og forbedring af kernekraftværkers sikkerhed.

Omkostninger og fordele ved udvidelsen

Den omstændighed, at flere stater nu er kommer til, at deres økonomiske forhold er så forskellige, og at antallet af indbyggere og sprog er vokset, gør, at medlemsstaterne må yde en ekstra indsats, også i finansiel henseende.

Som led i førtiltrædelsesstrategien etablerede EU en række finansielle ordninger (Phare, Ispa og Sapard) med det formål at hjælpe ansøgerlandene til at blive medlem.

EU afsatte 13,2 mia. EUR til førtiltrædelsesudgifter i tidsrummet fra 2000 til 2003. I tidsrummet 2004-2006 blev der afsat 41 mia. EUR (40,8 milliarder til de nye medlemsstater: landbrugstilskud, regional- og infrastrukturstøtte, nuklear sikkerhed, offentlig administration og beskyttelse af grænserne; 540 millioner til samtlige stater: forskning, kultur og uddannelse).

Førtiltrædelsesstrategien sluttede egentlig med de ti nye medlemslandes optagelse den 1. maj 2004, men de fortsætter med at modtage førtiltrædelsesmidler for alle projekter, der blev indgivet forud for 2005. De er nu berettiget til at modtage midler fra strukturfondene og samhørighedsfonden.

Omkostningerne ledsages imidlertid også af fordele, idet EU's udvidelse fra 15 til 25 medlemsstater betyder, at stabilitets- og fredszonen nu er udvidet til at omfatte hele den europæiske verdensdel, således at konflikter af den art, som forekom i det tidligere Jugoslavien, ikke kan gentage sig; at den økonomiske og handelsmæssige vækst vil stige takket være den omstændighed, at antallet af forbrugere på enhedsmarkedet øgedes fra 378 millioner til 453 millioner i 2004, og vil øges til mere end 480 millioner i tidsrummet frem til 2007; og at Europas position i verden forbedres, ikke mindst i forhandlinger om samhandel.

Hertil kommer, at de nye medlemsstater har indbetalt 15 mia. EUR til EU's budget. Kommissionen har beregnet, at nettobudgetomkostningerne i forbindelse med EU's femte udvidelse ikke kommer til at overstige 10 mia. EUR i tidsrummet frem til 2006, eftersom ikke alle afsatte midler er blevet udnyttet

Udsigterne efter EU's femte udvidelse: et EU med 30 medlemmer

Efter den vellykkede overgang fra 6 til 25 medlemsstater forbereder EU sig nu på næste udvidelse. Bulgarien og Rumænien undertegnede en tiltrædelsestraktat den 25. april 2005. De forventes optaget den 1. januar 2007.

Tyrkiet indgav ansøgning om optagelse den 14. april 1987 og fik officiel status som ansøgerland på Det Europæiske Råds møde i Helsinki i december 1999. Kommissionen fastslog i sin anbefaling af 6. oktober 2004, at Tyrkiet opfylder de politiske københavnskriterier i det fornødne omfang. Den anbefaler derfor, at der indledes betingede tiltrædelsesforhandlinger med nævnte land. Med udgangspunkt heri fastsatte Det Europæiske Råd på et møde i december 2004, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet skulle indledes i oktober 2005.

Kroatien ansøgte om optagelse i EU den 21. februar 2003. Det Europæiske Råd anerkendte på et møde i juni 2004 dette lands status som ansøgerland, og Kommissionen anbefalede i november 2004, at der indledtes forhandlinger. Det Europæiske Råd fastslog senere, i december 2004, at tiltrædelsesforhandlingerne med Kroatien skulle indledes den 17. marts 2005, forudsat at landet samarbejdede fuldt ud med den Internationale Straffedomstol for Det Tidligere Jugoslavien, bl.a. for så vidt angår general Gotovinas arrest og overførsel til Haag. Da Ministerrådet den 16. marts 2005 måtte konstatere, at samarbejdet med nævnte domstol udeblev, blev det besluttet at udsætte starten på tiltrædelsesforhandlingerne med Kroatien på ubestemt tid. Rådet har meddelt, at der efter fælles aftale indkaldes til en bilateral regeringskonference, så snart det er konstateret, at Kroatien samarbejder fuldt med domstolen.

Det skal til sidst nævnes, at den tidligere jugoslaviske republik Makedonien indgav ansøgning om optagelse den 22. marts 2004, men at nævnte land endnu ikke har opnået officiel status som ansøgerland.

EU har således vist sig resolut i sit ønske om en yderligere udvidelse med lande på Vestbalkan. EU mener, at disse lande er selvskrevne til optagelse i EU, så snart de er rede.

Seneste ajourføring: 23.01.2007