Polen

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(1997) 2002 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(1998) 701 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(1999) 509 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2000) 709 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [SEK(2001) 1752 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1207 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I sin udtalelse fra juli 1997 erklærede Europa-Kommissionen, at forbrugerbeskyttelsesniveauet i Polen var utilstrækkeligt. For at opfylde EU-rettens krav til forbrugerpolitikken skulle Polen således gøre en betydelig indsats for at få vedtaget en række nye vigtige love og ændre mange af de eksisterende love.

Rapporten fra november 1998 bekræftede denne første vurdering og påpegede forsinkelserne i vedtagelsen og gennemførelsen af EU-retten.

Rapporten fra oktober 1999 påpegede endnu en gang, at Polen kun havde gjort ringe fremskridt inden for dette område, og at landet burde gøre en væsentlig indsats for at respektere denne prioritet på mellemlang sigt, som indgår i tiltrædelsespartnerskabet.

Kommissionen mindede i sin rapport fra 2002 om, at Polen foreløbig har afsluttet forhandlingerne om dette kapitel og ikke har anmodet om overgangsordninger.

I rapporten fra oktober 2003 påpeges det, at Polen i alt væsentligt overholder EU-retten, for så vidt angår foranstaltninger vedrørende sikkerhed, foranstaltninger, der ikke vedrører sikkerhed, og forbrugerorganisationer. Polen bør med henblik på at afslutte forberedelserne til sin tiltrædelse fortsat gøre en indsats, for så vidt angår overtagelse af EU-retten, med at øge kapaciteten i forbindelse med gennemførelsen og navnlig sikre tilstrækkelig forståelse hos borgerne og erhvervslivets operatører for lovgivningen og de rettigheder og pligter, som følger heraf.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

EU-retten omfatter beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser (herunder kontrol med vildledende reklame, prisangivelse, forbrugerkredit, urimelige kontraktvilkår, fjernsalg, pakkerejser, salg uden for forretningslokalerne og timeshare) samt generel produktsikkerhed og produktsikkerhed inden for områderne kosmetik, tekstilbetegnelser og legetøj.

Europaaftalen omhandler tilnærmelse af lovgivningen til EU-retten samt samarbejde om at skabe fuld kompatibilitet mellem forbrugerbeskyttelsessystemerne i Polen og EU. Hvidbogens fase I-foranstaltninger fokuserer på forbedring af produktsikkerheden, herunder for kosmetik, tekstilprodukter og legetøj, og på beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, herunder bl.a. på bestemmelser om vildledende reklame, forbrugerkredit, urimelige kontraktvilkår og prisangivelser. Fase II-foranstaltningerne vedrører pakkerejser, salg uden for forretningslokalerne og timeshare. Desuden vil der skulle tages hensyn til EF-lovgivning, der er vedtaget for nylig (fjernsalg, sammenlignende reklame og prisangivelse).

EVALUERING

Foranstaltninger, der ikke vedrører sikkerhed

De foranstaltninger, der ikke vedrører sikkerhed, er gennemført, bortset fra lovgivningen om aftaler vedrørende fjernsalg og dørsalg. De kontrolforanstaltninger, der er truffet for at sikre, at forbrugernes økonomiske interesser varetages, skal også afsluttes.

Polen skal desuden gennemføre EU-retten, for så vidt angår domstolenes kapacitet på forbrugerbeskyttelsesområdet, og styrke personaleressourcerne og de finansielle ressourcer på området.

Foranstaltninger vedrørende sikkerhed

Polen skal have gennemført visse aspekter af de foranstaltninger, der vedrører sikkerhed, bl.a. det reviderede direktiv om produktsikkerhed i almindelighed. Polen skal også styrke de administrative strukturer, der er ansvarlige på dette område, både med hensyn til personaleressourcerne og de budgetmæssige ressourcer.

Der føres delvist tilsyn med markedet, for så vidt angår produktsikkerhed i almindelighed.

Nu bør Polen koncentrere sig om at forbedre samarbejdet mellem de organer, der er ansvarlige for overvågningen på dette område.

Forbrugerbeskyttelse

For så vidt angår forbrugerbeskyttelse, trådte en lov om midler til forbrugerbeskyttelse på regionalt plan i kraft i januar 1999. Som følge af denne lov har forbrugerne advokater til rådighed, hvis opgave det er at yde gratis juridisk rådgivning og at bistå forbrugerne med at indlede retssager. Siden er der sket yderligere fremskridt: der er blevet udnævnt nye ombudsmænd og mæglingsinstanserne benyttes i højere og højere grad og aflaster således de almindelige domstole. Kontoret for konkurrence og forbrugerbeskyttelse tager sig ligeledes af behandling af klager fra forbrugerne og opfylder deres behov for rådgivning. Endvidere yder dette organ finansiel støtte til forbrugerorganisationer, så de kan oprette gratis rådgivningstjenester til forbrugerne, gennemføre informations- og uddannelseskampagner, sammenlignende test og offentliggøre brochurer.

Ud over disse synlige fremskridt burde den polske regering også i højere grad yde støtte til forbrugerorganisationer, så de kan deltage i gennemførelsen af forbrugerbeskyttelsesretten og i orientering og uddannelse af forbrugerne og virksomhederne.

Ngo'ernes rolle ved udarbejdelsen af sikkerhedsstandarder for forbrugsvarer bør fremmes.

Seneste ajourføring: 26.01.2003