Slovenien

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(97) 2010 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(98) 709 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(99) 512 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2000) 712 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1755 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1411 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1208 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I sin udtalelse fra juli 1997 gav Europa-Kommissionen udtryk for, at Slovenien fortsat måtte gøre en stor indsats med vedtagelsen af EU-retten for fri bevægelighed for varer, selv om der er gjort visse fremskridt. Kommissionen konstaterede ligeledes, at Slovenien skulle styrke sine bestræbelser for at tilpasse sig til den tekniske lovgivning, herunder direktiverne efter den nye metode, ligesom landet skal styrke sin ordning for standardisering og overensstemmelsesvurdering. Den anmodede desuden Slovenien om at udvikle de menneskelige ressourcer, forbedre kvalifikationerne og styrke institutionerne og desuden sikre sig, at den nationale lovgivning på de områder, der ikke er omfattet af EF-harmonisering, ikke lægger hindringer i vejen for samhandelen, bl.a. ved at kontrollere, at de gældende foranstaltninger afpasses efter de mål, der forfølges.

Rapporten fra november 1998 bekræftede denne første vurdering og konstaterede, at der ikke var gjort synderlige fremskridt, specielt ikke med vedtagelsen af EU-retten. Den påpegede desuden mangler i etableringen af de strukturer, der er nødvendige for gennemførelsen af EU-retten.

1999-rapporten vurderede, at der var sket en markant fremgang i forhold til den oprindelige situation i landet, som var lidet tilfredsstillende.

I rapporten fra november 2000 konstaterede Kommissionen, at adskillelsen af akkrediterings-, certificerings- og standardiseringsorganernes opgaver var blevet gennemført, samt at der var sket fremskridt med overtagelsen af den sektorbestemte del af EU-retten.

Kommissionen vurderer i sin rapport fra november 2001, at Slovenien fortsat har gjort regelmæssige fremskridt inden for den frie bevægelighed for varer og har gjort betydelige fremskridt på toldområdet.

I rapporten fra oktober 2002 noteres det, at Slovenien fortsat gør gode fremskridt med vedtagelsen af EU-retten.

I rapporten fra november 2003 konstaterer Kommissionen, at Slovenien i alt væsentligt opfylder tiltrædelseskravene, men at der stadig må gøres visse fremskridt på nogle få områder.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Den fri bevægelighed for varer forudsætter, at handelsbegrænsende foranstaltninger ophæves, dvs. ikke blot told og kvantitative handelsbegrænsninger, men også alle andre foranstaltninger med tilsvarende virkning, der har protektionistiske konsekvenser.

I det omfang de tekniske krav ikke er harmoniseret, gælder princippet om gensidig anerkendelse af nationale forskrifter (i overensstemmelse med principperne i "Cassis de Dijon"-dommen).

Med henblik på harmoniseringen har EU udviklet en " ny metode ". I stedet for at påtvinge tekniske løsninger begrænser EU-retten sig således til at fastsætte de minimumskrav, som varer skal opfylde

EVALUERING

Der kan konstateres en gunstig udvikling på området standardisering og tekniske forskrifter, som er blandt de kortfristede prioriterede spørgsmål. Den lovramme, der er nødvendig for vedtagelsen af tekniske forskrifter i forbindelse med specifikke direktiver og direktiverne efter den nye metode, er blevet etableret. Der er endvidere blevet vedtaget to love om henholdsvis standardisering og overensstemmelsesvurdering.

I den sektorspecifikke lovgivning er der ligeledes konstateret markante fremskridt. Slovenien har gennemført EU-retten for metrologi, færdigpakning, maskiner (es de en fr), personlige værnemidler (es de en fr), gasapparater (es de en fr), lavspændingsudstyr (es de en fr), elektromagnetisk kompatibilitet (es de en fr), medicinsk udstyr, byggevarer, tekstiler og sko samt kosmetik (es de en fr). På området fritidsfartøjer (es de en fr) blev der tilbagelagt en vigtig etape i marts 2001 med vedtagelsen af en ny søfartslovgivning, som skal etablere det nødvendige retsgrundlag for gennemførelsen af direktivet.

Slovenien har også gjort nye fremskridt på områderne fødevarer (hygiejnestandarder, materialer, der er i kontakt med fødevarer, organer, der har til opgave at teste fødevarer osv.), kemikalier (markedsføring og anvendelse, klassificering, pakning og mærkning, god laboratoriepraksis, transport, osv.) og lægemidler (markedsføringstilladelse, klassificering af lægemidler, toksikologisk og farmakologisk testning, kliniske forsøg, farvestoffer, engrospriser, beskyttelse af kliniske forsøgsdata, forsyning med blod, sundhedstilsyn osv.). Det konstateres i rapporten fra 2003, at gennemførelsen af EU-retten er delvist tilendebragt, men at der stadig må gøres fremskridt på visse områder.

Slovenien havde endvidere vedtaget en stor del af de europæiske standarder i 2000, og der blev gjort yderligere fremskridt i 2001 og 2002, således at stort set alle de europæiske standarder nu er vedtaget.

For så vidt angår de ikke-harmoniserede sektorer, bemærkes det i rapporten fra 2003, at Slovenien har foretaget en første gennemgang af de af landets nationale retsregler, der kan lægge hindringer i vejen for de frie varebevægelser, og at slutresultatet af denne gennemgang er tilfredsstillende. Der mangler endnu at blive vedtaget en klausul om horisontal gensidig anerkendelse.

Hvad angår de strukturer, der er nødvendige til gennemførelse af EU-retten, vil det slovenske institut for standardisering og metrologi, der var ansvarligt for akkreditering, certificering og standardisering, overdrage sine beføjelser til det slovenske akkrediteringskontor og det slovenske standardiseringsinstitut. Endvidere er et departement i økonomiministeriet blevet ansvarligt for fri bevægelighed for varer, og der er blevet akkrediteret 15 organer til varetagelse af EU-overensstemmelsesvurdering. På trods af alle disse fremskridt er det dog fortsat nødvendigt at styrke dataudvekslingen mellem de forskellige myndigheder. Rapporten fra 2002 noterer, at Slovenien har indført de horisontale institutioner, der er nødvendige for den nye metode og den globale metode (akkrediterings- og standardiseringsorganer), og at de er fuldt ud operationelle. Markedstilsynsorganerne bør stadig styrkes for at sikre en bedre koordinering mellem de kompetente nationale myndigheder. Det konstateres i rapporten fra 2003, at de horisontale foranstaltninger og procedurer, der bygger på den nye metode, og som er nødvendige for at kunne forvalte EU-retten, er på plads. Lovgivningen er blevet gennemført og er i overensstemmelse med EU-retten.

Disse forskrifter er blevet suppleret med en lov om almindelig produktsikkerhed og en ny lovgivning for offentlige indkøb, som reviderer procedurerne for kontrakttildeling i forbindelse med offentlige indkøb og indfører særlige regler for kontrakttildeling for leverancer, bygge- og anlægsarbejder samt tjenesteydelser i vand-, energi-, transport- og telekommunikationssektorerne. Der blev tilbagelagt en vigtig etape i februar 2001med oprettelsen af kontoret for offentlige indkøb. Loven om bedømmelsesprocedurerne for offentlige indkøb blev vedtaget i juli 2002. Det bemærkes i rapporten fra 2003, at loven om offentlige indkøb skal ændres, så den er i overensstemmelse med EU-retten.

Forhandlingerne om kapitlet "fri bevægelighed for varer" blev afsluttet i december 2002, idet Slovenien har fået indrømmet en overgangsperiode for fornyelsen af markedsføringstilladelserne for lægemidler til 31. december 2007.

For så vidt angår forhandlingerne om vedtagelsen af EU-retten om toldunionen, har Slovenien med henblik på EU's toldkodeks i december 2000 og april 2001 vedtaget tre lovdekreter, som er baseret på loven om toldtariffer. Slovenien har allerede nået et højt niveau med overtagelsen af EU-retten på toldområdet. Forhandlingerne om dette kapitel blev afsluttet i december 2002, og Slovenien har ikke anmodet om overgangsbestemmelser. Det bemærkes i rapporten fra 2003, at Slovenien i alt væsentligt opfylder de forpligtelser, der følger af tiltrædelsesforhandlingerne, og at Slovenien skulle være i stand til at gennemføre EU-retten om toldunionen.

Seneste ajourføring: 10.03.2004