Letland

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse KOM(97) 2005 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(98) 704 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(1999) 506 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(2000) 706 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1749 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1405 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1203 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

Kommissionen gav i sin udtalelse fra juli 1997 udtryk for, at det endnu var for tidligt at udtale sig om, hvorvidt Letland fra tiltrædelsestidspunktet ville kunne deltage i euroområdet, og at landets deltagelse i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), uden at landet deltog i euroområdet, fortsat ville frembyde problemer. Kommissionen anmodede navnlig om, at Letland bringer lovgivningen om centralbanken i overensstemmelse med EU-kravene. Kommissionen konstaterede afslutningsvis, at Letland, hvad angår den frie bevægelighed for kapital, allerede havde indført næsten total liberalisering, og at afskaffelsen af de resterende restriktioner ikke skulle frembyde større vanskeligheder.

Det blev i rapporten fra november 1998 slået fast, at Letland havde gjort visse fremskridt med forberedelserne til tiltrædelsen af Den Økonomiske og Monetære Union.

I sin rapport fra oktober 1999 bemærkede Kommissionen, at Letland havde gjort væsentlige fremskridt med forberedelserne til deltagelsen i Den Økonomiske og Monetære Union, navnlig hvad angik nationalbankens uafhængighed.

I rapporten fra november 2000 blev det bemærket, at der ikke var vedtaget nogen ny lovgivning siden den seneste periodiske rapport.

I sin rapport fra november 2001 bemærkede Kommissionen, at den lettiske lovgivning som helhed er i overensstemmelse med EU-retten.

I rapporten fra oktober 2002 vurderede Kommissionen, at Letland siden den seneste periodiske rapport har gjort fremskridt med gennemførelsen af EU-retten.

I rapporten fra november 2003 konstateres det, at landet stort set overholder de forpligtelser og krav, der blev fastsat under tiltrædelsesforhandlingerne, og vil være i stand til at gennemføre den tilhørende EU-ret fra tiltrædelsesdatoen.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Tredje fase af ØMU begyndte den 1. januar 1999. Denne dato er ensbetydende med dybtgående forandringer i alle medlemsstaterne, også dem, der ikke deltager i euroområdet fra starten.

På det økonomiske område er samordningen af medlemsstaternes politik (de nationale konvergensprogrammer, de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik, den multilaterale overvågning og proceduren med uforholdsmæssigt store underskud) det centrale element. Alle landene skal overholde stabilitets- og vækstpagten, afstå fra direkte centralbankfinansiering af det offentlige underskud og fra at give privilegeret adgang for offentlige myndigheder til finansielle institutioner og have afsluttet liberaliseringen af kapitalbevægelserne.

De medlemsstater, der ikke deltager i euroområdet, skal føre en selvstændig monetær politik og deltage i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) med visse restriktioner. Centralbankerne skal være uafhængige og have prisstabilitet som deres vigtigste målsætning. Endelig skal valutakurspolitikken anses for at være et anliggende af fælles interesse for samtlige medlemsstater, der skal kunne deltage i den nye valutakursmekanisme.

Selv om medlemskab indebærer accept af målsætningen for ØMU, er opfyldelse af konvergenskriterierne ikke en forudsætning. Kriterierne er dog en indikator for, om den makroøkonomiske politik er stabilitetsorienteret, så alle medlemsstaterne skal fra et vist tidspunkt permanent opfylde dem.

EVALUERING

Letland blev først uafhængigt i 1991. Landet måtte på én og samme tid genopbygge en markedsøkonomi og opbygge nye institutioner. Reformerne er derfor kommet sent i gang og er blevet gennemført i et forholdsvis langsomt tempo.

Letland gjorde indtil 1998 betydelige fremskridt med indførelsen af en stabil makroøkonomisk ramme og markedsøkonomi. Landet vil antagelig på mellemlang sigt være i stand til at modstå konkurrencepresset og markedskræfterne i Den Europæiske Union (EU). Der er i 1999-rapporten givet udtryk for, at Letland kan betragtes som en levedygtig markedsøkonomi. Den lettiske økonomi er særdeles åben, og dens handelsmæssige integration i EU er i stadig fremgang. Bruttonationalproduktet (BNP) per capita nåede i 2001 33,1 % af EU's gennemsnit.

Hvad angår den økonomiske aktivitet, var BNP-væksten i 1997 på 6,5 %, hvilket er særdeles tilfredsstillende. Den lettiske økonomi blev fra andet halvår 1998 påvirket stærkt af krisen i Rusland. Væksten i BNP i faste priser faldt derfor til 3,6 %. Den økonomiske afmatning efter krisen i Rusland i 1998 blev efterfulgt af et kraftigt opsving. Eksporten, investeringerne og det private forbrug bevirkede tilsammen, at BNP til trods for den økonomiske opbremsning på verdensplan voksede med 6,6 % i 2000 og 7,7 % i 2001. BNP i faste priser er gennemsnitligt vokset med ca. 6,1 % årligt i den periode, der er omfattet af Kommissionens rapporter. I rapporten fra 2003 konstateres det, at den økonomiske aktivitet blev opretholdt til trods for svage eksterne forhold. Væksten i BNP fortsatte med at stige betydeligt i 2002 med 6,1 %. Den steg yderligere i første kvartal af 2003 og nåede 8,8 % på årsbasis.

Hvad angår situationen for de offentlige finanser, udviste statens almindelige budget i 1997 et overskud på 1,8 % af BNP. I 1998 mundede gennemførelsen af det offentlige budget ud i et finansoverskud på 0,3 % af BNP. Derefter førte stagnationen i den økonomiske vækst i 1999 til et underskud på de offentlige finanser på 4,2 % af BNP. Den offentlige sektors underskud faldt i 2000 til 2,8 % og yderligere i 2001 til 1,6 % af BNP. I henhold til finansloven for 2002 voksede budgetunderskuddet dette år til 2,75 %. Siden 1999 har finanspolitikken taget sigte på at skabe budgetligevægt på mellemlang sigt. Sammenlignet hermed har den offentlige sektors gennemsnitlige bruttogæld i den af undersøgelsen omfattede periode været forholdsvis lav, nemlig på 13,6 % af BNP. Den er vokset hvert år, og stigningen var i 2001 på 2,1 procentpoint, således at gælden nåede op på 16 % af BNP. I rapporten fra 2003 konstateres det, at budgetkonsolideringen ophørte, og at der i 2002 blev ført en mere ekspansiv finanspolitik. Den offentlige sektors underskud voksede derfor igen til 3 %. Den offentlige sektors gæld er dog relativt set stadig ikke særlig stor og nåede 15,2 % af BNP i 2002.

Siden midten af 1997 har inflationen været jævnt aftagende. I august 1999 androg inflationstakten på årsbasis 2,1 % mod 3,5 % i september 1998. I hele 1999 lå inflationen i Letland på et lavt niveau, nemlig gennemsnitligt på 2,4 %, men nåede i april 2000 3,7 %. Priserne steg dette år i gennemsnit med 2,6 % og derefter med 2,5 % i 2001. Prisstigningen har gennemsnitligt ligget på 3,9 % i den periode, der er omfattet af Kommissionens rapporter. Inflationen faldt til 2 % i 2002, men steg dog til 2,5 % i april 2003.

Hvad angår valutakursen, er det centrale mål for landets pengepolitik at bevare en fast kurs over for en kurv af valutaer. I sommeren 1999 kom valutaen under pres som følge af uvished med hensyn til det voksende budgetunderskud. Centralbanken mener imidlertid, at den til enhver tid er teknisk rede til at knytte valutaen til euroen. I 1999 steg kursen på lat med 4,7 % i forhold til landets vigtigste handelspartneres valutaer. Der er i rapporten for 2001 givet udtryk for, at centralbankens pengepolitik i form af et fastkurssystem har været en succes, som har bidraget til at sikre stabile priser. I rapporten fra 2003 bemærkes det, at de monetære forhold stadig er favorable med den faste valutakurs og har derfor bidraget til den makroøkonomiske stabilitet.

Underskuddet på landets betalingsbalance er stadig betydeligt og har tendens til at vokse som følge af den forstærkede vækst. I 1997 udgjorde det løbende underskud 6,3 % af BNP. Siden starten på den russiske krise i august 1998 er SNG-landenes (Samfundet af Uafhængige Stater) eksport til EU næsten halveret. Siden udgangen af 1999 er det løbende underskud formindsket en smule, om end det stadig er betydeligt. Som følge af gode eksportresultater aftog det løbende underskud kraftigt, nemlig fra 9,6 % af BNP i 1999 til 6,8 % i 2000. I 2001 voksede dette underskud til 9,7 %. Det løbende underskud har gennemsnitligt ligget på 8,6 % af BNP i den periode, der er omfattet af Kommissionens rapporter. I rapporten fra 2003 konstateres det, at det løbende underskud blev reduceret til 7,7 % af BNP, hvilket dog stadig er relativt meget.

Med hensyn til strukturreformer har Letland gjort gode fremskridt. Ifølge den fastlagte tidsplan var 95 % af de gamle statsvirksomheder privatiseret pr. 1. juli 1998. Privatiseringsprocessen er således ved at være afsluttet. Den private sektor tegner sig nu for 65 % af BNP og 69 % af beskæftigelsen i Letland. Regeringen vedblev i 2000 med at rette op på de strukturelle mangler ved økonomien. Der er gjort betydelige fremskridt i den finansielle sektor, og der er truffet indledende foranstaltninger til en reform af pensionssystemet. Omstruktureringen af den lettiske banksektor er praktisk taget afsluttet. Det er i 2001-rapporten bemærket, at arbejdsløsheden vedblivende er forholdsvis stabil, men ligger på et højt niveau. Det gennemsnitlige uddannelsesniveau i Letland er forholdsvis højt. Økonomien har været kendetegnet af en mærkbar strukturudvikling, som dog er aftaget på det seneste. Regeringen har fortsat sin privatiseringspolitik. Der er gennemført omstruktureringsplaner for de offentlige virksomheder, som ikke forventes privatiseret. Pensionsreformen er blevet gennemført som planlagt. Der er sket en positiv udvikling på området aktive arbejdsmarkedspolitikker, men der er stadig flere strukturelle stivheder.

Hvad angår centralbankens uafhængighed, blev det i 1998 ved lov forbudt at yde kortfristede lån til staten. Letland gjorde året efter betydelige fremskridt med hensyn til forberedelserne til tiltrædelse af ØMU. Det er ikke længere tilladt centralbanken at opkøbe statspapirer på de primære markeder, og myndighederne har ikke længere privilegeret adgang til penge- og finansinstitutterne (es de en fr). Alligevel blev der i 2000-rapporten stillet krav om, at definitionerne af offentlig gæld og offentligt underskud tilpasses EU-rettens bestemmelser. Retsakten om den lettiske centralbanks oprettelse gør det stadig muligt at foretage afskedigelser med begrundelser, som kan stride mod EU-retten. I juni 2002 blev der vedtaget en ny lovgivning om den lettiske centralbank for i højere grad at tilpasse denne efter regelværkets bestemmelser om centralbankens uafhængighed, bl.a. hvad angår begrundelserne for at afskedige medlemmer af dens bestyrelse. I rapporten fra 2003 konstateres det, at den lettiske lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten med undtagelse af et område. Letland mangler at vedtage en sidste ændring til loven om den nationale centralbank med henblik på at sikre medlemmernes personlige uafhængighed.

Med hensyn til forhandlingssituationen har Letland meddelt, at landet er rede til at acceptere EU-retten for Den Økonomiske og Monetære Union, og at det vil respektere det fuldt ud. Letland har opnået høj grad af tilpasning til ØMU-regelværket og har oprettet den fornødne administrative kapacitet. Forhandlingerne om dette kapitel blev lukket i december 2002. Letland er ikke fremkommet med nogen ønsker om overgangsbestemmelser. Generelt overholder landet de forpligtelser, som det indgik på dette område under tiltrædelsesforhandlingerne. For at afslutte sine forberedelser til tiltrædelsen skal Letland afpasse sine regler om investering af pensionskapital efter de tilsvarende bestemmelser i EU-retten.

Seneste ajourføring: 15.03.2004