Estland

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(97) 2006 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(98) 705 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(1999) 504 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2000) 704 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2001) 700 endelig udg. - SEK(2001) 1747 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig udg. - SEK(2002) 1403 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1201 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I sin udtalelse fra juli 1997 gav Kommissionen udtryk for den opfattelse, at det endnu var for tidligt at udtale sig om, hvorvidt Estland fra tiltrædelsestidspunktet ville kunne deltage i euroområdet, og at estisk deltagelse i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), uden at landet deltager i euroområdet, ikke skulle frembyde større problemer. Den understregede ligeledes, at lovgivningen om Estlands centralbank allerede var i fuld overensstemmelse med EU-kravene, og at de resterende restriktioner, specielt restriktionerne på udlændinges køb af fast ejendom, uden vanskeligheder skulle kunne fjernes.

I rapporten fra november 1998 blev det konstateret, at Estland havde gjort visse fremskridt i sine forberedelser på tilslutning til ØMU.

I rapporten fra oktober 1999 blev det konstateret, at udviklingen i Estland forløber noget langsommere.

I rapporten fra november 2001 fastslås det, at der gøres store fremskridt og at tilpasningen til EU-retten er næsten afsluttet.

I rapporten fra oktober 2002 konstaterer Kommissionen, at tilpasningen til EU-retten vedrørende ØMU næsten er fuldført.

I rapporten fra november 2003 fastslås det, at Estland har opfyldt de tilsagn og forpligtelser, der var resultatet af tiltrædelsesforhandlingerne. En sidste tilpasning af lovgivningen om centralbanken mangler endnu at blive foretaget.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Tredje fase af ØMU begyndte den 1. januar 1999. Denne dato er ensbetydende med dybtgående forandringer i alle medlemsstaterne, også dem, der ikke deltager i euroområdet fra starten.

På det økonomiske område er samordningen af medlemsstaternes politik (de nationale konvergensprogrammer, de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik, den multilaterale overvågning og proceduren med uforholdsmæssigt store underskud) det centrale element. Alle landene skal overholde stabilitets- og vækstpagten, afstå fra direkte centralbankfinansiering af det offentlige underskud og fra at give privilegeret adgang for offentlige myndigheder til finansielle institutioner og have afsluttet liberaliseringen af kapitalbevægelserne.

De medlemsstater, der ikke deltager i euroområdet, skal føre en selvstændig monetær politik og deltage i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) med visse restriktioner. Centralbankerne skal være uafhængige og have prisstabilitet som deres vigtigste målsætning. Endelig skal valutakurspolitikken anses for at være et anliggende af fælles interesse for samtlige medlemsstater, der skal kunne deltage i den nye valutakursmekanisme.

Selv om medlemskab indebærer accept af målsætningen for ØMU, er opfyldelse af konvergenskriterierne ikke en forudsætning. Kriterierne er dog en indikator for, om den makroøkonomiske politik er stabilitetsorienteret, så alle medlemsstaterne skal fra et vist tidspunkt permanent opfylde dem.

EVALUERING

Den handelsmæssige integration i EU er blevet styrket under hele forhandlingsperioden. Den makroøkonomiske stabilitet er opretholdt, selv under den russiske krise i 1998. Estland tilbyder gunstige vilkår for de økonomiske aktører. Den private sektors andel har langt oversteget 80 % af bruttonationalproduktet (BNP). Det kan på baggrund heraf konkluderes, at den estiske økonomi er en levedygtig markedsorienteret økonomi. Videreførelsen af det aktuelle reformprogram skulle gøre det muligt for Estland at modstå konkurrencepresset og markedskræfterne i EU.

1997 var kendetegnet af en kraftig stigning i den økonomiske aktivitet, og den faktiske BNP-vækst nåede op på 11,4 %. Fra midten af 1998 faldt den økonomiske aktivitet imidlertid voldsomt, og BNP målt i faktiske tal voksede med kun 4 % for derefter at falde i 1999. Efter denne voldsomme nedgang har Estland hurtigt opnået en kraftig indenlandsk efterspørgsel, som har øget den økonomiske aktivitet, og væksten nåede i 2000 op på 6,9 %. Trods den afmattede aktivitet i EU og USA har den estiske økonomi været i konstant vækst i 2000 og 2001. I rapporten fra 2003 konstateres det, at BNP-væksten, der beløb sig til 6 % i 2002, skyldtes en kraftig stigning i privatforbruget.

Situationen med hensyn til de offentlige finanser er sund takket være den kraftige vækst og en streng kontrol med de offentlige udgifter. I 1997 blev der registreret et overskud på 2,1 % af BNP, hvilket er et bemærkelsesværdigt omslag i forhold til underskuddet på 1,5 % i 1996. I løbet af første halvår af 1998 steg budgetoverskuddet yderligere og nåede op på ca. 2,6 % af BNP. På grund af konsekvenserne af den økonomiske krise blev der i 1999 registreret et underskud på 4,1 % af BNP i den offentlige administration. Efter tilbagegangen blev der hurtigt rettet op på de estiske offentlige finanser, og underskuddet i den offentlige sektor blev bragt ned på 0,7 % i 2000. De fornuftige budgetpolitikker, der især er ført af den centrale administration, og de betydelige indtægter fra privatiseringen har bidraget til at mindske den offentlige gæld, der var på 7 % af BNP i 1997 og i 2001 nåede ned under 5 %. I rapporten fra 2003 fastslås det, at budgetoverskuddet er steget til 1,3 % af BNP, en stigning der hovedsagelig skal forklares ved den kraftige tilvækst, på trods af at parlamentet godkendte yderligere udgifter på to tillægsbudgetter.

Inflationen er faldet fra et årligt gennemsnit på 23,1 % i 1996 til 11,2 % i 1997. Inflationen er således blevet dæmpet betydeligt. I september 1998 steg forbrugerpriserne stadig med en årstakt på 6,6 %. Inflationen steg fra 3,1 % i 1999 til 3,9 % i 2000, primært som følge af olieprisstigningen. Siden da er prisstigningen blevet større og nåede i 2001 op på 5,6 %. I rapporten fra 2003 konstateres det, at prisstigningen, der næsten var på 7 % i midten af 2001, var aftaget til 2,7 % ved slutningen af 2002. Den underliggende inflation er derimod forblevet relativt stabil med en stigning på omkring 4 % pr. år.

Trods en klar afmatning steg valutakursen dog fortsat målt i faktiske tal i 1997. "Currency board"-systemet (valutakommissionssystem), hvor den estiske krone er blevet fastlåst til den tyske mark og dernæst til euroen, har fungeret godt, selv om der har været alvorlige problemer på finansmarkederne. I 1999 var der intet nævneværdigt pres på valutakursen. Estland har siden opretholdt sit valutakommissionssystem, uden at dette valg er blevet berørt af valutamarkederne.

Den kraftige økonomiske vækst i 1997 førte til en yderligere forværring af underskuddet på betalingsbalancen. Underskuddet på de løbende poster steg til 12 % af BNP; handelsunderskuddet nåede op på 24 % af BNP. I 1999 var underskuddet på de løbende poster faldet til 5,7 % af BNP, hvilket var en betydelig nedgang i forhold til de høje niveauer i 1997 og 1998. I 2000 voksede underskuddet over for udlandet igen og nåede helt op på 6,7 % af BNP. I 2001 lå det på ca. 6 % af BNP. I rapporten fra 2003 konstateres det, at en stærk importefterspørgsel og en relativt moderat eksportstigning har ført til at underskuddet på betalingsbalancens løbende poster er øget til cirka 12,3 % af BNP i 2002.

Estland gjorde fra midten af 1997 fremskridt med sine strukturreformer. Privatiseringen af industrivirksomheder blev videreført. Regeringen iværksatte en reform af pensionssystemerne. Fra midten af 1998 fik Estland problemer med at udforme og gennemføre visse afgørende strukturreformer. I 1999 blev reformerne i finanssektoren videreført. Privatiseringen var næsten afsluttet. Alle små og mellemstore virksomheder var nu privatejede, og man manglede kun at privatisere ganske få større selskaber og en enkelt bank. I 2000 blev det i kraft af de fremskyndede reformer muligt at rette op på mange strukturelle svagheder i økonomien. Reformen af pensions- og sundhedsplejesystemet skred regelmæssigt fremad. I 2001-rapporten bemærkes det, at der endelig er vedtaget en lov, som samler tilsynsaktiviteterne for alle finanssektorer under en enkelt myndigheds ansvar. De estiske myndigheder står endnu over for to udfordringer: liberaliseringen af energisektoren og omstrukturering af hospitalsplejesystemet. Hvad angår liberaliseringen af kapitalbevægelser, har Estland gjort gode fremskridt; der er kun nogle få, mindre restriktioner tilbage. I 2003 har myndighederne gjort gode fremskridt med deres reformprogram, navnlig i forbindelse med pensionssystemerne og finansovervågningen.

Med hensyn til spørgsmålet om centralbankens uafhængighed har Estlands centralbank en høj grad af uafhængighed, og centralbanken har forbud mod direkte at finansiere den offentlige sektor (es de en fr). Ikke desto mindre er det stadig nødvendigt med visse foranstaltninger for at opnå en fuldstændig tilpasning af den estiske lovgivning til EU-retten. Især mangler man endnu at ændre lovgivningen om centralbanken hvad angår tilsynsrådets sammensætning, idet medlemmernes uafhængighed ikke er sikret. De ændringer, der i 2001 blev foretaget i loven om Estlands centralbank, skulle kunne sikre fuld uafhængighed for alle de beslutningstagende organer i forbindelse med institutionens opgaver samt fuldstændig personlig uafhængighed for de forskellige medlemmer af tilsynsrådet. I rapporten fra 2003 kræves en endelig ændring med hensyn til de konflikter, der kan opstå mellem bankbestyrelsens organer og i spørgsmål om en eventuel indblanding fra parlamentets side.

Hvad angår situationen i forhandlingerne om landets fremtidige deltagelse i ØMU, har Estland bekræftet, at det accepterer EU-retten for ØMU som defineret i EF-traktaten, og at det vil overholde den fuldt ud. Estland har ligeledes erklæret, at de administrative strukturer for indførelsen af EU-retten skulle være på plads. Forhandlingerne om dette kapitel er lukket i december 2002. Der er ikke anmodet om nogen overgangsbestemmelser.

Seneste ajourføring: 11.03.2004