Retningslinjer for vertikale begrænsninger

RESUMÉ AF:

Meddelelse fra Kommissionen — Retningslinjer for vertikale begrænsninger

HVAD ER FORMÅLET MED RETNINGSLINJERNE?

• De hjælper virksomhederne med at kontrollere, at deres vertikale aftaler (aftaler mellem virksomheder, der er placeret på forskellige trin i produktions- eller distributionskæden, f.eks. producenter og grossister eller detailhandlere, til at købe eller sælge varer eller tjenester) er i overensstemmelse med EU’s konkurrenceregler som fastlagt i artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TFEU).
• De supplerer forordning (EU) nr. 330/2010, EU’s gruppefritagelsesforordning, der gør forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF, uanvendeligt på vertikale aftaler, der opfylder visse krav og »legitimerer« sådanne aftaler.
• De fastsætter generelle principper for vurdering af vertikale begrænsninger og indeholder vejledning til vurderingen af de mest almindelige typer vertikale begrænsninger:
  • mærkeeksklusivitet (konkurrenceklausuler)
  • eneforhandling
  • eksklusiv kundetildeling
  • selektiv distribution
  • franchiseaftaler
  • eksklusiv levering
  • distributionsvederlag
  • aftaler om kategoristyring
  • kombinationsklausuler og
  • detailprisbinding.
• De beskriver den analysemetode og håndhævelsespolitik, som Europa-Kommissionen anvender i enkeltsager vedrørende vertikale aftaler.

HOVEDPUNKTER

Artikel 101, TEUF

• I henhold til artikel 101, stk. 1, TFEU er aftaler mellem virksomheder, der kan påvirke handlen mellem EU-lande, og som har til formål eller resultat at forhindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, forbudt.
• Artikel 101, stk. 2, TFEU angiver, at aftaler, samordnet praksis og afgørelser truffet af sammenslutninger af virksomheder, der er forbudt i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF, er ugyldige.
• Artikel 101, stk. 3, TEUF undtager imidlertid visse aftaler — hvis de skaber tilstrækkelige fordele, der opvejer den konkurrencebegrænsende virkning — fra forbuddet i artikel 101, stk. 1.

Det primære formål med artikel 101 er at sikre, at virksomheder ikke bruger aftaler, herunder vertikale aftaler, til at begrænse konkurrence til skade for forbrugerne.

Vertikale aftaler, der generelt falder uden for anvendelsesområdet i artikel 101

I overensstemmelse med retningslinjerne falder følgende vertikale aftaler uden for anvendelsesområdet i artikel 101:

• aftaler af ringe betydning og mellem SMV’er, der ikke indebærer en mærkbar begrænsning af konkurrencen på grund af parternes lille markedsandel
• agentaftaler*, den afgørende faktor for afgørelsen af, om der er tale om en agentaftale, i forbindelse med anvendelsen af artikel 101, er den økonomiske eller kommercielle risiko, der påhviler agenten i forbindelse med den virksomhed, hvortil han er blevet udpeget som agent af agenturgiver
• underleveranceaftaler* når den pågældende teknologi eller det pågældende udstyr, der leveres af ordregiveren er nødvendigt, for at underleverandøren kan producere produkterne. Hvis ordregiveren imidlertid pålægger underleverandøren begrænsninger, f.eks. en forpligtelse til ikke at udføre eller udnytte egen forskning og udvikling eller til ikke at producere for tredjemand generelt, kan aftalen imidlertid falde ind under artikel 101, TEUF.

Gruppefritagelsesforordningens anvendelse

• For de fleste vertikale begrænsningers vedkommende kan der kun opstå konkurrenceproblemer, hvis der i et eller flere led ikke er tilstrækkelig konkurrence. Det betyder, at der skal være en vis markedsstyrke i enten leverandørleddet eller køberleddet eller i begge led.
• Det er leverandørens markedsandel på det marked, hvor han sælger aftalevarerne eller -tjenesteydelserne, og køberens markedsandel på det marked, hvor han køber aftalevarerne eller -tjenesteydelserne, der er afgørende for, om gruppefritagelsen finder anvendelse. For at gruppefritagelsen kan finde anvendelse, må hverken leverandørens eller køberens overstige 30 % (forudsat at aftalen ikke indeholder alvorlige begrænsninger og ikke en udelukket begrænsning). En markedsandel på over 30 % betyder dog ikke automatisk, at en aftale er ulovlig. Tærsklen tjener udelukkende til at skelne mellem aftaler omfattet af en legalitetsformodning og aftaler, der kræver individuel vurdering. Retningslinjerne er en hjælp til virksomhederne til at foretage en sådan vurdering.
• Gruppefritagelsesforordningen (artikel 4) indeholder en liste over alvorlige begrænsninger, der fører til udelukkelse af den vertikale aftale fra gruppefritagelsesforordningens anvendelsesområde. Dette ville betyde, at der er en formodning om, at aftalen falder ind under artikel 101, stk. 1, TEUF, og at det er usandsynligt, at den opfylder betingelserne i artikel 101, stk. 3, TEUF.
• Gruppefritagelsesforordningen (artikel 5) indeholder også en liste over udelukkede begrænsninger. Disse begrænsninger er ikke omfattet af gruppefritagelsesforordningen, selv om tærsklen for markedsandel ikke er overskredet. Gruppefritagelsesforordningen vil dog fortsat være gældende for den resterende del af den vertikale aftale, hvis den del kan udelukkes fra den begrænsning, der ikke er omfattet af fritagelse.

Inddragelse af gruppefritagelsen og undladelse af at anvende den

• Legalitetsformodningen efter gruppefritagelsesforordningen kan inddrages. Det sker, når en vertikal aftale, betragtet isoleret eller sammen med tilsvarende aftaler, der anvendes af konkurrerende leverandører eller kunder, falder ind under artikel 101, stk. 1, og ikke opfylder alle betingelserne i artikel 101, stk. 3. En sådan situation kan f.eks. opstå, når en række leverandører på et marked anvender rent kvalitativ selektiv distribution, mens andre anvender kvantitativ selektiv distribution.
• Når inddragelsesproceduren finder anvendelse, påhviler bevisbyrden for, at aftalen falder ind under artikel 101, stk. 1, og at aftalen ikke opfylder en eller flere betingelser i artikel 101, stk. 3, hos Kommissionen.
• Alene Kommissionen er beføjet til at inddrage gruppefritagelsen for vertikale aftaler, der begrænser konkurrencen på et relevant geografisk marked, der er større end en enkelt medlemsstats område.
• Gruppefritagelsesforordningens artikel 6 giver Kommissionen mulighed for at udelukke parallelle net af ensartede vertikale begrænsninger, som omfatter mere end 50 % af et relevant marked fra gruppefritagelsesforordningens anvendelsesområde.

Markedsafgrænsning og beregning af markedsandele

Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med konkurrenceret indeholder retningslinjer for, hvilke regler, kriterier og bevismidler Kommissionen anvender, når den skal tage stilling til markedsafgrænsningsspørgsmål.

Et afsnit i retningslinjerne omhandler:

• det relevante marked for beregning af markedsandelstærsklen på 30 % efter gruppefritagelsesforordningen — det er både leverandørens og køberens markedsandel, der afgør, om gruppefritagelsen finder anvendelse
• beregningen af markedsandele under gruppefritagelsesforordningen foretages på grundlag af værdibaserede data, men foreligger disse ikke, foretages der underbyggede skøn.

Håndhævelse af reglerne i konkrete tilfælde

• Der anvendes følgende generelle regler til vurdering af vertikale begrænsninger i situationer, hvor gruppefritagelsesforordningen ikke er gældende:
  • I tilfælde af en individuel vurdering foretaget af Kommissionen, bærer Kommission bevisbyrden med hensyn til at påvise, at den pågældende aftale overtræder artikel 101, stk. 1, TEUF. Virksomheder, som påberåber sig artikel 101, stk. 3 i TEUF bærer bevisbyrden med hensyn til at påvise, at de nødvendige betingelser er opfyldt
  • For at vurdere, hvorvidt en vertikal aftale har konkurrencebegrænsende virkning, sammenholder Kommissionen den aktuelle eller sandsynlige fremtidige situation på det relevante marked med de vertikale begrænsninger, som aftalen indebærer, hvordan situationen ville være uden de pågældende vertikale begrænsninger
  • Der vil sandsynligvis være en mærkbar konkurrencebegrænsende virkning når mindst en af aftaleparterne har eller opnår en vis markedsstyrke, og når aftalen bidrager til at skabe, fastholde eller forstærke denne markedsstyrke eller sætter aftaleparterne i stand til at udnytte en sådan markedsstyrke.
• De negative virkninger der kan være en følge af vertikale begrænsninger, som EU’s konkurrencelovgivning sigter mod at forhindre, omfatter:
  • konkurrenceskadelig markedsafskærmning* af andre leverandører eller kunder
  • svækkelse af konkurrencen og lettelse af samordning mellem leverandøren og dennes konkurrenter
  • svækkelse af konkurrencen mellem leverandøren og dennes konkurrenter og/eller lettelse af samordning mellem disse leverandører
  • skabelse af hindringer for markedsintegration.
• På et marked, hvor de enkelte distributører forhandler en enkelt leverandørs mærke(r), vil en svækkelse af konkurrencen mellem distributørerne af det samme mærke resultere i en mindskelse af intrabrandkonkurrencen. Hvis der er hård konkurrence mellem de forskellige mærker er det usandsynligt, at en svækkelse af intrabrandkonkurrencen vil få negative virkninger for forbrugerne.
• Eksklusive aftaler er generelt mere konkurrencebegrænsende end ikkeeksklusive aftaler. Ved en konkurrenceklausul køber køberen f.eks. kun ét mærke. Et krav om mindstekøb vil derimod giver køberen mulighed for at købe konkurrerende produkter, og graden af markedsafskærmning vil derfor være mindre.
• Aftaler om vertikale begrænsninger for andre produkter end mærkevarer er generelt mindre skadelige end begrænsninger vedrørende distributionen af mærkevarer. Sondringen mellem mærkevarer og andre varer vil ofte falde sammen med sondringen mellem mellemprodukter og færdigprodukter.
• Det er vigtigt at anerkende, at vertikale begrænsninger kan have positive virkninger især fordi de fremmer konkurrencen på andet end prisen og forbedrer servicekvaliteten. Effektivitetsgevinsterne er generelt størst ved vertikale begrænsninger af midlertidig varighed, der kan fremme markedslancering af nye og komplekse produkter, der beskytter relationsbetingede investeringer, eller som fremmer overførsel af viden.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

• Overview: making markets work better (Europa-Kommissionen).

VIGTIGE BEGREBER

HOVEDDOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen — Retningslinjer for vertikale begrænsninger (SEK(2010) 411 endelig af 10.5.2010).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VII — De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne — Kapitel 1 — Konkurrencereglerne — 1. afdeling — Regler for virksomhederne — Artikel 101 (tidl. artikel 81 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 88-89).

Meddelelse fra Kommissionen — Meddelelse om aftaler af ringe betydning, der ikke indebærer en mærkbar begrænsning af konkurrencen i henhold til artikel 101, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (bagatelmeddelelsen) (EUT L 291 af 30.8.2014, s. 1-4).

Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af 20. april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EUT L 102 af 23.4.2010, s. 1-7).

Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret (EFT C 372 af 9.12.1997, s. 5-13).

seneste ajourføring 28.03.2019