EU’s internationale konventioner og aftaler

RESUMÉ AF:

Artikel 216 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

HVAD SIGER EU-TRAKTATERNE OM EU’S KONVENTIONER OG AFTALER?

• De er traktater i henhold til international ret og skaber rettigheder og forpligtelser for de kontrahenter, som det er forhandlet mellem dem.
• I modsætning til de unilaterale retsakter er konventioner og aftaler ikke resultat af en lovgivningsprocedure eller en institutions ensidige initiativ.

HOVEDPUNKTER

Internationale aftaler (konventioner, traktater)

Internationale aftaler indgås mellem EU som den ene part og en anden enhed i henhold til international ret, dvs. en stat eller en international organisation som den anden part. Artikel 216 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) opregner de tilfælde, i hvilke EU er bemyndiget til at indgå sådanne aftaler. Efter forhandling og underskrift, og i henhold til aftalens genstand, kan de kræve ratifikation med en afledt retsakt.

Derudover udgør internationale aftaler med lande uden for EU eller med internationale organisationer ligeledes en integreret del af EU-lovgivningen. Disse aftaler er ikke en del af den primære eller sekundære ret og udgør en selvstændig kategori. I henhold til en række domme afsagt af EU-Domstolen kan de i nogle tilfælde have direkte virkning, og de har juridisk forrang frem for den sekundære lovgivning, som dermed skal være i overensstemmelse med dem.

Endvidere regulerer artikel 207 i TEUF EU’s handelspolitik — en af EU’s vigtige kompetencer udadtil og et centralt element i EU’s forhold til resten af verden.

Eksempler på internationale aftaler omfatter:

• Nagoya-protokollen: adgang til generiske ressourcer og deling af fordelene fra udnyttelse af disse
• EU’s handelsaftale med Colombia, Peru og Ecuador.

Hvis aftalens genstand ikke falder ind under EU’s enekompetence, skal EU-landene også underskrive aftalen. Dette kaldes blandede aftaler. Det betyder, at EU-landene udover EU selv bliver kontrahenter i forhold til ikke-EU-kontrahenterne. Blandede aftaler kan desuden kræve, at der vedtages en intern EU-retsakt med henblik på at fordele forpligtelserne mellem EU-landene og EU.

HOVEDDOKUMENTER

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — femte del: Unionens optræden udadtil — afsnit V: Internationale aftaler — artikel 216 (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 144).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — femte del: Unionens optræden udadtil — afsnit II: Den fælles handelspolitik — Artikel 207 (tidl. artikel 133 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 140-141).

seneste ajourføring 13.03.2020