Internationale aftaler og EU’s kompetence udadtil

RESUMÉ AF:

HVAD ER FORMÅLET MED ARTIKLERNE?

Artiklerne fastsætter EU’s juridiske beføjelser til at forhandle og indgå internationale aftaler samt EU’s kompetence, enekompetence eller delt kompetence, til at indgå sådanne aftaler.

HOVEDPUNKTER

Internationale aftaler (konventioner, traktater)

Internationale aftaler med tredjelande eller med internationale organisationer er en integreret del af EU-retten. Disse aftaler er ikke en del af primærretten eller den afledte ret og udgør en selvstændig kategori. I henhold til en række domme afsagt af EU-Domstolen kan de have direkte virkning, og de har juridisk forrang for den afledte ret, som dermed skal være i overensstemmelse med dem.
De er traktater i henhold til international ret og skaber rettigheder og forpligtelser for kontrahenterne.
I modsætning til de unilaterale retsakter er konventioner og aftaler ikke resultatet af en lovgivningsprocedure eller en institutions ensidige initiativ.
Artikel 216 i TEUF opregner de tilfælde, i hvilke EU er bemyndiget til at indgå disse aftaler.
Efter forhandling og underskrift, og i henhold til aftalens genstand, kan de kræve ratifikation med en afledt retsakt.
Internationale aftaler skal anvendes i hele EU. De har forrang for unilaterale retsakter i den afledte ret, som derfor skal respektere dem.
Endvidere regulerer artikel 207 i TEUF EU’s handelspolitik — én af EU’s vigtige kompetencer udadtil og et centralt element i EU’s forhold til resten af verden.

EU’s kompetencer udadtil

EU har status som juridisk person og er dermed underlagt international ret og kan forhandle og indgå internationale aftaler i eget navn; det vil sige, at EU har kompetence (eller bemyndigelse) på dette område, som er tildelt den i kraft af traktaterne.
Hvis aftalens genstand ikke falder ind under EU’s enekompetence, skal EU-landene også underskrive aftalen. Dette kaldes »blandede aftaler« .

Enekompetence og delt kompetence

Kompetencefordelingen mellem EU og EU-landene gælder ligeledes på internationalt plan. Når EU forhandler og indgår en international aftale, disponeres altså enten ud fra en enekompetence eller ud fra en kompetence, som er delt med EU-landene.
I tilfælde af enekompetence er det kun EU, som kan forhandle og indgå en aftale. Artikel 3 i TEUF opregner de områder, hvor EU har enekompetence til at indgå internationale aftaler, herunder handelsaftaler.
I tilfælde af delt kompetence med EU-landene indgås aftalen af EU såvel som af EU-landene. Det drejer sig så om en blandet aftale, til hvilken EU-landene skal give deres samtykke. Blandede aftaler kan desuden kræve, at der vedtages en intern EU-retsakt med henblik på at fordele forpligtelserne mellem EU-landene og EU. Artikel 4 i TFEU fastsætter de områder, hvor der er delt kompetence.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

Traktatcentralens database (Den Europæiske Udenrigstjeneste).

HOVEDDOKUMENTER

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Første del — Principperne — Afsnit I — Unionens kompetencekategorier og -områder — Artikel 3 (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 51).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Første del — Principperne — Afsnit I — Unionens kompetencekategorier og -områder — Artikel 4 (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 51-52)

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Femte del — Unionens optræden udadtil — Afsnit II — Den fælles handelspolitik — Artikel 207 (tidl. artikel 133 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 140-141).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Femte del — Unionens optræden udadtil — Afsnit V -— Internationale aftaler — Artikel 216 (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 144).

seneste ajourføring 08.04.2020