Fleksibilitet i EU-beslutningstagning: passerelleklausuler, bremseklausuler og acceleratorklausuler
RESUMÉ AF:
Artikel 48 i Traktaten om Den Europæiske Union
INTRODUKTION
Lissabontraktaten har udstrakt den almindelige lovgivningsprocedure og afstemning ved kvalificeret flertal til at gælde for et stort antal politiske områder. Formålet er at bidrage til EU-integration ved at gøre beslutningsprocessen mere effektiv. Ved den almindelige beslutningsproces har EU-landene ikke vetoret, og der er flere muligheder for at nå frem til en aftale.
EU-landene er dog ikke altid tilbøjelige til at afgive en del af deres magt til at sige fra på bestemte politiske områder. Disse områder, kendt som de mest »følsomme«, er dem for hvilke en national overhøjhed vejer tungest, herunder udenrigspolitik, indvandringspolitik og retspolitik. På disse områder bevares den særlige lovgivningsprocedure og systemet med enstemmig afstemning for det meste.
Lissabontraktaten indfører adskillige typer institutionelle klausuler, som frembyder institutionelle mekanismer, der er forskellige, men har en fælles målsætning. Dette har til hensigt at fremme EU-integration på de »følsomme« områder, hvis EU-landene ønsker det.
Lissabontraktaten indfører således 3 slags klausuler:
PASSERELLEKLAUSULER
Passerelleklausulerne gør det muligt at afvige fra den lovgivningsprocedure, som oprindeligt blev foreskrevet i traktaterne. Nærmere bestemt, og under visse betingelser, gør de det muligt:
Anvendelsen af en passerelleklausul er altid afhængig af en enstemmig afgørelse i Rådet eller i Det Europæiske Råd. Alle EU-landene skal altså være enige om at anvende en sådan klausul.
Desuden indfører artikel 48 i EU-traktaten en generel passerelleklausul, som gælder for alle de europæiske politikker (se resuméet af »revision af traktaterne«). Der findes også 6 andre særlige passerelleklausuler for bestemte europæiske politikker med bestemte proceduremæssige særegenheder (se resuméet af »lovgivningsprocedurer«).
BREMSEKLAUSULER
Bremseklausulerne angår 3 områder:
Bremseklausulerne blev lavet for at gøre det muligt at anvende den almindelige lovgivningsprocedure på disse 3 områder. Den almindelige lovgivningsprocedure modereres med en bremsemekanisme: Et EU-land kan appellere til Det Europæiske Råd, hvis det skønner, at de grundlæggende principper i dets system til social tryghed eller i dets strafferetssystem er truet af et lovforslag på vej til at blive vedtaget. I så fald udsættes proceduren, og Det Europæiske Råd kan:
Fordelen ved bremseklausulerne ligger altså ikke blot i mekanismen, men også i, at de gør det muligt at udstrække den almindelige lovgivningsprocedure til at gælde for de pågældende politikker. Indførelsen af denne mekanisme i beslutningsprocessen har gjort det muligt at overtale de mest genstridige EU-lande til at anvende den almindelige lovgivningsprocedure på bestemte politikker, hvor reglen om enstemmighed før blev benyttet.
ACCELERATORKLAUSULER
Acceleratorklausulerne »accelererer« den europæiske opbygning mellem bestemte EU-lande ved at lette etableringen af et forstærket samarbejde på bestemte områder.
Disse klausuler gør det muligt at afvige fra proceduren for iværksættelse af forstærkede samarbejder. I kraft af disse klausuler anses et forstærket samarbejde for godkendt, hvis det samler mindst 9 EU-lande. Rådet, Parlamentet og Kommissionen informeres så blot om de deltagende landes hensigt om at iværksætte et forstærket samarbejde.
Disse klausuler vedrører 4 områder:
Det bemærkes, at acceleratorklausulerne vedrørende samarbejdet og overtrædelser på strafferetsområdet, som følger direkte af en aktivering af bremseklausulerne på disse 2 områder. Når det sker, og lovgivningsproceduren derfor stoppes, kan landene gribe til acceleratorklausulen, derefter fortsætte og færdiggøre lovgivningsproceduren indbyrdes inden for rammen af er forstærket samarbejde.
HOVEDDOKUMENT
Artikel 48 i traktaten om den Europæiske Union
seneste ajourføring 25.07.2016