Lovgivningsprocedurer

RESUMÉ AF:

Artikel 289 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

HVAD ER FORMÅLET MED ARTIKEL 289 I TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE?

Den reformerer EU’s tidligere beslutningsproces og styrker dermed EU’s muligheder for at træffe beslutninger og agere.

HOVEDPUNKTER

Artikel 289 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) omhandler to typer af lovgivningsprocedurer:

• den almindelige lovgivningsprocedure
• den særlige lovgivningsprocedure.

Den almindelige lovgivningsprocedure

• Under den almindelige lovgivningsprocedure er Europa-Parlamentet medlovgiver sammen med Rådet. Denne procedure blev oprindelig indført under Maastrichttraktaten, hvor den hed den fælles beslutningsprocedure, og den er nu den mest udbredte metode til beslutningstagning i EU. TEUF giver den et nyt navn og udvider den til at omfatte politikområder som for eksempel:
  • samarbejde om civilretlige spørgsmål
  • politisamarbejde
  • humanitær bistand
  • foranstaltninger vedrørende ydre grænsekontrol, asyl og immigration.
• Den almindelige lovgivningsprocedure er beskrevet nærmere i artikel 294 i TEUF. Parlamentet og Rådet lovgiver på lige fod. De to institutioner vedtager lovgivningsmæssige retsakter ved enten første- eller andenbehandling. Hvis de to institutioner stadig ikke er nået til enighed efter andenbehandlingen, indkaldes Forligsudvalget.
• Under den almindelige lovgivningsprocedure vedtages beslutningerne ved kvalificeret flertal. Dette system sikrer:
  • at der træffes en beslutning, når der både er et flertal af EU-lande (som oftest 55 %, men i visse tilfælde 72 %), og
  • at disse lande repræsenterer mindst 65 % af EU’s befolkning.
• TEUF indfører også »passerellebestemmelser«. Disse bestemmelser gør det muligt i visse tilfælde at anvende den almindelige lovgivningsprocedure på områder, der normalt falder uden for anvendelsesområdet.

Den særlige lovgivningsprocedure

Den særlige lovgivningsprocedure er, som navnet antyder, en undtagelse fra den almindelige lovgivningsprocedure. Den anvendes på visse mere følsomme politikområder. TEUF indeholder ikke en nøjagtig beskrivelse af den særlige lovgivningsprocedure, som det er tilfældet for den almindelige lovgivningsprocedure. De tilhørende bestemmelser defineres derfor fra gang til gang på baggrund af de traktatartikler, der fastlægger betingelserne for deres anvendelse.

Under den særlige lovgivningsprocedure er Rådet i praksis enelovgiver. Parlamentet er blot tilknyttet proceduren. Parlamentets rolle begrænses dermed til høring (som f.eks. i henhold til artikel 89 TEUF vedrørende grænsepoliti) eller samtykke (som f.eks. i henhold til artikel 86 TEUF om Den Europæiske Anklagemyndighed) alt efter den pågældende sag.

BAGGRUND

• Sådan tages beslutningerne i EU (Europa-Kommissionen)
• Den almindelige lovgivningsprocedure (Rådet)
• Den særlige lovgivningsprocedure (Rådet)
• Lovgivende myndighed (Europa-Parlamentet).

HOVEDDOKUMENT

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — sjette del: Institutionelle og finansielle bestemmelser — afsnit I: Bestemmelser vedrørende institutionerne — kapitel 2: EU-retsakter, vedtagelsesprocedurer og andre bestemmelser — afdeling 1: Unionens retsakter (Artikel 289) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 172-172).

seneste ajourføring 11.10.2017